x
Glitterdisco og bløde ballader gik hånd i hånd

Erasure, Royal Arena, København

Glitterdisco og bløde ballader gik hånd i hånd

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

København er godt forsynet med klassiske engelske synthnavne for tiden – Gary Numan og Erasure inden for samme uge, intet mindre. Og så kan man godt tillade sig at hævde, at man har dækket omtrent hele spektret, fra nuancer i sort og til det direkte farverige. Og hvor Numan måske i højere grad taler til en indviet og mere subkulturel flok, så havde Erasure efter sigende formået at sælge imponerende 10.000 billetter i Royal Arena, hvilket må siges at være intet mindre end rigtig flot. Inden duoen, og deres duo af backupsangere, gik på scenen var der dog også fundet tid til opvarmningskoncert.

Bright Light Bright Light

Selvom der var tre musikere på scenen, så er Bright Light Bright Light vist først og fremmest waliseren Rod Thomas, der dog altså i aftenens anledning havde medbragt to medmusikanter, den ene på synthesizer, den anden på, fortrinsvis, digitrommer. Selv tog Thomas sig af vokal samt pletvis saxofon.

Lyden var god og skarp, og koncerten fremstod derfor både kyndigt og professionelt leveret, både i forhold til lyd såvel som Thomas' skridsikre vokal, tight-trommerytmer, der fulgte godt med de programmerede af slagsen og synthesizertemaer fra de to medmusikere. Ligeledes foregik overgangene fra saxofontemaer til vokal og tilbage igen ganske gnidningsløst, og alle tre skal således have stor ros for deres kunnen.

I den henseende er det så bare en detalje – og det mener jeg faktisk helt ærligt – at musikken ramte solidt plet på nogle af mine yndlingsaversioner fra firserne med sin velproducerede og letbenede yuppiepop, sirupsaxofon og tekster fra poppens absolut lille ABC. Sine steder kunne det musikalske udtryk måske også smage lidt af M83, om end jeg personligt havde det bedst med de par numre, der sneg sig mere i retning af det synthpoppede.

Bright Light Bright Light leverede rent faktisk en god koncert, upåagtet at jeg personligt ikke just var vild med musikken, så hvis vi skal lande på en forunderlig positiv tone herfra, så må det blive et tak til koncerten for rent faktisk at levere lidt af en reel gåde: hvorfor i alverden er der folk i dag, der ønsker at genoplive lyden af Stock, Aitken & Waterman i senfirserne?

Erasure

Omkring kl. 21 gik Erasure og deres to sangere, søstrene Emma Whittle og Valerie Chalmers, på scenen, oplyst af tre store neonrør-konstruktioner, den midterste ligeledes med forhøjet scenepodie til Vince Clarke, hans computer, synthesizer og akustiske guitar. Helt som forventet agerede Andy Bell frontmand efter alle kunstens regler, som vanligt ulasteligt dekadent klædt og hvidblonderet efter et modeideal et sted mellem H. P. Baxxter og Roy Batty. Vince Clarkes modeideal denne aften hed Hans Christian Varnæs.

Der blev lagt mere end solidt fra land med et af gruppens største hits gennem tiderne, firsertræfferen "Oh L'Amour", der på mange måder repræsenterer Erasure, når de er allerbedst, insisterende iørefaldende, kvalitetscorny og med særdeles velskrevet melodi. Og det blev sågar til mere firserhitmageri allerede med næste nummer, "Ship of Fools". Lyden var generelt god og skarp, i hvert fald hvor jeg befandt mig helt oppe foran, om end første tredjedel af koncerten måske var lige en anelse for bastung, dog heldigvis uden at noget begyndte at mudre i bunden. Og så fortjener lyset også ros. Koncerten igennem havde man valgt kun at benytte scenelys og førnævnte neonrør, der kunne skifte farve (og gjorde det), alt sammen på sort baggrund. Ingen projektioner, skærme eller andet. Og det fungerede godt; en enkel og gennemført sceneæstetik med smag af retro-science fiction, om man vil.

Fest og ballade

Ja, det vil sige. Koncerten igennem vekslede Erasure mellem de synthpop- og discoprægede ender af karrieren og så ballader, bl.a. numre fra den lidt ujævne World Be Gone fra 2017, og hvor man, på den ene side, kan sige at det skabte en vis variation, så havde det nok også den effekt, efterhånden som seancen skred frem, at den helt store fest aldrig rigtig indfandt sig. Bevares, der var spor af den undervejs, men taget lettede ikke. Måske var det også bare for koldt udenfor. Så kan man selvsagt spørge, om det nu også er sådan, at festen er eneste succeskriterium i bogen, og det mener jeg for så vidt ikke er tilfældet – hvem ved, måske har Erasure tænkt det samme. Jeg synes faktisk, det er helt legitimt, at gruppen forsøger sig med en lidt anden sætliste, en lidt anden koncertopbygning end man måske normalt ville forvente. Så kan man diskutere om det helt fungerede, men der skal være plads til at eksperimentere.

Jeg synes også, det er fint, at man, selv med mere end tredive års karriere i bagagen, fokuserer på seneste albumudspil, upåagtet at man har et stort publikum, der formentlig for de flestes vedkommende bare helst vil høre dem, de kender. Samtidig mener jeg jo bare også, at World Be Gone, trods de gode intentioner, ganske enkelt ikke er Erasures stærkeste album nogensinde, og jeg synes kvalitetsforskellen blev noget nær udstillet, da man gik fra "Love You to Tte Sky" og et omkvæd, der byder på "I love you to the sky, sky, sky, sky, I'll not tell you lies, lies, lies, lies" og en melodi, der er om muligt endnu mere dovent anlagt, idet den låner, bevidst eller ej, fra Starships store hit "Nothing's Gonna Stop Us Now", og til den smukke synthpop-perle "Always"; Erasure på en dårlig dag sat overfor Erasure på en af de allerbedste, så at sige.

Et sjovt indslag undervejs var fortolkningen af Blondies Atomic – det er ikke første gang, Erasure kaster sig over newyorkerne – der havde fået en indpakning lidt i stil med Pet Shop Boys' udgave af "Always On My Mind", hvilket fungerede fint. Til gengæld måtte vi i stedet undvære Erasures egen (og en lille smule Freddie Perrens og Dino Fekaris' også, hvis vi skal være super musiknørdede) "Love To Hate You", der ellers, i min bog, er et af duoens i særklasse bedste numre overhovedet. Men det er jo kunstnerne selv, der bestemmer; sådan er det nu engang. Og så skal Andy Bell også have velfortjent ros for sin vokal – til trods for lidt sæsonforkølelse fungerede den stadig flot og var, koncerten igennem, et plus.

Er du der, Vince?
Hvad er forskellen på Vince Clarke og Martin Gore? Der er skruet op for Martin Gores guitar. Jaja, flabet kan man altid være, og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, og skal ret være ret, så kunne man skam også høre Clarkes akustiske guitar på flere numre, også hvor den lå noget nær perfekt i mixet. Men i lige så mange tilfælde var den nærmest ikke til at høre. Læg hertil et par numre, hvor mandens reelt eneste musikalske bidrag var en tamburin med mere lys end lyd. Men hov, Vince Clarke spiller da synthesizer, gør han ikke? Rette svar er nok: jo, men mest i studiet. Det er for så vidt ingen hemmelighed, at lige siden dengang med Depeche Mode har det der med koncerter bare ikke været den del af spillet, der har Clarkes største interesse; jeg har det sågar fra hestens egen mule, og det er jo, kan man sige, fair nok. Ærlig snak. Det er måske bare lidt et problem, kan man mene, når nu man er musiker og tilmed så forbandet uheldig, at der er stærk efterspørgsel sådan omtrent kloden rundt.

Det er fint, at Erasure medbringer Emma Whittle og Valerie Chalmers på ekstra vokal, begge gjorde det fremragende, og set i lyset heraf stod jeg flere gange igennem koncerten og tænkte, at måske kunne man med fordel ydermere finde en Emma og Valerie, der var bedre til det der med at spille på tangenter live end Vince, for sandheden er jo den, at flere numre reelt blev afviklet som de facto-karaoke, og set i dét lys er jeg ærligt glad for at jeg som anmelder ikke havde givet flere hundrede kroner for en billet. Vince Clarke, jeg holder til evig tid af dig, men det er sgu lidt let tjente penge, gamle svinger.

Jeg er til fulde med på at der kan være andre kvaliteter ved en koncert end det rent teknisk-musikalske, det være sig f. eks. sådan noget som allerede omtalte feststemning, men jeg mener samtidig, at der også er slag værd at slå for noget teknisk-musikalsk, fordi det kan skabe mere liv og variation, dvs. kritikken er ikke bare tom snak og fine fornemmelser. Sagt med andre ord; jeg anerkender at en koncert kan have mange forskellige kvaliteter, men det er mig, der skal skrive denne anmeldelse, og jeg kedede mig desværre lidt undervejs simpelthen, fordi den rent musikalske del af affæren pletvist var reduceret til udelukkende singback.

Det gik

Alt i alt synes jeg til sammenligning, at gruppens koncert i Tap1 for et par år siden var et niveau længere oppe ad stigen, og af flere årsager, men det går som bekendt lidt op og ned i showbusiness, og det skal der også være plads til. Ligeledes er det værd at understrege, at Erasure ikke leverede nogen dårlig koncert i Royal Arena, bestemt ikke. Måske kommer de næste gang med et lidt stærkere nyt album i ryggen, og måske har Vince Clarke glemt sin selvlysende tamburin.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA