x
Einstürzende Neubuaten: Alles im Allem

Einstürzende Neubuaten
Alles im Allem

Selbstportrait mit Berlin

GAFFA

Album / Potomak Records
Udgivelse D. 30.11.-0001
Anmeldt af
Simon Heggum

Einstürzende Neubauten har lavet deres første studiealbum i seks år. Egentlig burde jeg bare stoppe anmeldelsen her, for at skrive om Neubauten er oftest som at beskrive abstrakt kunst for en ven, der ikke har set det pågældende værk. Man skal kende dem for at vide, hvad de drejer sig om. For ellers kan diverse beskrivelser få dem til at virke ufremkommelige.

Men okay. Vi har at gøre med den tidligere Bad Seed og dem dybt originale krukke Blixa Bargeld og hans band af sortklædte tyske mænd, der har spillet på jetturbiner, indkøbsvogne, plastictønder og nedløbsrør siden de sorte firsere. De er en af industrialmusikkens absolutte grundpiller. Og for nærværende anmelder er de nogle af de helt store.

Det er flere årtier siden, at Bargeld og de gæve tyskere har været tæt på at være farlige. Langt væk er de væmmelige historier om gale vestberlinere, der smadrede løs på motorvejsbroer, skar sig selv med flasker og forsøgte at rive Ungdomshuset ned, 20 år før det lykkedes for Faderhuset. Bargeld og kompagni er blevet en flok introspektive, fornuftige ældre mænd, der langt hen ad vejen også laver den slags musik.

Samtidig har Neubauten på Alles in Allem benyttet sig af deres fans, via deres såkaldte ”supporter series”, som egentlig skal forstås som en slags crowdfunding, hvor fans er i direkte kontakt med bandet under tilblivelsen af albummet. Dette lyder ikke som nyt for nogen som helst i 2020, men faktum er, at bandet allerede benyttede sig af denne model i 00’erne i tiden omkring sene hæderlige værker som Grundstück og Perpetuum Mobile. Hvilket var tiden før Radioheads In Rainbows. Og ja! Dette gør endnu engang industrialgenrens bedstefædre til first movers.

Og hvad får vi så? Vi får et vaskeægte Einstürzende Neubauten-album. Intet mere, intet mindre. Pladen er sågar formet som en slags tidsrejse gennem bandets hjemby Berlin. På samme måde foregår Alles im Allem også som en slags tidsrejse gennem Neubautens egen diskografi, hvilket giver god mening, når man tænker, hvor meget Neubautens udvikling fra kaotisk, larmende og kompromisløst smadder til foruroligende, smuk lyd passer til udviklingen af Berlin, fra før murens fald til nu. Selvom byen i dag er langt mere sammenhængende end dengang, ligger det truende, uforløste mørke stadig og lurer lige om hjørnet.

Og det er tilfældet på Alles im Allem, der samler en række velkendte Neubauten-virkemidler fra de senere udgivelser og skaber en plade, der er stærk nok til at stå på egne ben, selvom de helt store momenter udebliver. ”Ten Grand Goldies” er klassisk uptempo-Neubauten og kunne sagtens være at finde på Haus der Lüge, Tabula Rasa eller Ende Neu. En perfekt åbner med sære breaks, pornoorgel og Bargelds karateristiske skrig. Klart en af årets bedste singler.

”Am Landwehrkanal” er noget så uhørt som blues, der direkte beskriver et scenarie i Berlin, som sagtens kunne dukke op på Silence is Sexy. Dette er også tilfældet med den dragende ”Möbliertes Lied”, hvor slæbende jernstænger og luftkompressor bærer en indlevende Bargeld-vokal.

Mere interessant bliver det på den rolige ”Taschen”, hvor metalklokker og plasticpercussion kombineres med en strygerkvartet og en beskrivende Bargeld i et smukt forløb, der kulminerer i noget, der mest af alt lyder som en solo for skraldepose og noget, der fremstår som decideret chanting fra Bargeld. Mens den melodiske ”Seven Screws” kombinerer Alexander Hackes karakteristiske bas, der samler sig med smukke strygere, harpe og jerntønde, mens Bargeld synger om at omskabe sit eget køn og seksualitetens flyden.

Den smukke titelsang fanger Neubautens tidligere eftertænksomme sange og skriver sig ind i den særegne balladestil, som bandet har perfektioneret med nyklassikere som ”Sabrina, ”The Garden”, ”Nagorny Karabach” og ”Ich Gehe Jetzt”. Og her finder man igen mange genbrugsvirkemidler – eksempelvis den udødelige ”luftkompressor-i-plasticrør”-hihat. ”Wedding” bør også nævnes for, i bund grund, at være et langt crescendo til en forløsning, der aldrig kommer.

Alles im Allem er ikke den ”return to noise”, som nogen måske havde håbet på. Albummet føjer heller ikke meget nyt til Neubautens diskografi, hvor Alles Wieder Offen og Lament nok alligevel var det mere uregerlige og sære. Alles im Allem er heller ikke det vanvittige, sene mesterværk, som jeg havde håbet på, at det var, når jeg endelig fik lov til at anmelde et af de helt store bands i min verden. Bargeld, Hacke, Unruh og de andre industrielle onkler gentager simpelthen fordums virkemidler for meget til, at det nogensinde kommer helt op at ringe.

Men det laver ikke om på, at Alles im Allem er en solid lytteoplevelse med en stak gode sange, og jeg forestiller mig, at pladen for alvor ville komme til sin ret på en gåtur gennem Berlins mørkeste gader. Og så er det dejligt, at der stadig er spræl i Bargeld, når nu hans gamle forsanger Nick Cave lige så stille er ved at blive til Enya.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA