x
En introvert magtdemonstration

Placebo, Store Vega, København

En introvert magtdemonstration

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

Arkivfoto

Brian Molko og Stefan Olsdal havde mixet den rette cocktail til premieren på deres verdensturnéen.

Efter gårsdagens katastrofale turnéstart på Train, kunne Placebo næsten ikke skuffe et udsolgt Store Vega. Lad det være sagt med det samme, selvom de ikke spillede ”Meds”, havde de ikke glemt at tage deres medicin i aften – og den virkede!

Med et forventningsfuldt publikum i ryggen, som hovedsagelig repræsenterede mænd i alderen 30-45 år, og som samstemmigt tog imod bandet i en ensidig positiv atmosfære, havde Placebo alle odds med sig.

Præcis kl. 21:00 blev lyset slukket, den ikke tidligere viste promoveringsmusikvideo til "Every You Every Me" lyste op på bagvæggen, og den perfekte lydkulissen åbnede aftenen. Efter baggrundsmusikerne havde indtaget scenen, nærmere betegnet trommeslager Matt Lunn, en keyboardspiller, en bassist og en kvindelig multiinstrumentalist, som hovedsagelig spillede violin og keyboard, trådte hovedpersonerne Brian Molko og Stefan Olson ind, og ”Pure Morning” lagde sikkert ud, som et gedigent hit og en veludført præsentation udi den androgyne rock-kunstart, med tungt blikkende spots. 

Derefter blev hittet ”Loud Like Love” serveret med en selvsikker fremførsel, som satte publikum i gang og forventningerne højt. Ovenpå de uindfriede forventninger i går havde Placebo alt at vinde, og med et modtageligt og åbenhjerteligt publikum kunne Placebo nærmest ikke fejle i aften. Brian Molko havde enten taget den rette dosis medicin eller lagt den helt på hylden, for han viste sig frem på en yderst professionel og velspillende facon. Som tredje nummer blev aftenens eneste nye sang fremført, Jesus Son, som lagde sig godt op ad Placebos energiske og mekaniske rytmer og lover godt for fremtiden.

At bandet ikke fremsagde de store åbenbaringer eller fremviste det store teatralske sceneshow gjorde ikke det mindste, da Brian Molkos introverte, men mørke inderlighed fyldte Vega nummer efter nummer. 

”Too Many Friends” var det første nummer, som lignende en popsang, og det satte for første gang den aften gang i hævede hænder og fællessang, men havde også et strejf af introvert utilstrækkelighed, bedst udtrykt med tekststykket: ”I’ve got too many friends, too many people that I’ll never meet and I’ll never be there for”.

I det hele taget trådte Placebo ikke mange trin forkert, nogle ville måske argumentere for, at de heller ikke tog de store chancer. Men med gårsdagens manglende præstation og premierenerver, og en koncert som var åbningen på deres verdensturné, fremførte Placebo hvert nummer med en rutineret selvsikkerhed. Det fungerede nærmest perfekt på den lange bane.

Med en 25 numres sætliste og en to timers varighed måtte tempoet lidt ned, og det skete igennem den syrede ”Space Monkey”, den selverkendende ”Protect Me from What I Want” og ”Without You I’m Nothing”. Selvom tempoet blev trukket ud, var der ikke en finger at sætte på kvaliiteten og den musikalske fremførelse. Med ”For What it’s Worth” var det som om, at der blev skruet en anelse op igen, og tempoet steg gradvis fra den sang.

Stemningen steg og steg, og folk hang ud over balkonen, da ”Special K” nærmest toppede aftenen, og de satte familiefædre hoppede rundt i fællesdans og mindedes ungdomsårene. 

For uanset hvor aktuelle og velfungerende sangene stadig er, bliver denne slags musik ikke spillet meget i dansk radio mere. Derfor blev det en nostalgisk aften, hvor 90’er-drengens indre androgyne rockhund blev udlevet.

Hvis ikke aftenen allerede havde vist, hvilken musikalsk arv Placebo bærer rundt på, satte de tre sidste sange en tyk streg under dette. Ganske atypisk sluttede de af med Kate Bush-klassikeren ”Running Up that Hill”, som de næsten har gjort til deres egen klassiker.

Placebo er en af de få artister i dag, som blander sex, stoffer og kønsforvirring sammen med en særegen rock, som både vokal- og musikmæssigt skiller sig radikalt ud i dagens musikalske landskab, og med R.E.M.s og David Bowies bortgang fra den musikalske scene (på to vidt forskellige baggrunde), skal vi virkelig værdsætte og nyde at blive henført i Placebos underlige og tungt rockende verden.

Det var måske lidt for veludført og rutinepræget, og de kunne måske have spillet endnu flere hits. Men med en barre, der automatisk var sat højt bare ved at spille de valgte sange og velvidende, at Placebo er et introvert og navlebeskuende band, kunne de ikke lægge mere sikkert fra land på deres verdensturné. Om det var en placeboeffekt, eller medicinen virkelig virkede i aften, er selvfølgelig ikke til at vide.    

 

Sætlist:

  1. Pure Morning
  2. Loud Like Love
  3. Jesus Son
  4. Soulmates
  5. Special needs
  6. Lazarus
  7. Too Many Friends
  8. 20 Years
  9. I Know
  10. Devil in the Details
  11. Space Monkey
  12. Exit Wounds
  13. Protect Me from what I want
  14. Without you I´m Nothing
  15. 36 Degrees
  16. Lady of the Flowers
  17. For what it’s Worth
  18. Slave To The Wage
  19. Special K
  20. Song To Say Goodbye
  21. The Bitter End

 

Ekstra

  1. Teenage Angst
  2. Nancy Boy
  3. Infra Red

 

Ekstra Ekstra

  1. Running Up That Hill

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA