x
Fra dronning af alt-rock angst til ægte rockdiva

Alanis Morissette, Tinderbox, Blå Scene

Fra dronning af alt-rock angst til ægte rockdiva

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

For 23 år siden bragede Alanis Morissette igennem med det stilsættende album Jagged Little Pill. Fredag aften var hun tilbage som larger-life-rockdiva, der omdannede Tinderbox Festival til et bølgende fællesskab. 

"Hvad blev der egentlig af Alanis Morrissette?", spurgte jeg mig selv sidste år, efter en kollega havde nævnt hende.

En video på YouTube viste hende sammen med Taylor Swift i en jubilæumsversion af "You Oughta Know" fra 1995-albummet Jagged Little Pill, hvor den unge sangerinde fra Nashville tydeligvis forsøgte at suge lidt power og coolness ud af det ældre feministikon.

Det lignede lidt, som hvis en barbiedukke drømte om at blive Angela Merkel.

Jagged Little Pill står i dag som et musikalsk tidsbillede, der både afslutter en æra og begynder en ny. Som en stepping stone mellem 80'ernes puddelhundehårsrock, gryende indierockscene, grunge og NU-rock på den ene side og Whitneys og Mariahs r&b på den anden - og en ny bølge af kvindelige sangskrivere med alverden på hjerte og stiletterne solidt plantet i 60’-70’er-singer-songwritertraditionen.

Ind med Canadian Airlines’ firefly kom Dronningen af alt-rock angst, som Rolling Stone meget rammende har kaldt Alanis, med kompromisløst ærlige tekster om tro, skyld, skam, tvivl, undertrykkelse, fremmedgørelse, vrede, had, kærlighed og lidt mere vrede.

Ironikernes nationalsang

"Ironic" er kaldt den ironiske 90'er-generations nationalsang.

Lyttet til hen ad vejen er Jagged Little Pill for mig vokset fra signifikant gennembrudsalbum til et af 90ernes store rockmesterværker. Et koncentrat af stor, stor sangskriverkunst – så mange ord, meninger, så meget eksistens presset ned i tre minutter lange dagbogskapitler.

Hun sang, hvad hun så og følte, og hun og hendes medkomponister havde ordene og guitarerne, der fik det til at svide og klø.

I mellemtiden har hun spillet skuespil i den både den lette – "Sex and the City" – og tunge afdeling – "Vagina-monologerne". Hun har uddannet sig hos den verdensberømte skygge-coach og forfatter og selvhjælpsikon Debbie Ford. Har haft en fast rådgivningsklumme i avisen The Guardian.

Der var et kort ægteskab med Hollywoodstjernen Ryan Reynolds, der forlod Alanis for meget kort efter at date Scarlett Johansson. Hvilket om ikke andet resulterede i det ganske udmærkede skilsmissealbum Flavours of Entaglement.

Så ja, hvor blev Alanis af? Hun var lige her på Tinderbox for et øjeblik siden. Helt korthåret i hvid T-shirt og med pågående aggressivitet. Måske inspireret af hendes nuværende mand, rapperen Mario Treadway.

Indføling i skyggen af Alanis

Smilehullerne og det enorme smil er der stadig – og Alanis har tilsyneladede lært at omfavne den omstændighed, at det er perlerne fra Jagged Little Pill, publikum kommer for at høre.

Omgivet af et nobelt, sortklædt fem mand stort band, der kunne kunsten på en gang at spille indfølt i skyggen og samtidig lægge individuelle lag ind i et kantet, muskelsvulmende musikalsk udtryk med den Red Hot Chili Pepper'ske nerve, der altid har været i Alanis' musik.

Loyalt over for den originale pladelyd, bare med meget mere power.

Loyalt, skriver jeg. Sangeren selv har ændret teksten i "Ironic" en smule, så hun nu synger "It’s like meeting the man of your dreams, and then meeting his beautiful ... husband." I stedet for "wife".

Åbenlyst en støtte LGBT-bevægelsen.

Restløst, grænsende til delirisk virkende, vandrende frem og tilbage på scenen begyndte Morissette med "Forgiven" fra netop Jagged…

Første observation, at Alanis virkede overtændt fra begyndelsen, som opsat på at vise, at hverken hun eller sangene har forældelsesdato.

Anden observation, at hendes mørke vibrato stadig lyder lige frisk, måske endda lidt dybere og fyldigere end i begyndelsen.

Som i et af de få numre, der ikke stammer fra 1995-albummet, "21 Things I Want in a Lover" fra Under Rug Swept. Det er en meget lang dosmerseddel at tage med på dating. Lytter man til teksten, er der så også et vist ironisk lag mellem linjerne.

"All I Really Want" blev spillet soulet med anstrøg af stenerrocklyd på keyboardspillerens orgel. Sådan lidt Allman Brothers-agtigt.

Der var "You Learn" i en småblueset version og med publikum på ekstatisk korsang, som det i øvrigt stort set fortsatte koncerten ud. For eksempel i "Hand in My Pocket" i et af disse festivalmomenter med en direkte linje fra det hormonfyldte teenageværelses ghettoblaster til Tusindårsskoven ved Odense.

Gospel, ikke nostalgi

Først i det forholdsvis stilfærdige "Guardian" – i hvert fald i begyndelsen – fornemmede jeg for alvor et tilstedevær i Alanis’ øjne på storskærmen. Hun synger sangene med indføling, som havde hun fundet manden, der får 12 i samtlige 21 ting fra ovennævnte sang, men ofte er hendes blik indstillet på Gud ved hvad.

"Guardian" fra Alanis’ seneste album Havoc and Bright Lights er bortset fra det et dejligt popnummer med rock på hjerte.

Over en finale med "Hands Clean", "Head over Feet" og "Ironic" med et stadig højere syngende publikum endte koncerten med Alanis Morissette som en fælles fejring af det liv, det trods alt endte med at blive for alle de fortabte hjerter, der i sin tid vrængede med på "And I'm here, to remind you of the mess you left when you went away".

Der var lidt en stemning over det som "I sang med på mine sange, og I havde det sikkert ind i mellem ad Helvede til som mig, og livet er stadig en illusion – men vi er her stadig, og vi har lært at leve godt med det."

Det var varmt, heftigt og rørende. 

Man kan kalde det nostalgi. Jeg kalder det gospel.

 

Sætliste:

Forgiven 

21 Things I Want in a Lover 

All I Really Want  

You Learn 

Perfect

Guardian 

Hand in My Pocket

Right Through You

Hands Clean

Head Over Feat

Ironic

You Oughta Know

Ekstra:

Uninvited

Thank U


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA