x
Benjamin løj, Albert dansede

Benal, Posten, Odense

Benjamin løj, Albert dansede

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Publikum var godt bekendt med Benjamin Havs excentriske tilstedeværelse mellem Albert Wanschers tunge beats i forpustende tempo. “Væk med jeres puha-fingre”, måtte rapperen i den hvide regnfrakke råbe til det utålmodige publikum, der blev ved at insistere på “en til” – ordene, der sammen med “sådan er det” er blevet Benjamins kendetegnende ordforråd på scenen uden for musikken. Albert rystede på hovedet, mens Benjamin latterliggjorde de små nødvendige, men ligegyldige pauser, der får enhver anmelder til at mene, at kunstnerne var til stede og havde en særlig kemi med publikum, der fik charmen til række langt ud over scenekanten.

Amazing-touren er blot en sejrsrunde med en imponerende hitparade og en fanskare, der har alle de skæve punchlines på rygraden. Ethvert nummer, Benal har lavet med Orgi-E var en del af aftenens sæt og Havs levering trækker også tråde til de ikoniske Suspekt-sange, der netop bliver sådan, takket være særlige punches. Der er en frihed og en sær tilfredshed i at deltage i Benals strækninger af sproget. Det er, når et udsolgt Posten kan stemme i tekstbidder som “Huxi Bach med botox”, “Kirsten giftekniv Kirsten” og “han sagde sex, hun sagde banko”, at arven bliver løftet fra en dansk tradition af ekvilibristiske rap-klovnerier, blot med et betydeligt islæt af en dunkende, sveddryppende natklub.

Benjamin var fyrig fra starten og bestemte helt selv hvilke sange, der skulle være de største hits den aften. “Hvor Går Du Hen” kunne nærmest ikke runme det engagement, han lagde i festen, sådan som frontmanden spankulerede rundt med svingende arme og de skæve læber på vidt gab i en silhuet fra scenens rektangulære lamper. Det rappende råbende lokomotiv kørte med fuld damp, og det var først ved en halvt hæs levering af “Uh Babe” sidst i sættet, at det for alvor kunne mærkes, at Benal havde givet sig 100 procent. 

På trods af materiale fra tre ep’er og tre album har Benal mærkeligt nok ikke samme formfuldendte sæt, som de folkekære festivaldygtige rappere, der lægger både Roskilde og Grøn Koncert ned – år efter år. Mellem numrene måtte Albert ryste på hovedet over de meningsløse, men nødvendige løgnehistorier, og under numrene dansede han så meget, som hans pult og knapperne tillod det, fordi alle Benals sange er tilegnet dansen.

Særligt til en Benal-koncert kan man få fornemmelsen af, at Benjamin og Albert har lavet variationer af de samme tre sange. Der er kvindens konstrastfyldte omkvæd, der afløses af Benjamins dybe røst og Alberts hidsige beats, der er sædvanlig rap i tempo til svajende hænder og blærerøvslyrik, og så er der den mest kendetegnene “hip-house”, hvor Benjamin og Albert lader beatet fortsætte igennem vers og omkvæd på sange som “Nu Her”, “Lampeskærm” og “Du Har Aldrig Savnet Nogen”.

Så selvom leveringen er mesterlig, virker det sammensatte materiale stadig som en halvt leflende omgang for EDM-generationen. “Benalgorytmen” som nok et af de mest utvetydige tracks fremstår friskt i sættet, ikke kun ved at være så nedtonet i produktionen, men også fordi live-udgaven tillader en improvisation og indlevelse, der ellers er nærmest umulig i Benals koncept. Enhver koncert af populærmusik har brug for sine stemningsfyldte bølgedale for virkelig at ophøje de festlige plateuer. 

De gamle tracks har længe fungeret fint uden det tredje medlem Lukas Lunderskov, men ellers forløses de manglende gæsteoptrædener med varierende succes. Det mest almindelige er Benjamin, der sjosker rundt og mimer og gestikulerer til de mange backtrack-omkvæd, der stadig er i sættene. Emil Kruses og Bashir Billows vokaler er acceptable i sangernes fravær, fordi de kun er en tilføjelse til den egentlige hovedrolle i produktionens energiske basgang, men det er kun enkelte af de mange Orgi-E-tracks, hvor Benjamin giver sin stemme til omkvædet, og han kunne for så vidt sagtens lægge en stemme på “Sprog” og de mange gæsteomkvæd fra Hvis Det Virkelig Er Vigtigt, hvis Benal virkelig ville fastholde publikum i den nærværende endeløse fest. 

Opvarmning: Jung *** (se fotogalleri her)

Det, som Jung har kørende for sig er frontmand Jonas Jungs kommanderende og medrivende vokal. Der var nogle øjeblikke i starten af deres sæt, hvor han kunne give sig selv et ekstra nøk, og man fornemmede øjeblikkeligt et uendeligt potentiale, der blot skulle forløses af de rigtige sange. Umiddelbart virkede det ikke, som om Jung havde de helt rigtige sange til denne aften før Benal, eller i virkeligheden virkede Jonas Jung en smule uoplagt og urolig på scenen, og det lod publikum til at reagere på med det samme.

De uudgivne sange lød af lidt mindre end de bombastiske førstesingler med undtagelse af en ekstra-nostalgisk synthbasker med et omkvæd a la “Blitz baby, blitz baby please”. Der er så afgjort noget TV-2 og noget Rocazino og noget Anne Linnet over Jung, når der bliver sunget om HD-tv og kørebaner i en bestemt enestående sangstemme. Udfra opvarmningen for Benal var det dog lidt svært at se Jung kommandere en hel koncert selvsikkert og uden slinger i valsen, tildels fordi sangene hurtigt lød en smule gimmicky som en dårlig parodi på Nephew eller Kliché, men mest fordi bandet stort set ikke fremstod som det tydelige kometband, de er. Hvor var den retmæssige selvtillid?

 

Sætliste:

029

Hvor Går Du Hen

Hiphop

Hånd i Hånd

Skyd Dem Ned

Hvad Nu

Lampeskærm

Din Duft

Noget Du Skal Bruge

Pop

Hele Tiden

Sprog

Tænker Lidt På dIg

Benalgorytmen

Tatovering

Fri

Du Har Aldrig Savnet Nogen

Air Tonight

Uh Babe

Nu Her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA