x
Det sofistikerede indiepopband er i den grad synligt igen

moi Caprice, VoxHall, Aarhus

Det sofistikerede indiepopband er i den grad synligt igen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”Jeg tror ikke, noget kan nå at stoppe os nu,” siger moi Caprice-sanger Michael Møller et par sange inde i aftenens anden koncert på VoxHall med bandet. Og nu skal man ikke jinx’e noget, men det lader til, at der omsider er lidt medvind for både band og spillested.

Efter knap et halvt års corona-tvangslukning kan VoxHall omsider slå dørene op denne lørdag aften. På scenen står som nævnt moi Caprice, som skulle have indledt deres første turné i næsten 12 år dagen efter Mette Frederiksens historiske pressemøde 11. marts. Touren blev udskudt til august, og heldigvis kan den blive gennemført som planlagt, med premiere forleden i Aabenraa. Nu skal publikum bare sidde ned, men moi Caprices musik er jo for det meste heller ikke super-dansevenlig, så det går nok.

moi Caprice har denne aften indvilliget i at spille to koncerter i træk grundet reglerne om afstand mellem publikum og deraf reduceret kapacitet. Der bliver lukket 100 personer ind per gang, og dermed kan moi Caprice melde udsolgt i Aarhus hele to gange, som Michael Møller bemærker med slet skjult selvironi.

Bandet udgav i februar, kort før nedlukningen, deres første album i 12 år, Becoming Visible. Et fremragende album, fuldt på højde med de fire forgængere fra 00’erne og et udspil, der tager over, hvor de i sin slap med sofistikeret indiepop, som om der kun var gået et par år. Ikke overraskende nok fylder de nye sange en del på sætlisten, lige fra åbningsnummeret, den storladne ballade ”I’ll Never Be the Same as I Was Last Night”.

Poesi og humor

Michael Møllers i sin tid ret lyse stemme er blevet lidt dybere med årene, men den har til gengæld fået mere fylde og pondus og ligger heldigvis tydeligt i mikset, så man let kan høre hans velskrevne tekster, der rummer både poesi og humor, og i øvrigt en masse mere eller mindre tydelige referencer til og citater fra andre kunstværker og artister, både inden for musik, andre kunstarter og populærkultur generelt. Ja, også fodbold, som i sangen ”Orpheus”, hvor det lyder: ”All I ever wanted to be was the Laudrup of the music scene.” Foruden at nummeret jo refererer til den græske myte om Orfeus i underverdenen.

Et andet karakteristika ved moi Caprices sange er de iørefaldende synth-temaer, som Møller også står for, og som live får stærkt med- og modspil af de to guitarister David Brunsgaard og Jacob Funch. De to gange seks strenges fingerspil får også flettet sig fornemt ind og ud af hinanden på den vuggende ballade ”Daisies”, bandets allerførste officielle single tilbage fra 2003.

På samme sang hører man også den smukke basgang spillet af gruppens nye bassist, Asger Nordtorp Pedersen, også kendt som Guldimund, der har taget over efter Fridolin Nordsø, som medvirker på Becoming Visible-albummet, efter at gruppens oprindelige bassist Jakob Millung foretog noget af et karriereskifte og i dag arbejder som møbelsnedker i Colombia.

Vi skal ikke glemme gruppens sidste medlem, trommeslager Casper Henning Hansen, hvis meget fantasifulde og virtuose spil er en vigtig del af moi Caprices lyd, eksempelvis det dansable, synkoperede beat på førnævnte ”Orpheus” og de piskende og gradvist mere insisterende trommer på ”Astropastoral”, hvor de går i elegant samspil med det programmerede beat.

Uforudsigelige opbyginger

Sådan kunne man blive ved med at fremhæve detaljer, for eksempel de dynamiske skift mellem vers og omkvæd, når stemningen pludselig bliver meget mere afdæmpet i omkvædet på ”My Name is Nobody” eller ”Wish You Were Her”. Medmindre omkvædet i sidstnævnte i virkeligheden er et C-stykke. Hvad der er omkvæd, og hvad der er broer og mellemstykker hos moi Caprice, er nemlig ikke altid helt let at afgøre, og denne uforudsigelighed er kun et plus.

moi Caprice har brugt deres ufrivillige corona-pause til at indspille en ep, den håndspritnye The Places We Have Loved, hvorfra vi får to sange. Ikke mindst titelsangen indspillet med to vietnamesiske musikere skal fremhæves, også selvom de to musikere i aften kun medvirker i form af samples på Michael Møllers keyboard.

Som nævnt fylder de nye sange en del i sættet, men vi kommer da også pænt rundt i bagkataloget minus gruppens fjerde album, We Had Faces Then, der som det eneste ikke er repræsenteret i aften. Jeg gav det i sin tid en pæn firstjernet anmeldelse her på siden, men må også indrømme, at det er det moi Caprice-album, der står mindst klart i min hukommelse.

Til gengæld tror jeg, jeg længe vil huske aftenens koncert, både grundet det veloplagte band og de usædvanlige omstændigheder. Sættet slutter med en nærmest støjende version af den ni minutter lange ”Girls in the Trees” fra moi Caprices debutalbum, Once Upon a Time in the North, og så må jeg indrømme, at jeg også savner at stå op. Til gengæld må man vist godt rejse sig og give stående ovationer.

VoxHall er tilbage med koncerter, moi Caprice er tilbage på landevejen og lover at komme tilbage, så snart man må stå op igen til en koncert. Må det ske snart – så husk nu at holde afstand!

Se moi Caprices turnéplan på deres Facebook-side

Sætliste:

I’ll Never Be the Same as I Was Last Night

Maureen

Teenagers

My Name is Nobody

Wish You Were Her

Daisies

Tonight Might Prove to Be Your Only Chance

The Places We Have Loved

The September Seas

Astropastoral

Orpheus

The Town and the City

To the Lighthouse

Becoming Visible

Ekstra:

My Girl You Blush

Girls in the Trees

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA