x
The William Blakes: Europa

The William Blakes
Europa

Dans og lær om Europas opløsning

GAFFA

Album / Speed of Sound
Udgivelse D. 15.05.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Indierockerne The William Blakes var i perioden 2008-2014 yderst produktive og udgav et stort set et album om året. Så trykkede de på pauseknappen, men sidste år vendte de tilbage med 1991, og nu er der så igen kun gået et år siden forrige plade. Det nye album, gruppens i alt ottende, blev i øvrigt indspillet umiddelbart efter 1991, men er ganske anderledes end dette forholdsvis afdæmpede, klaverfokuserede udspil.

Europa er nemlig et af The William Blakes’ mest dansevenlige og energiske album, i hvert fald de første to tredjedele. Her syder og bobler det med højt tempo, funky guitar, analoge synths, groovy bas og tilbagevendende trommehvirvler – og sange, der alle varer næsten præcis tre et halvt minut. De glade toner og rytmer står noget i kontrast til forsanger Kristian Leths alvorsfulde tekster, der, som albumtitlen antyder, kredser om Brexit og Europas manglende evne til sammenhold.

Et tema, der stadig må siges at være højaktuelt her under coronakrisen, hvor solidariteten mellem nord og syd står sin prøve, og hvor EU-landet Ungarns premierminister Viktor Orbán bruger krisen til at indføre omfattende indskrænkninger i demokratiet på ubestemt tid.

Brexit-temaet er slået an fra åbningsnummeret ”Albion”, det gamle keltiske ord for de britiske øer, med omkvædslinjen ”Dance to light / somebody just killed you / Albion”, og så må der danses.

Et højdepunkt på albummet er den særdeles iørefaldende ”From the Hillsides” med medlemmernes karakteristiske unisone kor og omkvædslinjen ”You’re not on your own / you’re never alone” – sunget på en melodi, der lægger sig temmelig tæt på Polarkreis 18’s ”Allein Allein”, den tyskerne lavede med Nephew, men lad gå.

De på hitlisterne næsten allestedsnærværende afropop-rytmer finder (ligesom på 2011-singlen ”The Light (Plane to Spain))” vej til ”Wasteland of the Living Dead” med omkvædet ”Europe’s a wasteland of the living dead” – måske for at antyde, at kontinentet ikke tager skade af lidt påvirkning sydfra?

To tredjedele inde i det kun 29 minutter lange album skifter tonen med det noget mere lavmælte ”Chapter 12”, der tekstmæssigt til gengæld er noget mere optimistisk med den gentagne linje ”This is only love, give it away”, som også afsluttede bandets debutalbum Wayne Coyne. Det håbefulde udtryk fortsætter med den drømmende titelsang, hvor Bo Randes bløde trompet spiller en fremtrædende rolle sammen med forsikringen: ”I know there’s a Sun / he hides for several years / then he burns away our fears”.

Stemningen bibeholdes på de to afsluttende, meditative og spirituelt klingende instrumentalnumre, hvor der dog er nogle diskrete skingre toner på den afsluttende ”Screen Memories”, som for at understrege, at nirvana endnu ikke er opnået – og nok aldrig bliver det.

Således kommer vi langsomt fra mørket ud i lyset rent tekstmæssigt, mens vi bevæger os fra høj puls til ro på musiksiden. Og måske skal man anskue den megen energi på første del af albummet som illustrationen af en kultur, der fester, mens den ignorerer – eller fortrænger – at den er på vej ned i afgrunden? Under alle omstændigheder er der nok både at danse til og tænke over på endnu et bundsolidt album fra The William Blakes. Som nævnt er det dog lige til den korte side, men så kommer der jo sikkert et nyt igen allerede om et år. Måske om coronakrisen?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA