Nyhed

Dansker så sit eget ansigt i hitserien Euphoria – på INXS-cover

GAFFA.dk - alt om musik

Alexander Burchardt blev taget på sengen, da han satte sig for at se den nye sæson af hitserien Euphoria og pludselig så et gammelt billede af ham selv i serien.

Som så mange andre har Alexander Burchardt, sammen med sin kæreste, haft travlt med at følge op på den nye sæson af den populære ungdomsserie Euphoria. Men hvad så mange andre nok ikke får med i pakken, er et pludseligt gensyn med ens yngre jeg.

I seriens nyligt udkommende anden sæson optræder et albumcover for det australske rockorkester INXS, men ikke et reelt albumcover. Nej, i stedet er alle bandmedlemmerne udskiftet med look-a-likes, højst sandsynligt fordi serien ikke havde adgang til rettighederne. I dette utrolige sammentræf er det tilfældigvis Burchardt, der er blevet sat ind som den afdøde frontmand Michael Hutchence. Til Ekstra Bladet har Buchardt udtalt følgende:

"Det var så uvirkeligt. Da min kæreste og jeg så det, var jeg jo overbevist om, at det var mig. Jeg kunne genkende mig selv, men sandsynligheden for, at det var mig, var jo næsten ikke-eksisterende. Så det var meget overvældende (...)Det var helt tilfældigt, fordi jeg sad og så serien, at jeg opdagede det. Der var ikke nogen, der havde fortalt mig om det. Det er jo kun et enkelt sekund, klippet varer, så til at starte med troede vi ikke på det. Men jo, den var god nok."

Grunden til denne uventede gæsteoptræden skyldes en for længst overstået modelkarriere. Den nu 29-årige Burchardt var for godt 10 år siden model, og da han besluttede sig for at lægge den karriere på hylden, har en del fotografier været tilgængelige på hjemmeside iStock. Han undrer sig dog over, hvorfor lige han er blevet udvalgt som Hutchence look-a-like, da han ikke selv ser megen lighed. 

Han brokker sig dog bestemt ikke, da han da nu har fået én på opleveren og en fed røverhistorie at kunne del med venner og familie.

LÆS OGSÅ: Her er kæmpestjernerne der skal optræde til Oscar-uddelingen 2022

Det korte klip kan ses i den nedenstående YouTube-video:

 

ANNONCE