x
"The Godfather of Gloom" lever videre i os alle

Diverse kunstnere, Leonard Cohen Tribute, Nashville Nights International Songwriters Festival, Posten, Odense

"The Godfather of Gloom" lever videre i os alle

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

På slaget 15:00 præsenteres Leonard Cohen Tribute af Nashville Nights' stifter Stefan Mørk. "Hvert år vil festivallen hædre en mester," lyder det fra Mørk. Valget er faldet på én af de helt store, hvis ikke den største, med en hyldestkoncert, der denne eftermiddag vækkes til live på ny. 

Sara Indrio åbner vokalist-festfyrværkeriet på “A Thousand Kisses Deep”. Digitale og analoge trommeelementer blendes fornemt af Mads Andersen under starten på en koncert, der kommer til at være ekstra kærlig ved de stortrommehungrende, de rocktørstige, og ikke mindst de Leonard Cohen-elskende. Indrio kan, indtil alt dette udrulles, indgyde trance fra koncertens get-go – klædt i sort præcis som "The Godfather of Gloom".

Lars Skjærbæks sølvglinsende steel-guitar har en smuk metallisk klang, mens scenens skiftende mørkemestre kan dykke dybere ned i et musikalsk univers, der er lige så erotisk, som det er religiøst. 

Bjørn Fjæstad igangsætter “I’m Your Man”. Scenekunstneren mod den enorme rockstemme har tidligere imponeret særligt i sin rolle som Pontius Pilatus i den danske opførsel af Jesus Christ Superstar. Samme teatralske sceneudfyldning hænder igen i eftermiddag, og det kan på et meget tidligt tidspunkt konkluderes: Fjæstad brænder i særdeleshed igennem på scenen.  

Med tre primære tangentinstrumenter kommer pianist Palle Hjorth igennem adskillige årtiers tangent-teknologi. Mest lækkert er dog de analoge synteser på Key B-orglet og tilføjelsen af jazz-blæser-synteser fra Mellotronen. Læg dertil en lummer basgang fra Troels Skjærbæk, som kan mærkes – også på de bagerste stolerækker.

Claus Hempler gør dét, han er allerbedst til på “Paper Thin Hotel”, nemlig at croone paraderne af publikum og sende dem til et skyskraber-oplyst sen-70’er New York. Dertilhørende Les Paul-solo på outroen med Lars Skjærbæk kvalitets-signatur er ren fryd for øregangene. 

Intuitiv fordeling af arsenalet
Hvor Hempler har fået croon og Baal-forsanger Fjæstad rocken, så tilfalder honky tonken Steen Jørgensen. Det er, der hvor Lars Skjærbæk udskifter stålstrenge med mandolin. Sort Sol-forsangerens vokalpræstation er i mine ører den, der lægger sig tættest op ad Cohens, blot som tør objektiv konstatering på "I Came By Myself". Der sikres hermed, at Nashville for en stund rimer på Odense. Den følgende “Sisters of Mercy” imponerer i højere grad tilsat kærlighed fra Mellotron-synthen under det fornemme c-stykke. 

En fremragende fortolkning af “Take This Waltz” følger med vokaliststykke af Signe Svendsen. Mike Andersen får de efterfølgende to tracks, hvor “Suzanne” umiddelbart bedyrer momentumtab i koncerten. En lidt gråmeleret fortolkning, er jeg faktisk lidt tilbøjelig til at sige. Denne går i glemmebogen for mit vedkommende. Det gør derimod ikke Andersens fortolkning af “Memories”. Gospelkor og knusende riffs på Les Paul'ens gribebræt blæser inspiration af den bevingede slags ind i tracket. Posten eksploderer simpelthen i Andersens guitarheltekvad med distortion-pedalen i bund og en blæret bluesskala-afsøgning på outroen.

First they take Odense
Og så skal vi til det. Koncertens absolut højdepunkt: Verdensdominans med centrum i højhusfyldte metropol... Odense kan gå an, og måske mere end det, når Cohen skal skabe tiltrængt byfornyelse gennem total overtagelse. "First We Take Manhattan" genopvækkes med solostykke af Bjørn Fjæstad. Der går mere eller mindre Studio 54 i seancen. Et four-on-the-floor stortrommebeat får ganske effektivt hjerterytmen kalibreret til Cohensk discofeber. Key B-orglet høvles igennem med tritonus på guitarstrengene. En, i ordets allerbedste forstand, modbydelig ond servering er hermed færdigleveret. 

Efter en bagoverblæsende præstation fra Fjæstad og co. falder tempoet på "If It Be Your Will". Originalen er i særdeleshed genkendelig på grund af samklangen af Cohens baryton og duetpartneren Jennifer Warnes. I koncertformat er nummeret dog stort set altid blevet leveret af eftermiddagens specielle gæster: The Webb Sisters. Jeg skal hermed vige pennen: The Godfather har talt. Charley og Hattie Webbs performance er præcis, som Cohen ønskede den. Ethvert fravalg og ethvert tilvalg vil være ren blasfemi.

Både stortromme og Claus Hempler entrerer på ny under evigt coole "Everybody Knows". Det er et match made in heaven. Klubmusikalske elementer afsøges endnu engang med tilbagelænet temperament og solid effekt. Den derpå følgende duet med Signe Svendsen og Hempler, "Dance Me to the End of Love" leder til fællesklap og autentisk akkordeon-delight, sidstnævnte fra Palle Hjorth. "Hallelujah" afslutter den ordinære spilletid på kærlig anfordring af Fjæstad, der med Leonard Cohen Tribute i fuld 12-personers holdopstilling lukker og slukker på "So Long Marianne".

The Essential Leonard Cohen fylder (minimum) tre discs
Med en sætliste, der makser ud på hele 102 minutter, er der serveret en fyldig forestilling, som i princippet kunne have haft en anden halvleg. For hvor skal snittet lægges, når bagkataloget hedder Leonard Cohens greatest? 

Koncerten har momenter, der overshiner og får andre til at drukne i segmentet #en lille smule kedeligt", særligt koncertlængden taget i betragtning. Årsagsforklaringen kan være, at der ikke er et større narrativ i sætlisten, hvis vi har meta-brillen på.

Umiddelbare ønsker kunne derfor, helt lavpraktisk, have været flere instrumentalpassager til at binde numrene sammen. Det skyldes muligvis, at showets mest imponerende sekvenser skriger: rockopera. Jeg læser ikke videre i blåtegningerne til sætlistens udformning ud over afslutningssekvensen, og hvad der måtte synes praktisk af hensyn til logistikken på scenen.  

Nuvel, dette er ikke en rockopera, hvor meget jeg end ønsker det, det er en hyldest. En hyldest, der skal få publikum til straks at gå hjem og skamlytte The Essential Leonard Cohen, 3-disc-udgaven vel at mærke – og det kan nærmest ikke undgås efter denne indbydelse til Cohens univers. 
 
102 minutter, 12 musikere og 1 "Godfather of Gloom" – hyldet til autentisk ukendelighed. Ud over standard-kvababbelser omkring struktur og momentumopbygning i sætlisteopbygning, når timeren rammer 90 min+, så skulle det vist være slået fast med syvtommersøm: "The Godfather of Gloom" lever videre i os alle. Han indgyder inspiration med libido ad libitum. Hallelujah.

Sætliste og solo-vokalister:
“Thousand Kisses Deep” - Sara Indrio
“I’m Your Man” - Bjørn Fjæstad
“Paper Thin Hotel” - Claus Hempler
“I Came By Myself”- Steen Jørgensen
“Sisters of Mercy” - Steen Jørgensen
“Take This Waltz” - Signe Svendsen
“Suzanne” - Mike Andersen
“Memories” - Mike Andersen
"First We Take Manhattan" - Bjørn Fjæstad
"If It Be Your Will - The Webb Sisters
"Show Me the Place" - The Webb Sisters
"The Captain" - Steen Jørgensen
"Everybody Knows" - Claus Hempler
"Dance Me to the End of Love" - Signe Svendsen & Claus Hempler
"Hallelujah" - Bjørn Fjæstad
Encores:
Encore 1: "Bird on the Wire" - The Webb Sisters
Encore 2: "So Long Marianne" - Bjørn Fjæstad

Leonard Cohen Tribute:
Sara Indrio: Vokal, kor & perkussion
Claus Hempler: Vokal
Signe Svendsen: Vokal guitar & kor
Bjørn Fjæstad: Vokal
Charley Webb: Vokal & guitar
Hattie Webb: Vokal & harpe
Steen Jørgensen: Vokal
Mike Andersen: Vokal & guitar
Lars Skjærbæk - Guitar
Palle Hjorth: Keys & harmonika
Mads Andersen: Trommer
Troels Skjærbæk: Kontrabas & elbas 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA