x
Five Finger Death Punch og Papa Roach og Devil You Know: Tap1, København

Five Finger Death Punch og Papa Roach og Devil You Know, Tap1, København

Five Finger Death Punch og Papa Roach og Devil You Know: Tap1, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

 
Udsolgt, ja, vildt ikke? Det vil sige 6000 metal-heads i Tapperihallen, der nu rives ned efter dette brag af en metalfest hos bryggerigiganten Carlsberg og på en såkaldt J-dag, altså snebajerens komme. Fantastisk så store, især Five Finger Death Punch er blevet relativt kort. 6000 metalfans i Danmark til én koncert er ikke hverdagskost.
 
Devil You Know **
Opvarmningen stod Devil You Know for med tidligere Killswitch Engage-sanger Howard Jones og hans nye legekamerater for med netop nyudgivet andet album ude. Bandet med tidligere Fear Factory-medlemmer stod ikke distancen i min bog. Rodet og unuanceret smaddermetal og så med den til tider utaknemmelige opvarmerlyd, læs: dårlig lyd. Howard Jones gik frem og tilbage lettere antistjerneagtigt og brølede løs. Han har bare ikke den der in-your-face-tilgang til sceneoptræden, som de senere frontmænd denne aften skulle vise de fremmødte her i hallen. Kombinationen af lyd, numre og en lidt sky frontmand, der travede frem og tilbage på scenen som en stresset elefant i zoo gav ikke noget godt helhedsindtryk. Cirka 30 minutter og så over and out.
 
Papa Roach *****
Papa Roach knaldede igennem, så det kunne mærkes. Hold op en energi, de stadig har – gruppen har aldrig fejlet til de shows, jeg har været til. Respekt herfra. Det, der fra start var frygtet hos undertegnede med hensyn til akustikken i TAP1 blev gjort til skamme straks. Sanger Shaddix er en frådende frontmand, der denne gang næsten huskede alle tekster i farten, hvilket ikke helt var tilfældet i Amager Bio sidst. Han nærmest spurtede rundt og piskede en stemning op. En klasse-frontmand med lige dele hiphop-fagter som heavy horn og headbanging.
 
"Getting Away With Murder", nøj hvor er det bare simpelt, effektivt og godt skrevet på samme tid og virker bare live. Hele bandet sprudlede af smæk på energi og overskud. De glemte aldrig musikken trods deres eksplosive optræden til den nu stopfyldte sal. Jo, en J-dag, der ville noget og et band, der ville noget med deres hybrid af metal, punk, pop og lidt hård hiphop. Der blev også tid til en nedtonet og akustisk fremførsel af "Scars", og den stille sag fra nye "F.E.A.R.", nemlig "Gravity" var en fejende flot nu-trækker-vi-lige-vejret-sang.
 
Det yderst stramme band leverede totalt klasse, og masserne fik deres "Last Resort", gruppens første rigtige hit, til kæmpe fælles skrål, inden geniale "To Be Loved" rundede af for fem kvarter i bedste Alkaline-batteriklassen. Papa Roach spiller, som gælder det livet, og lige meget hvad spillestedets størrelse er, så skallesmækker de den bare. "Still Swingin'", som de sang.
 
Five Finger Death Punch *****
 
Tag den, Five Finger Death Punch. Nu skulle det vise sig, om det var held, at deres nyeste epos "Got Your Six?" gik nummer 1 på amerikanske Billboard for et par måneder siden ved udsendelsen, og om de kunne følge med Papa Roach. For undertegnede et klart ja og fra publikum et brølende ja!! Stemningen steg yderligere utroligt nok. Men okay at starte ud med uovertrufne "Lift Me Up" med dens medrivende tonse- og fodtrappe-metal, et vink med en vognstang, som man siger. Også fem kvarters koncert her, det er jo en fælles headliner-tour. De spillede sidst i Danmark også som dobbelt headliner med Avenged Sevenfold i Falkoner Salen, hvor de rev Avenged Sevenfold midt over foran 2200 personer og spillede så allerede nu foran 6000.
 
Ivan Moody med rød lussing (malet) på kinden og menneskehudslignende jakke og det gavtyveagtige fjæs leverer såvel ond som flot vokal i dette voldsomt frembrusende metalband fra den nye skole, som klart er dem, der tager over på tronen når mastodonter som Metallica, Slayer, Iron Maiden og Black Sabbath trækker stikket. De er allerede godt på vej sammen med blandt andre Volbeat og Avenged Sevenfold.
 
Gruppens brug af machometal, melodi og groove er uovertruffen. De fremstår hårde og grumme, men har også en varme og et glimt i øjet, som jeg virkelig finder nede på jorden. De inviterer altid publikummer op på scenen, gerne meget unge, og som på Sweden Rock i år rene børn. Politisk ukorrekt vil nogle måske mene, når de får dem til at skråle "Burn, motherfucker, burn."
 
Bad Companys "Bad Company" blev spillet som en hyldest til publikum. Indlevet sunget og nærmest aldrig har en coversang været bedre, hvor de ellers ni ud af ti gange er fyld. "Over and Under It" swingede fedt, og publikum gik virkelig bersærkergang. Stemningen var super, og bassist Chris Kael bangede med sit specielle "Pirates of the Carribean"-agtige skæg i stedet for med håret, som han intet havde af. Eneste minus ud over ølpriserne må være de for lange pauser mellem flere numrene og så, at trods kreativitet er en trommesolo i et sæt på kun fem kvarter et nej tak.
 
Jason Hooks geniale og smukke strengeleg i "Battleborn" (akustisk) og "Wrong Side of Heaven" tilsat Ivan Moodys flotte melodiske og kraftfulde vokal er endnu en force i dette band. Og så forstår de virkelig at få folket med. Der blev smidt caps, trøjer og bh'er op på scenen, og en monster omgang fællessang og tændte mobiler og ligthere gav ligeledes stemning. Og så spiller de uhyggeligt tight. En meget værdig næsten-afslutning på TAP1 som koncertsted, der mod forventning havde glimrende akustik, men for lav scene til at alle kunne se noget, særligt bagtil i salen. "The Bleeding" fra debuten rundede aftens livemusik af, inden gruppens cover af en anden gigant, nemlig The Animals' "House Of The Rising Sun" kørte over anlægget.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA