x
Kerrs kattepoter udrettede ikke akustiske mirakler

Simple Minds, Koncerthuset, København

Kerrs kattepoter udrettede ikke akustiske mirakler

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Skotske Simple Minds rammer Københavns mest vellydende venue med deres akustiske 2017-turné. Det lyder lovende. I betragtning af Simple Minds’ bombastiske musikstil, måske lidt for lovende…

Der er stort set alt udsolgt, da ligeledes skotske KT Tunstall varmer publikum op med sit veloplagte og korte sæt af egne og andres numre. Hendes one woman-band består af to akustiske guitarer og en loopmaskine, som hun udnytter effektivt og effektfuldt. Iklædt Choose Love T-shirt og glitterbukser bruger hun scenevant humoren til at fange publikums opmærksomhed, og salen er med hende hele vejen.

Tunstalls minimalistiske opstilling står i skærende kontrast til Simple Minds’ mere fyldige, og spørgsmålet er netop, hvordan bandets bombastiske og storladne stadionrock lader sig oversætte til det akustiske format. Holder melodierne uden kraftig tromme- og keyboardbacking?

Koncerten åbner med et overraskende percussionangreb, der – koblet med trommemaskine – forbereder os på en alternativ form for akustisk koncert. Den stående trommeslager og percussionist Cherisse Osei er scenens midtpunkt bag en udvidet opstilling af slagtøj, som hun koncerten igennem spiller med en energi, der udraderer idéen om en rolig akustisk aften med Jim Kerr og kompagni.

Simple Minds’ centerfigur, forsanger Jim Kerr, har ikke mistet noget af den karisma, han læssede ud over alverdens stadionscener i sen-80’erne. Tværtimod. Han skaber hurtigt kontakt med hele sit publikum rundt om Koncerthusets 360 graders scene, og han fastholder den dygtigt gennem hele koncerten, hvor han også når at vandre ned i salen og få sig en svingom med en meget tilfreds kvindelig publikummer.

Med sin karakteristiske kattepote-dans oppe på tæerne smyger han sig rundt, vugger og bukker og går ned i knæ, vinker og danser og udnytter hele scenen. Han er aftenens fikspunkt – på en underligt underspillet måde i slidte koksgrå jeans, blankpolerede sorte sko og en hvid v-neck trøje under en lang, sort frakke. Ikke særligt prangende.

Det er musikken til gengæld. Simple Minds udnytter ikke det akustiske koncept særligt godt. Sheila E-wannabe’en på percussion fylder alt for meget, og lydbilledet er – til trods for den på overfladen enkle besætning med to akustiske guitarer, en akustisk bas og en korsanger – alt for overlæsset og ligger for tæt op ad Simple Minds klassiske 80’er-lyd til virkelig at byde på en ny oplevelse i aften.

Kerr forklarer, at bandets akustiske kapitel opstod for et år siden, da en schweizisk promoter tilbød bandet en stor pose penge for at optræde til en akustisk festival i det eksklusive alpeparadis Zermatt. Bandet indvilligede på betingelse af, at de også fik en lysekrone på scenen – og den hænger i aften over scenen i Koncerthuset.

Kerrs stemme står ikke helt klar i bandets livelyd, hvilket er en skam, for han synger flot, og numre som ”Stand By Love”, ”Someone Somewhere (in Summertime)” og ”Speed Your Love to Me” bliver leveret med entusiasme og overbevisning.

”Waterfront” bliver aftenens første store højdepunkt, hvor den akustiske ide lykkes, så nummeret løfter sig og bliver både mesterligt og majestætisk. En stor nydelse. Så overlader Kerr scenen til guitarist Gordy Goudie og korsanger Sarah Brown, der synger et nummer hver. Brown kunne have sunget os langt ind i drømmeland med sin fabelagtigt flotte stemme, men vi mærker samtidig, at der uden Kerr mangler magi på scenen.

Den oplever vi til overflod, da han genindtager scenen, nu iført spraglet skjorte over de koksgrå jeans, og giver sig ud i måske Simple Minds’ største hit af dem alle, ”Don’t You (Forget About Me)”. Indtil nu har vi siddet pænt i vores sæder, imens kun nogle enkelte har rejst sig og danset lidt med Jim Kerr – på afstand. Men nu sker det noget.

Én kvinde på forreste række kan ikke holde det inde længere. Hun må rejse sig. Som den eneste i hele Koncerthuset står hun der og lader sig forsvinde ind i Simple Minds’ musik. Så vender hun sig om og opfordrer med armene publikum bag hende til at følge trop. En efter en rejser de sig op. Snart hele rækker, så hele sektioner på gulvet rejser sig, og rejsningen spreder sig op på balkonerne, og nu er hele Koncerthuset på fødderne for at danse og synge ”Hey! Hey! Hey! Hey! Don’t You Forget About Me…”

Det magiske moment fortsætter ind i ”Sanctify Yourself”, og Simple Minds er ude i en vinderaften, hvor den stående ovation trækker bandet ind på scenen igen. ”Long Black Train” er smukt indfølt og ukarakteristisk (for aftenen) afdæmpet. Et fint ekstranummer og en fornem afslutning på koncerten.

Og dog. Med KT Tunstall i bygningen må vi have ”Promised You a Miracle”, som hun synger duet på på Simple Minds’ seneste album ”Acoustic”. Albummet er en slags Simple Minds greatest hits genindspillet i akustiske versioner og dermed også oplæg til koncerten i aften. Men Simple Minds mestrer ikke unplugged-konceptet. Instrumenterne er måske akustiske, men indtrykket er for bastant og uskønt

GAFFA uddeler fire stjerner for forsøget og for Jim Kerrs veloplagte møde med sit københavnske publikum i Koncerthusets intime omgivelser.

 

Sætliste:

New Gold Dream
See the Lights
Glittering Prize
Chelsea Girl
Big Sleep
Stand By Love
Someone Somewhere (in Summertime)
Waterfront
Andy Warhol (Bowie-cover)
Dancing Barefoot
Speed Your Love to Me
Don’t You (Forget About Me)
Sanctify Yourself
Long Black Train
Promised You a Miracle
For What It’s Worth
Alive and Kicking

 

Jim Kerr – vokal
Charlie Burchill - guitar
Ged Grimes – bas
Gordy Goudie – guitar
Cherisse Osei - trommer
Sarah Brown – vokal
KT Tunstall - gæstevokal

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA