x
Per Vers i kamp for knus og kunst

Per Vers, Stairway, Vanløse

Per Vers i kamp for knus og kunst

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Er der to ting, der er hårdt ramt under corona’en, er det knus og kunst. Knus har afstanden stort set elimineret, og kunsten har det ikke stort bedre. Derfor var det en glædelig nyhed, at Per Vers stod på koncertplakaten til det nystartede spillede Stairway i Vanløse. 

Hans seneste udgivelse Knust kunst tog den eksplicitte dialog i samplingerne af underkendt dansk musik til nye højder, samtidig med han i de nærværende tekster fremstår som et ægte menneske med blødende hjerte, der rækker ud til dialog med lytteren. Kort sagt et stort forsvar for knus og kunst. 

Begrænsning og begejstring 

Skal man nævne en udfordring for tusindkunstneren Per Vers, må det være begrænsningens kunst. Hans koncerter bliver ofte til maratonshows, hvor koncepter stikker af og det ene ord næsten bogstaveligt tager det andet. Med en årlig turnéplan omkring de 220 jobs var der på forhånd en vis spænding i, hvor mange musikalske og lyriske oplevelser Per Vers kunne presse ind i sin første fulde forestilling siden februar – og så endda en kort en af slagsen. 

I salen bliver vi høfligt og professionelt anvist vores pladser af personalet. Det er som at boarde et fly, og tanken om at skulle på en fælles rejse smitter tilsyneladende af. Jeg falder i snak med min sidemand (som sidder med et tomt sædes afstand) der har fulgt Per Vers’ karriere i årevis. Vi deler anekdoter, og det viser sig, at vi har været til de samme koncerter. Begejstringen minder om at skulle ud på en rejse, hvor man tidligere har været på samme destination, som man nu håber er et genbesøg værd. Vi bliver ikke skuffede. 

Perfekt opvarning fra krøllet Centerrotte 

Som opvarming koncerten Per Vers hyret Khal Allan. Han er kendt fra sit samarbejde med Tue Track i PonyBlod, men kunstnerisk bør han huskes for at han med albummet Tuder & Høvding skabte hjørnestenen i alternativ dansk hiphop. Han er en af landets mest krøllede hjerner og en urimeligt god rimer. 

Centerrotten stiller op med sin laptop og afvikler selv sine numre. Han trisser uprætentiøst rundt på scenen. “Jeg er ked af, at mine sange er så korte,” undskylder han, “det er så jeg kan spille så mange som muligt for jer” siger han og hiver blandt andet, “Ublufærdig” “Med Måde” og “Transformer” med denne forrygende linje ud af ærmet: “MC'er bli'r brændt som ler og krakelerer / Jeg ruller udelukkende med de ukrukkede”. Som opvarmning til Per Vers zoomer han perfekt publikum ind på, hvor vigtigt det er at spidse ører, når ordene er i centrum, og så gør det bestemt ingenting, at hans flow og levering sjældent er hørt skarpere. 

Per Vers og hans hiphop-habibi

Til at åbne showet får vi fornøjelsen af DJ Turkman Souljah, der, ud over at være mange mangedobbelt danmarksmester i mix, læser landets første ph.d. i turntablism. Han akkurat ligeså hjertelig og jordbunden, som han er musikalsk og teknisk begavet, og derudover er han Pers gamle hiphop-habibi fra gruppen Kinski. Så da Per kommer på scenen, er det to gamle venner, der mødes. Det skal snart blive tydeligt, at de musikalske legekammerater også har terpet på legeaftalerne før koncerten. 

Armeret med mundbind Per med et højtideligt: “Af ord er du kommet til ord skal du bli’” og fortsætter afvæbnende: “bare rolig, koncerten slutter klokken 22, og corona smitter først et minut over ti!” Herefter smider Turkman Souljah alle de bedste beats fra Wu-Tang, NWA og Big Daddy Kane til A Tribe Called Quest og Redman på pladespillerne og får dem til at gå i tråd med Pers rim. Selvom det er skrevne tekster, vækker det minder om de freestyles til MC’s Fight Night, han blev kendt for, og det er herligt at høre Per over arvesølvet fra hiphoppens guldalder. Rammende er hans forvanskede Søren Kierkegaard-citat “At toure er at miste fodfæstet for en stund / ikke at toure er at miste sig selv”. Det må have være særligt sandt for Per det seneste år. 

Unik publkumsindragelse i ordtryllekunst

Efter et par fremragende versioner af “Tæt på” og “Dum”, hvor Turkman Souljah nok engang excellerer på ikke blot pladespiller, men også trommemaskine og klaver, kommer vi til et freestyleindslag, der lettest forklares således: Publikum vælger arbitrært to navneord, i dette tilfælde gyngehest og reolsystem. Per laver så en sammenhængende historie over emnet splitsekundet efter. Vi er blevet så vant til at høre ham gøre det, som når David Copperfield nok engang får Frihedsgudinden til at forsvinde, men det gør ikke kunsten mindre. 

Til tonerne af Kidds “Ikk’ lavet penge” lyder det blandt andet: You have no idea / sådan en gyngehest får man i IKEA / men den er ikke svensk, den er lavet af polske børn på polske skoler / der kun får to kroner / Og bliver sendt til et varehus / Hvor medarbejderen går rundt med sin IKEA-blus’ og har blues” Da historien afsluttes med “Det er ikke medarbejderen, der er problemet / Det er reolsystemet!” og omkvædet forvandles til “Jeg har ikk’ lavet *gyngeheste* / jeg har lavet *reolsystemer*” er det muligvis bare medrivende ordleg, men det er også en inddragelse af publikum i storytelling, man ikke oplever i mange andre andre genrer.

Rørende blotteste af privatlivet

Så sjov som freestyle-legen var, så alvorlig bliver næste emne også. Per Vers mistede for nylig sin far, men nåede at optræde for ham i hjembyen Gram, kort inden faderen gik bort. Tidligere i karrieren har Per lavet “Moder Vor” til sin afdøde mor, og i aften bliver den dedikeret til faren, hvilket får afslutningen til at gå endnu dybere under huden, da han rapper: Og vi ka' bukke og skrabe fra vugge til grav / uden at opdage at himlen har den smukkeste farve / Hvorfor hade det vi havde, hellere elske det vi har? / Den her sang er både til min mor og til min far”. Grænserne mellem kunstnerliv og privatliv brydes ned, det er et rørende øjeblik, hvor kunstneren blotter sig for den lille siddende forsamling.  

Den boblende, forelskede “Englefjæs” til Pers kone får endnu mere power i det intime rum end sædvanligt. Desuden er Ayoe Angelica kommet på scenen og leverer sublim vokal. Med en, kønsneutralt beskrevet, behagelig fremtoning, der matcher hendes musikalske udtryk, leverer hun fremragende sang og godt humør. Især er det en fornøjelse, at hun ikke blot synger omkvæd, men også lægger melodisk vokal på Pers rapvers. Derfor får den afdæmpede “Hav det godt” til hans sønner en særegen, smuk kant. 

"Black Power" så det brager  

Og så er der ellers dømt “Black Power”. Hans største hit er 100 procent relaterbart, med fantastiske abstraktioner og originalt indhold. Den kommer ud over scenekanten med 120 i timen. Per proklamerer, at det værste sted, man kan bo er Kaffeløse, men Vanløse er også rimelig slemt, for så er der jo ikke vand til kaffen, og så går det ud til alle dem, der er normale eller ren Kafka, og han vil i øvrigt gerne have 6 kaffekopper i GAFFA. 

Showet ruller sig fortsat forrygende ud. Ikke engang surprisegæsten Loke Deph, der glimrer ved sit fravær grundet Corona (god bedring) kan stoppe galskaben, hvor Per freestyler over "Abus" og teaser et kommende nummer med de to. Pede B er er til gengæld frisk og står på scenen i levende live. Han er den eneste, der kan udfordre Per på tronen som freestyle-entertainer. Efter fællesnummeret “Superstar” folder de sig ud i en konkurrence, hvor “Hun vil ha en rapper” bliver lavet om til henholdsvis “Hun vil have en skolelærer” og “...en ergoterapeut”. At sige en skriftlig gengivelse ikke gør legen retfærdighed er en underdrivelse, men tro mig, det var kosteligt.

Per afslutter showet med at sætte en stor fed streg under, hvor dygtig han er, med den flabede “Blærede linjer”, hvor han opruller det knoklearbejde, det har været at blive så forbandet ordklog. Sæt og match, Per Vers. 

Sidste omgang med Benny Andersen

Men bedst som man troede det var det slagkraftigste, vi skulle høre, kommer han ud til ekstranummeret i en helt anden version. Her får vi det første indblik i hans kommende album, Sidste omgang. Det er et partnerskab med den store danske, og jo nyligt afdøde, digter Benny Andersen. At rappe side om side med Benny Andersens linjer må siges at være lidt af en opgave, men som nummeret skrider frem, får man indblik i hvor meget slægtsfællesskab de to våbenbrødre i ordet har – og det er ikke kun på grund af kaffen. 

Ligesom Benny Andersen kan Per Vers blive misforstået som overfladisk, fordi han dyrker ordspillets kunst. Og ligesom Per Vers kan Benny Andersen få en tendens til at blive betragtet som hyggelig, til trods for han balancerer tunge emner som død og fremmedhad. Fra optagelsen hører man Benny fremsige “Da Alexander var på Cæsars alder, var han allerede den Store. Da Cæsar var på min alder, var han allerede færdig”. Det stikker endnu dybere nu, al den stund Benny Andersen også er det. 

Vi står på Onkel Pers skuldre 

Det kræver sin mand at stille sig op og levere det, Per Vers præsterer på Stairway. Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved afviklingen, hvor publikum blev i tvivl om, hvornår der var dømt rygepause. Her kunne en konferencier have gjort underværker. Og han har svært ved at begrænse sig, og ikke binde en ekstra sløjfe på et rim eller et koncept. Men når det hele flød, og det inderlige afløste det indebrændte, var det fandme kunst. Kunst man skal kæmpe for.

Som jeg oplever det, er Per Vers ved at bevæge sig op ad trappen til de største danske ordsmede. Så præcis som man kan tale om Onkel Danny og Onkel Benny, kommer man også til at tale om Onkel Per. Ham, der kan sætte ord på det skæve, det sjove og det tunge. Der skal nok komme andre, der tænker hurtigere og rimer bedre. Men når de kommer, bliver det Pers skuldre, de står på.    




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA