x
Forførelsens kunst igennem minimalistiske og støjende grooves

Timber Timbre, Bremen Teater, København

Forførelsens kunst igennem minimalistiske og støjende grooves

Anmeldt af Frederik Kyhn | GAFFA

For det utrænede øje (og øre) virkede Bremen Teater og den canadiske kvartet Timber Timbre som et perfekt match på en halvdøsig langfredag. En siddende koncert til musik, der af mange nok allermest bliver brugt i en vandret position. Og de røde velourbagtæpper og polstrede stolerækker gik i fantastisk harmoni med Timber Timbres vuggende, tilbagelænede og frem for alt skrabede rhythm and blues. Bandet har på seks album perfektioneret et udtryk, der brillerer i sin brug af få, men virkefulde midler.

Netop sådan et udtryk skaber en intimitet, der passede perfekt ind i Bremens forholdsvis afmålte rammer. Når det skrabede udtryk viste sig allermest, kunne der kun høres en enkelt stor- og lilletromme samt en simpel basstrofe på scenen. Noget, der kunne have slået et groove ihjel for det mere utrænede band. Men med fokus på perfektionen af det minimalistiske formåede Timber Timbre at bevare sin særegne stemning og udtrykket, der blev afspejlet i scenelysets monokromatiske farvevalg.

Højdepunktet i første del af koncerten var den valsende ”Hot Dreams”, der i dagens anledning var sat om muligt endnu mere ned i tempo. Sådan så at alle whiskers-slag på lilletrommen og enhver strofe fra forsangers Taylor Kirks baritone messen blev accentueret ud i et herligt overdrev. For slet ikke at snakke om omkvædets megalomaniske guitarflader, der havde gjort selv Link Wray misundelig. Her var der også plads til at introducere en umådeligt velplaceret, men måske lidt for sparsomt brugt trompetist til outroens melodiforløb og de syleskarpt leverede fordoblende breaks.

 

Overrasket af støj
Aftenens band kunne dog byde på mere end valsende simplistisk virtuositet. For det utrænede øre kom på overarbejde, så snart bandet slog over i den, på plade, tremolo-sprudlende ”Curtains!?”, der live fik en ekstra tur med fuzz- og distortion-pedalerne. Lige pludselig fik det minimale udtryk selskab af et tæppe af støj, der godt nok overraskede det meste af det siddende publikum, men som gav et herligt gement element til musikken. Et noget uventet træk fra et band bedst egnet til sengekammeret, stemningsmæssigt. Men bestemt ikke et uvedkommende træk. Det hele blev holdt i skak med Kirks ikoniske stemme, der blev filtreret igennem en metallisk reverb, som var sangeren konstant fanget i en forfalden, fugtig fabriksruin. Det gav en umådelig sikker holdesnor igennem de flere gange kakofoniske og viltre lydflader.

Og gav man sig til at kigge rundt i salen efter et par numres tilvænning til støjende storladenhed, kunne man på den vuggende ballade ”Black Water” pludselig se stående publikummer udleve deres trang til at udvide den siddende stillings muligheder med vuggende skuldre og hofter. Hele menageriet blev tilføjet en knirkende og legende solo på ebow af skiftende guitarist og bassist Simon Trottier, der ligesom resten af musikken var afmålt, skarpt leveret og som frem for alt viste professionelt overskud.

Aftenens andet ekstranummer, ”Woman”, viste på fornemmeste vis forholdet mellem koncertens progressive udvikling mod dynamisk vildere territorier. Et nummer, som skråsikkert og alligevel ganske passende skifter mellem lyden af tysk ekspressionistisk filmkunst og klassisk, slæbende r’n’b. I verset med stålsikkert kantslag på lilletrommen og korte akkordanslag på keyboardet for derefter at skifte til en tung og molbetonet klagesang af et riff, bakket op af aftenens trompetist og en rystende og eksalteret Taylor Kirk med hvinende guitarflader. Aftenens koncert vandt sine sikre point i stil og udtryk (med god hjælp fra Bremen som backdrop), men brillerede i sine overraskelsesmomenter med et band, der turde begive sig ud i en eskalerende vigil og støjende affære af en koncert.

 

Sætliste:
Sincerely, Future Pollution
Sewer Blues
Velvet Gloves and Spit
Moment
Hot Dreams
Western Questions
Curtains!?
Until the Night is Over
Black Water
Grifting
Blue Nuit
Do I Have Power
Beat the Drum Slowly
Trouble Comes Knocking

Ekstra:
Les Egouts
Woman


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA