x
Den gamle hanløve brølede magisk og øredøvende

Robert Plant & the Sensational Space Shifters, Roskilde Festival, Arena

Den gamle hanløve brølede magisk og øredøvende

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

Rockhistorien lagde sin tunge hånd over Roskilde torsdag aften, hvor selvsamme histories stærkeste vokal brølede igennem. Den nu 70-årige Robert Plant lod fortiden stå spillevende i en kraftpræstation af en koncert, hvor man på ingen måde savnede Led Zeppelin. For de var på en underspillet måde til stede i stemmen, der denne aften i den grad var sig selv.

Der blev drysset stjernestøv ud over forsamlingen med et par Led Zeppelin-sange – "Black Dog", "Going to California" og "Ramble On" samt de ældre "When the Levee Breaks" og "Babe, I'm Gonna Leave You", som Led Zeppelin også har fortolket – men det var stemmen og bandet, der var aftenens sande stjerner. "Vi spiller i nutiden," proklamerede Robert Plant, der beviste, at fortiden i den grad kan være nutidig.

Og det var bluesrockens ABC, som vi blev pisket igennem i et skiftevis hæsblæsende og ømt sæt af sange, der genremæssigt nåede meget længere end bluesrocken. Robert Plant har alle dage været traditionernes mand, og der blev trukket kraftigt på roots og traditionel folkemusik. Og det hele virkede tæt forbundet under koncerten.

Hans band af garvede mænd spillede den ondeste blues og udstrålede voldsom musikalitet, når de lod banjo og violin tage over. Vi blev ligesom hele tiden ved rockens arnested, der er mere end heftige guitarer.

Robert Plant himself stod flot og rank med sit store bølgende hår og lød nærmest overjordisk. Ungdommens helt høje toner var uden for rækkevidde, og så ikke helt. I en helt fantastisk fremførelse af Joan Baez' ”Babe, I'm Gonna Leave You” troede man, at det var løgn, da han lige steppede op på tonelejet, og et sus gik gennem publikum.

Ellers var den kraftige stemme imponerende intakt, og det var næsten naturstridigt, som han kunne synge igennem. Mørket og dybden var fundamentet, men med oceaner af nuancer.

Tricket sådan en aften for Robert Plant er tydeligvis at dosere stemmen, hvilket han gjorde ved at give god plads til bandet af eminente instrumentalister. Og den tog de så på sig.

Sangene var varierende i genre og udtryk, og for en ægte hardrocker var der også masser af akustisk strengeleg og plads til balladerne, som i usigeligt smukt spillede ”Going to California”.

Ikke overraskende vakte Let Zeppelin sangene stor begejstring, men Robert Plant lod det ikke forgå i sentimentalitet, og ”Ramble On” havde fået en frisk overhaling uden at forsvinde.

Det var alletiders rockvokal, der brølede som en viril hanløve og gav en uforglemmelig lektion i rockens voldsomme kraft. Og så inderligt tak for det!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA