x
George Harrison: All Things Must Pass, 50th year anniversary super de luxe edition, 5 cd, blu-ray, hæfte.

George Harrison
All Things Must Pass, 50th year anniversary super de luxe edition, 5 cd, blu-ray, hæfte.

KLASSIKEREN: Da den stille beatle for alvor tog ordet

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 15.08.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Der ér flyttet lidt rundt på kronologien i 50 års-markeringerne, når det gælder album-udgivelserne omkring The Beatles’ opløsning: Mens gruppens allersidste udspil Let It Be først udsendes i sin jubilæums-version (album, film, bog) om en  måned – med over et års udskydelse – har både John Lennons Plastic Ono Band og nu også George Harrisons efterfølgende solo-epos, All Things Must Pass fået en jubilæums-markering.

Fuldt fortjent. Og lad os sige det, som det er: Dommerne voterer stadig, når det skal afgøres, hvilket af de to udspil, der er det bedste fra beatlernes solo-tid (med Paul McCartneys Band on the Run i baghjulet):

Hvor Lennons opgør med sig selv, Fab Four-tiden og øvrige dæmoner var hårrejsende ind-til-benet-råt, skrabet og enkelt, var George Harrisons album nærmest en ren modsætning – bortset fra Beatles-frigørelsen: Et overflødighedshorn af flotte, melodiske og kompositorisk stærke sange. Storproduktion og kæmpeorkester. Varm spirituel musik, hengiven såvel som ubekymret pop, country, svømmende gospel-rock, svømmende ballader, drama-rock.

Et overbevisende mangefarvet og smittende triple-album (rockhistoriens første) fra “Den stille beatle”, som her smed spændetrøjen og serverede 18 stærke argumenter plus en jam-skive for en musikverden, der blev benovet over, at der var meget uafdækket kvalitet under overfladen på Harrison. Men det var der – og faktisk meget mere, som denne 50 års fejring understreger med 47 ekstra demoindspilninger, alternative takes eller andre sange – størsteparten uudgivet.

Indebrændt beatle
Vi skal lige have forhistorien på plads: Harrisons sange kom i en stadig tykkere strøm fra 1966 og frem – der var bare ikke plads til ret mange af dem i konkurrencen med Lennon-McCartneys inden for Beatles-rammen. I stedet skrev han i slutningen af 1968 hittet “Badge” sammen med Eric Clapton til Cream, han han skrev sange til/producerede for sangeren Jackie Lomax på Beatles Apple-label, han besøgte The Band i Woodstock, hvor han bl.a. skrev sange med Bob Dylan – og både blev stærkt inspireret af gruppens udtryk og samarbejdet med Dylan.

Men tilbage i studiet med Beatles i januar 1969 til de første Let It Be-sessions var spændetrøjen den samme gamle: Ingen plads til Harrisons sange og nye inspirationer – kun kold skulder og lunken modtagelse af “Isn’t It A Pity”, “All Things Must Pass”, “Let it Down”, “Hear Me Lord” m.fl. Sange som i dag fremstår som monumenter på All Things Must Pass. Den dårlige kemi blandt de fire fik Harrison til at skride fra gruppen 10. januar for at gå direkte hjem og skrive den frustrerede rocker “Wah-Wah”. Han gad ikke gruppens jammer længere.

Han lod sig dog overtale til at blive. Men da The Beatles blev officielt opløst i april 1970, tog George Harrison beslutningen om at indspille et soloalbum. Og det skulle være anderledes.

Kontroversielt producer-valg
Phil Spector blev hyret ind til jobbet. Han havde lappet “Let It Be”-indspilningerne sammen til et resultat, som i det mindste tre af beatlerne var tilfreds med – McCartney hadede det. Men selv om amerikaneren efter manges mening toppede kunstnerisk som producer med bl.a. The Ronettes og Ike & Tina Turner i 60’erne – og ryet blev stadig mere excentrisk (læs: skingrende ustabilt) i 70’erne og frem – så er hans fingeraftryk afgørende for denne Harrison-succes.

George Harrison selv gjorde meget for at gøre op med Beatles-metoden og inddrog i stedet masser af samarbejdspartnere ud over de faste makkere Ringo Starr og Klaus Voormann – bl.a. musikerne fra Delaney & Bonnie & Friends, som han sammen med Eric Clapton turnerede med i slutningen af 1969. Plus en helt ung Peter Frampton, Procol Harums Gary Brooker, Traffics Dave Mason, den senere Yes-trommeslager Alan White, Tony Ashton, gruppen Badfinger m.v.

Men Spector førte ideen endnu videre. For at skabe den berømte/berygtede Wall of Sound var der ofte 10-12-14 musikere i studiet samtidig. Måske fire-fem akustiske guitarister, et par trommeslagere, flere keyboards m.v. Og så har vi ikke talt om strygerne-ensemblerne, blæser-grupperne, korene m.v., som kom oven i. Det er her, betegnelsen rock-orkester for alvor fik en anden betydning. Hvorefter Spector smed en sidste trumf oven i: Et par kilo ekko!

Harrison selv var imod lyden i starten, men lod sig overtale af bl.a. Eric Clapton – og vænnede sig efterhånden til udtrykket dengang, som også på dén måde var en fuldstændig modsætning til Beatles-tiden.

Storproduktionen gav mange af albummets numre et ekstra sus.
Selv ikke-religiøse kunne næppe lade være med at nynne med på storhittene “My Sweet Lord” og “Awaiting on You All”s opfordring til at synge (sin) Gud’s navn på en så glad-i-låget en charmerende måde, at han både slap afsted med at stikke til John & Yokos bed-in’s og til den katolske kirkes grådighed.

Og produktionen gav også ekstra tyngde til de mørke sider, bl.a. de malende vemodige livs- og Beatles-kommentarer “All Things Must Pass” og Isn’t It a Pity” på et album, der rummede det hele. Også små enkle øjeblikke og uskyldig pop. Eller et eftertænksomt smukt samarbejde med Bob Dylan, “I’d Have You Anytime”, der meget atypisk åbnede albummet uden bulder og brag. Altså glæde over at være sat fri og at have fundet sit åndelige ståsted – men også mørket over bruddet med de gamle kammerater, den forestående brud med fru Patti (som vennen Eric Clapton rendte med) og moderens død lige midt i indspilningsperioden.

Disc 1 og 2 (2020 mix)
Et usædvanligt helstøbt og vellykket album – og uden tryk på solo. Genhøret understreger, at Harrison gav plads til de medvirkende. Bare tag Eric Claptons små guitar-signaturer – der er mange af dem, og de er både markante og dejlige. Store blæs, syret, hakkende og karakter-givende Tony Ashton-piano i “Isn’t It A Pity (Version Two)” og alt det andet. Og lev så med at bonus-jam’ene fra original-udgivelsen stadig kun er overskudsvare, uden egentlig værdi – med mindre altså, at man går op i, at Eric Claptons efterfølgende projekt, Derek & The Dominoes (der skabte klassikeren “Layla”) faktisk startede netop her.

Og lev også med at 50 års-jubilæet fejres med et Paul Hicks ny-mix og rensning af de original spor – og efterkommer George Harrisons senere udtrykte ønske om at skære noget af ekkoet væk. Det giver mere klarhed og dybde i nogle sange, men har også en tendens til at gøre musikken mere rund og “indpakket” i andre tilfælde. Juryen er stadig ude…. Men ændre slutkarakteren kan det ikke: En klassiker. Og nu med ekstra godter:

Disc 3 (Day 1 Demos – Tuesday 26 May 1970)
Her er Harrison alene i Abbey Road-studiet med Ringo Starr og Klaus Voormann – samme backing som få måneder efter indspillede Lennon-klassikeren Plastic Ono Band – for at præsentere Phil Spector for “et par småting” til et kommende solo-album: “Men det var endeløst. Han havde bogstavelig talt hundredvis af sange. Den ene bedre en den anden”, huskede den excentriske producer efterfølgende.

Hører man til dem, der synes, at selve albummet er overproduceret, kommer sangene her i helt enkel indpakning. Ikke perfektionistisk, men i sympatiske udgaver, hvor sangene må overleve i sig selv. Det gør de langt hen ad vejen. Og med ekstra mulighed for at høre Harrisons ofte overhørte guitar-kvaliteter. Solo-udgaven af “I’d Have You Anytime” med ekko-elguitar er rørende smuk og  “I Dig Love” i forfriskende rå-rocket version er bare nogle eksempler. Men det er også her på demo-cd’erne, at rariteterne er gemt:

Søde “Dehra Dun” (hymne til den indiske by ved foden af Himalaya – skrevet da The Beatles besøgte Rishikesh i 1968), sødmefulde “Om Hare Om (Gopala Krishna)” med sanskrit-tekst og den helt igennem herlige Elvis-pastiche "Going Down to Golders Green” er aldrig hørt før. Og så er der også også sjældenheder som en tændt rockende solo-udgave af “Sour Milk Sea” – også skrevet i Rishikesh og som Harrison gav til Jackie Lomax, signet til Beatles’ Apple-label – og sårbare “I Feel For You”. Den første hørt i anden udgave på Beatles’ “Esher demos”, den anden i bearbejdet form på en tidligere “All Things Must Pass”-markering. Men aldrig i disse versioner. 

Disc 4 (Day 2 Demos – Wednesday 27 May 1970)
Allerede dagen efter sad Harrison igen foran Spector, denne gang alene, kun med  guitaren – mest den akustiske. Igen er gevinsten en tæt, intim atmosfære og mange fine versioner af den store bunke af materiale – og Harrisons fine spil høres bl.a. i udgaven af en anden bitter kommentar om den sidste Beatles-tid “Run of the Mill” - mens den akustiske udgave af “Beware of Darkness” afslører mange af de dramatiske ansatser, der blev fuldendt på selve albummet. Flot.

Men her er endnu mere nyt og uhørt til ægte Harrison-fans. Folk’ede “Everybody-Nobody” er et interessant forstadie til selve albummets filmiske “Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)”, valsende “Window Window” er mere fra folk-skuffen med en lidt spøjs fortælling (som blev droppet af Beatles under “Let It Be”-indspilningerne), og “Beautiful Girl” er en sødlig kærlighedserklæring, som først blev udgivet i bandform seks år senere på albummet Thirty Three & 1/3.
“Tell Me What Has Happened to You” fremstår som en mere ufærdig sang om kærlighedens dis- og harmoni. Selvdystre “Nowhere To Go” er endnu et udslag af Dylan-samarbejdet og ser på skyggesiden af berømmelse, mens “Cosmic Empire” og “Mother Devine” begge har et religiøst touch – den første er Harrison fra den rigtigt vellykkede lyse og humoristiske side, mens sidstnævnte er en mantra-lignende hyldest til kvinden/spiritualitet. Mens punktummet er Dylans “I Don’t Want To Do it” som faktisk først blev kendt, da Harrison indspillede og udgav den i 1984 – her altså i en tidlig version. Meget af dette “nye” kunne nemt være endt på selve hovedudgivelsen – men passer godt ind i det samlede billede af en storproducerende Harrison-periode.

Disc 5 (Session Outtakes and Jams)
Sidste cd er mest outtakes/alternative takes af sangene fra selve albummet, og kan måske ikke helt skabe samme fascination som de to demo-cd’er. Der ér tale om ikke-færdigproducerede fravalg, men det viser et stort band, der finder sammen i lange jams. “Almost 12 Bar Honky Tonk” er præcis det og med til at finde den tyngde, som mange af rocknumrene blev udstyret med. Andet bemærkelsesværdigt er en hurtig-funky “Get Back”-jam, som viser, at forholdet til McCartney-Lennon ikke var helt til rotterne. Det samme gælder en syret/weirdo fødselsdagshilsen til samme Lennon, “It’s Johnnys Birthday”, og en sjov cover af den gamle music hall-sang, “Wedding Bells (Are Breaking Up That Old Gang of Mine)” som humoristisk hentyder til en af årsagerne til Beatles-bruddet. Uanset hvad: Punktummet er i glimrende: Blues’en “Woman Don’t You Cry For Me” som Harrison udgav senere i bandversion, men som stråler meget med her i en udelukkende akustisk, intens dobro/guitar-udgave. 

George Harrison kom aldrig i nærheden af at ramme samme kvaliteter og inspirationer igen – til gengæld er der også kun få, der kan matche "All Things Must Pass"' stade.


Cd 1 (2000 mix)

I’d Have You Anytime
My Sweet Lord
Wah-Wah
Isn’t It A Pity (Version One)
What Is Life
If Not For You
Behind That Locked Door
Let It Down
Run Of The Mill

Cd 2 (2000 mix)
Beware Of Darkness
Apple Scruff
Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)
Awaiting On You All
All Things Must Pass
I Dig Love
Art Of Dying
Isn’t It A Pity (Version Two)
Hear Me Lord
Out Of The Blue *
It’s Johnny’s Birthday *
Plug Me In *
I Remember Jeep Thanks For The Pepperoni *
*) remastered fra originalmix

Cd 3 (Day 1 Demos – Tuesday 26 May 1970)
All Things Must Pass (Take 1)
Behind That Locked Door (Take 2)
I Live For You (Take 1)
Apple Scruffs (Take 1)
What Is Life (Take 3)
Awaiting On You All (Take 1)
Isn’t It A Pity (Take 2)
I’d Have You Anytime (Take 1)
I Dig Love (Take 1)
Going Down To Golders Green (Take 1)
Dehra Dun (Take 2)
Om Hare Om (Gopala Krishna) (Take 1)
Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll) (Take 2)
My Sweet Lord (Take 1)
Sour Milk Sea (Take 1)

Cd 4 (Day 2 Demos – Wednesday 27 May 1970)
Run Of The Mill (Take 1)
Art Of Dying (Take 1)
Everybody/Nobody (Take 1)
Wah-Wah (Take 1)
Window Window (Take 1)
Beautiful Girl (Take 1)
Beware Of Darkness (Take 1)
Let It Down (Take 1)
Tell Me What Has Happened To You (Take 1)
Hear Me Lord (Take 1)
Nowhere To Go (Take 1)
Cosmic Empire (Take 1)
Mother Divine (Take 1)
I Don’t Want To Do It (Take 1)
If Not For You (Take 1)

Cd 5 (Session Outtakes and Jams)
Isn’t It A Pity (Take 14)
Wah-Wah (Take 1)
I’d Have You Anytime (Take 5)
Art Of Dying (Take 1)
Isn’t It A Pity (Take 27)
If Not For You (Take 2)
Wedding Bells (Are Breaking Up That Old Gang Of Mine) (Take 1)
What Is Life (Take 1)
Beware Of Darkness (Take 8)
Hear Me Lord (Take 5)
Let It Down (Take 1)
Run Of The Mill (Take 36)
Down To the River (Rocking Chair Jam) (Take 1)
Get Back (Take 1)
Almost 12 Bar Honky Tonk (Take 1)
It’s Johnny’s Birthday (Take 1)
Woman Don’t You Cry For Me (Take 5)

Blu-Ray (Audio - Hi-res stereo, 5.1 surround, Dolby Atmos
I’d Have You Anytime
My Sweet Lord
Wah-Wah
Isn’t It A Pity (Version One)
What Is Life
If Not For You
Behind That Locked Door
Let It Down
Run Of The Mill
Beware Of Darkness
Apple Scruff
Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)
Awaiting On You All
All Things Must Pass
I Dig Love
Art Of Dying
Isn’t It A Pity (Version Two)
Hear Me Lord
Out Of The Blue
It’s Johnny’s Birthday
Plug Me In
I Remember Jeep
Thanks For The Pepperoni


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA