x
Danmarks whimsical darling overvinder Covid-19-frygt og kærestesorger

Annika Aakjær + Kajsa Vala, Magasinet, Odense

Danmarks whimsical darling overvinder Covid-19-frygt og kærestesorger

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Foto: Jesper Fried Vive, www.friedvive.dk

Lad det stå skrevet med det samme: For en artist, som er notorisk kendt for at skabe kunst ud af modgang, må kunsten lide. Der kommer nemlig ikke noget hit ud af at læse denne anmeldelse.

Efter et årti på diverse mindre scener, de bonede gulve og det hvide lærred, er det kun med viljestyrke og en enorm portion smerte, at Annika Aakjær i dag spiller for totalt udsolgte huse som solist. De mange tv-eksponeringer, med en vis Zulu Comedy Galla-optræden som katalysator, har indlemmet et voksende antal tilhørere ind i et melankolsk og hylende morsomt univers. Et univers, der i dette virussens annus horribilis kan trække de fleste cover-numre ud af ligningen fra forårsturneen ’19 og i stedet fokusere på et imponerende bagkatalog og lige så funky, hjerteskærende og fællesklap-inspirerende nyskabelser.

Et odenseansk publikum, fuldstændigt upåvirkede af Corona-frygt og i stedet under indflydelse af Albani-procenter står ganske tæt i Magasinet, der med en maksimal-kapacitet på 800 har nået sit mætningspunkt, men heldigvis holder sig under spærregrænsen for aflysning.

Annika Aakjær entrerer med et band i trekløver-formation. Hun er tydeligt berørt og vanligt kontrolleret forfjamsket over opbuddet med et generelt eksplosivt billetsalg, der til dels kan tilskrives Facebooks magt, og til fulde Aakjærs musik, persona og komiske timing i beretninger om de små hverdages store fortællinger.

Tragedie + Tid = Komedie

Der er stadig debat om, om det er den gode Mark Twain eller den faldne Woody Allen, der har destilleret formlen på komik. Ulig "Natbind om dagen", så er der i aftenens sætliste, på papiret, ikke meget at grine af. Indimellem kommer dog de komiske intermezzoer, der giver det store narrativ om kærestesorger, tab, bristede drømme, og evnen til at komme tilbage.

Med kirurgisk præcision formår Aakjær allerede fra første takt at gå fra forfjamsket uskyldighed over i fraseringer, der virker dedikerede til at tage pusten fra én. Opstarten af showet er narrativt veltilrettelagt med en stigende intensitetskurve kalibreret af hoftekoreografier, akkompagneret af synth-flader fra Korg'en samt lækre perkussion-synkoper og 80'er-lilletromme fra det velspillende band.

Der kommer, ifølge sangerinden, fuldbyrdet Aarhus-funk, på "Hvis du spørger", hvor Aakjær af sikkerhedsmæssige årsager må iføre sig turkis-farvet Stratocaster, for at undgå ukontrollerbar dans.

Der gives plads til den, i skrivende stund, forbudte kinddans og sing-along blandt en crowd, der indeholder et ikke-ubetydeligt antal fans, der virkelig føler den. Resten af de fremmødte med landets mest eftertragtede koncertbilletter denne aften præsenteres for almengyldige sandheder, når varme kinder og svedige håndflader er det direkte resultat af mødet med ekskæresten i gader og stræder på "Med det samme".

Aakjær er entertainer, der i det sekund, takten til et nyt nummer slås an forsvinder ind i et modus operandi som superperformer, der med sin blotte sans for historiefortælling kan modellere sit publikums følelsesregister, også for undertegnede. Thi evigt solskin i et pletfrit sind ville være at foretrække under "Aldrig mere sommer", med en bas der rammer i bryst-regionen og stråler ud i sing-along- og fællesklap-muskulaturerne.

Hun Solo på encores(s) og sjælden sygdom i omløb

Med reference til årets GAFFA-ærespris-vinder Hun Solo får Aakjærs hårdtarbejdende band lov til at knække fingre og strække tæer under det første af tre ekstranumre.

Encoren starter hun solo med den dybfølte "Det Meste", inden bandet kommer tilbage for at fuldende aftenens massive lydbillede på "Jeg ved det kommer til at gøre ondt". Publikum skubbes dog først ud i den anden skala af følelsesregistret med beskeden om, at der primært sælges merchandise for at dække huslejen efter, at ekskæresten er flyttet ud. Finalen er intenst opbygget og katarsisk eksekveret. Stortromme og bækken bygger op mod crescendo. Det er smukt. Det er rørende. Og så er det en ærlig og universel fortælling ægte om et forholds sidste døende minutter, inden det bliver til smertefulde minder.

Nu hvor menneskeheden alligevel er i en tid, der har vokset sig fra koleraens over i Coronaens er det alligevel på sin plads at diagnosticere, hvad der er hændt denne aften. Den medicinske term Mirror Touch Synestahasia dækker over en ultra-sjælden lidelse, der gør, at mennesker spejler næstens følelser. For det er jo netop musikkens ideelle egenskab og dét, der adskiller det episke fra det trivielle. Annika Aakjær er kunstneren, der i aften frembringer denne til lejligheden kollektive lidelse. Det er ikke med undertegnedes gode vilje at gøre brug af løse flosker, men når kærlighed følges op af ubetinget ærlighed over for skaren af unge, gamle, mænd, kvinder og alt derimellem, så opstår der magi.

"Drømmenes toilet" fra debutalbummet Lille Filantrop lukker af, inden Aakjær forlader scenen med et "vi ses til sommer". Efter denne aftenseance kan det næppe blive festivalsæson hurtigt nok, når publikumsmætningen uden sundheds-risici uundgåeligt fortættes yderligere i selskab med Danmarks mest vidunderlige whimsical darling.

Opvarmning: Kajsa Vala ****

Som tidligere bosat i countryens hjerteland Tennessee og Nashville komponerer den aarhusianske singer-songwriter Kajsa Vala americana, der kan afhjælpe de fleste stress-symptomer, når hæve-sænkebordet er ved at brase sammen for bare sagsakter mandag morgen.

Lydbilledet passer bedst til vidvinkel-montager af landskaber, hvor følelserne er store, og det for nogle momenter er tilladt at vælge en benzinsluger, når man udfører sit cross country-ridt. Vala vrider sin bedste Deadwood-mimik ud, mens anslagene på guitaren starter "Hurricane", der fungerer upåklageligt, også med en minimalistisk solooptræden uden trommer og bas.

Selvom det er en moden crowd på Magasinet, er lydniveauet presset af snak og tyssen, der i aften skaber sine kortvarige kontroverser blandt Magasinets publikum. De sure miner forstummer dog under "Norman Rockwell (I'm Still Your Girl)", der omslutter med ægte Route 66-patos.

Westernguitaren skiftes midtvejs ud med Les Paul, mens sætlisten med en vis ironi fortsætter i "det muntre hjørne" med den melankolske "One Drop" og downtempo-nummeret "Drown" fra 2015. Aftenens næstsidste nummer rammer essensen af rustne sydstats-vandingshuller, hvor den eneste tilladte drikkevare er hjemmebrygget. Vala afslutter fuldendt med den smukke "Saint Cecilia", inden der gives honorerende bemærkninger "til en af Danmarks stærkeste kvinder, Annika Aakjær" i en kontekst af søndagens Kvindernes Internationale Kampdag.

Med en solid support-sætliste, der er emotionel uden at kamme over i country-musikkens til tider corny konventioner, er der faktisk ikke mere at sige, end at man som publikum bare ønsker sig endnu mere Kajsa Vala med "Be There With You", "Poet's Fire" og "Falling Easy" ved lejlighed. Gerne med kontrabassist og trommeslager til at overdøve spillestedernes uundgåelige atmosfære af samtale og tyssen.

Annika Aakjær-sætliste:

"Gå selv"

"Alene"

"Hvis du spørger" (Søren Sko-cover)

" I går"

"Jeg gi'r"

"Med det samme"

"Skulder ved skulder"

"Han er sød" Tidligere under arbejdstitel "Du er sød og smuk og klog og dejlig"

"Står lidt for tæt"

"Alt hvad jeg vil sige"

"Aldrig mere sommer"

ENCORE I:

"Det meste"

"Jeg ved det kommer til at gøre ondt"

ENCORE II:

"Drømmenes toilet"

 

Band:

Annika Aakjær: Vokal, guitar

Matthias Sommer: Keys, kor

Lars Meiling: Keys, kor

Abas Christian Bathily: Trommer, drum-machine, kor

 

Kajsa Vala-sætliste:

"Hurricane"

"Norman Rockwell (I'm Still Your Girl)"

"One Drop"

"Drown"

"Saint Cecilia"

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA