Nyhed

Joe Bonamassa kommer til Danmark

Artisten har spillet med kunstnere som Eric Clapton og Stephen Stills

Den amerikanske guitarvirtuos, Joe Bonamassa, fik i ung alder etableret accept for sit guitarspil fra de store blueslegender. Allerede som 12-årig var Bonamassa rutineret nok til at åbne for B.B. King, og sidenhen har han spillet med garvede herrer som Eric Clapton, Warren Hayes og John Lee Hooker.

Senest har kunstneren udgivet pladen Time Clocks, som for nyligt opnåede første pladsen på Billboards Blues Chart, og nu har du selv mulighed for at opleve Bonamassa optræde med det seneste udspil live. Det er nemlig netop annonceret, at han den 22. april 2023 indtager Falkoner Salen i København som et led på sin europæiske turné. Det bliver den eneste koncert på dansk jord.


GAFFAs anmelder var også til stede, da Joe Bonamassa sidst besøgte Falkoner Salen i København. Her kvitterede GAFFA med fire stjerner og en lang række rosende ord:

”Her kom også aftenens måske bedste guitarsolo (ud af mange!), som både var en demonstration af rutineret håndværk og legesygt overskud med imponerende skift i tempo og dynamik”.

Billetsalget til koncerten, som er fuldt siddende, starter torsdag den 13. oktober klokken 10:00 via livenation.dk og ticketmaster.dk. Som det efterhånden er blevet hovedregel, er der dog forsalg allerede dagen før for modtagere af Live Nations nyhedsbrev.


LÆS OGSÅ: Guitarmastroen Joe Bonamassa: Danskerne påskønner bluesrocken

ANNONCE