x
Anmelderyndling bestod i Vega

Kevin Morby, Store Vega, København

Anmelderyndling bestod i Vega

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Indierock-anmelderdarling og wunderkind fra Kansas City, Kevin Morby, har altid båret sine inspirationskilder uden på tøjet. Hans karakteristiske, guitarbårne lo-fi-lyd har således stået i lære hos Lou Reed og Velvet Underground, mens hans stemme ligger et eller andet sted mellem den stenede Dylan på Blonde on Blonde og Leonard Cohen på New Skin for the Old Ceremony.

Det seneste, pseudoreligiøse album, Oh My God, indskriver sig også helt bevidst i rockens tradition for flirten med det evangeliske, som vi kender den fra Cohen og ikke mindst Dylans såkaldt kristne periode. Det virker dog, som om Morby har købt sin frelse noget billigere end forbillederne. Han har da også udtalt, at albummet er en ikke-troendes bud på et gospelalbum. Med sit drengede ydre ejer Morby heller ikke umiddelbart den alder og livserfaring, der ville have gjort en religiøs omvendelse troværdig. Husk på, at Dylans kristne vending udsprang af en dyb livskrise.

Første halvdel af koncerten i Vega søndag aften var ikke overraskende en showcase for det nye materiale. De store dynger af vat på scenen, der skulle ligne skyer og roserne bundet om mikrofonstativerne var kitschede symboler på Morbys leg med det religiøse, der i det hele taget forbliver en leg med gospelen som ydre, musikalsk form, snarere end troen som en indvortes hjertesag.

Morby og band lagde ud med “Congratulations” fra Oh My God, der indeholder talentets måske mest gyldne verselinier: “This life is a killer/But oh, what a ride/Just to wake up each morning/And open your eyes.” Men mens det religiøse materiale fungerer fint på pladen, viste det sig lidt sværere for sangeren at omsætte det til en koncertsituation. Især fordi det mere beror på klaver og kor-arrangementer end hans trademark, primitive indierock, der bedre kan sætte fut i folk.

De første mange sange virkede mærkeligt anonyme og enslydende og publikum antog noget, der lignede en afventende, ikke-overbevist attitude. Der, hvor jeg stod i hvert fald.

Vi skulle meget sigende hinsides det nye materiale og helt hen til 11. nummer, den vidunderligt cirklende hyldest til NYC, ”City Music”, før der for alvor blev etableret en levedygtig forbindelse mellem band og publikum. Herfra var koncerten så til gengæld også et triumftog. Dette var tydeligvis den Morby, der vakte størst genklang hos de fremmødte.

Genkendelsesglæde i salen, da mægtige ”I Have Been to the Mountain” blev slået an, var til at tage og føle på, og det slog mig, at det religiøse element, som aktuelt er Morbys mærkesag, egentlig allerede er til stede i de tidligere sange. Koncerten sluttede med et par sikre træffere i form af ”Parade” og den store, uimodståelige flodhymne ”Harlem River”, der varede over otte minutter.

Kevin Morby bestod i Vega, men ikke uden anmærkninger. Talentet er indiskutabelt, bundniveauet stadig meget højt. Han har så afgjort sangene, men endnu ikke helt den karisma på scenen, der skal til for at blive en spændende livekunstner. Det kan måske komme med tiden og med erfaringen. Han er jo endnu så ung. Hans kvaliteter som sanger og sangskriver gør dog under alle omstændigheder, at han er et navn, man forhåbningsfuldt vil følge længe endnu.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA