x
Sufjan Stevens: The Ascension

Sufjan Stevens
The Ascension

Sublimt smittende sortsyn

GAFFA

Album / Astmathic Kitty
Udgivelse D. 25.09.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

“My love, I have lost my faith in everything”, synges der blidt på ”Tell Me You Love Me”. Nej, det er ikke småting, der er gået op for Sufjans Stevens på hans ottende solostudiealbum, der er en kalejdoskopisk, nedadgående spiral, der kortlægger følelse af verdenstræthed, som har overmandet den ellers så eventyrlystne sangskriver gennem de seneste år.

Det er ikke mere end et lille halvt års tid siden, vi sidst fik nyt fra Sufjan Stevens’ kyndige hænder i form af det vellykkede samarbejde med stedfaderen Lowell Brams, der resulterede i formfuldendte Aporia. Med The Ascension er vi imidlertid udelukkende overladt til Sufjans nåde – eller mangel på samme – for her er tale om 80 fortvivlede minutter på et ambitiøst storværk, hvor troen på menneskeheden vakler. Formidlet på lige dele betagende og forstyrrende vis i en hvirvelvind af et elektronisk univers, hvor hverken Babelstårne eller samfundet, der er gået hen og blevet en selvdestruktiv størrelse, står støt og sikkert.

Verden er blevet et giftigt sted, og intimiteten er blevet intimiderende, når en desillusioneret Sufjan for eksempel på "Ativan" blidt hvisker: “Caught up in the baby's breath/ I shit my pants and wet the bed/ It takes some time to throw the demons off/ Put the lotion in the basket.”

Vi skal tilbage til ti år gamle The Age of Adz for at finde samme spraglede lydunivers, der stikker i et væld retninger i en meget vellykket lydspejling af tingenes tilstand anno 2020. ”I have loved you, I have grieved/ I’m ashamed to admit I no longer believe”, synger Sufjan på ”America”, som han selv har fortalt handler om, at hans tro er i krise, om hans identitet som amerikaner og hans ”forhold til vores kultur, som jeg synes er meget syg lige nu… det er overordnet set en politisk protestsang, særligt rettet mod Amerika.”

Sufjan leverer nok engang på både det lyriske og musikalske plan, og det spraglede, mørke musikalske kludetæppe lægger en mere end solid bund under den frustration, han med sikker hånd udtrykker. Den stigende pessimisme er ikke nødvendigvis nogen fest at lægge øre til, men Stevens formår at gøre den både dybt personlig, vedkommende og relaterbar, og albummets 80 minutter føles ikke et sekund for langt, når man har hørt de sidste af mange gentagelser af “Don’t do to me what you did to America” ringe ud.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA