x
Sorthandsk: Sorthandsk

Sorthandsk
Sorthandsk

ANMELDELSE: Hvem skulle have troet det? Tændergnistrende raprock fra Marwan & co.

GAFFA

Album / Blå Fugl Music
Udgivelse D. 17.09.2021
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Hvem fanden skulle nu lige ha’ troet det? En rock/rap-hybrid, der rent faktisk fungerer!? Og så på dansk.

De gange, det succesfuldt er lykkedes at fusionere de to genrer, kan vel nærmest koges ned til Body Count og Rage Against the Machine. Nogle vil sikkert nævne Clawfinger, men helt ærligt, så holder de ikke rigtigt til et genhør, vel? På den hjemlige scene var Geronimo vel mere sjove end for alvor gode, og De Dumme Dänen er det vel de færreste, der ønsker sig et comeback fra ...eller?

Når det umulige på en eller anden måde lader sig gøre for Michel Svane, Søren Bendz og Marwan, er det, fordi det er så tungt, bastant og indebrændt. Der er styr på udtrykket, der er så alvorstungt, ætsende og aggressivt, at man er nødt til at forholde sig til det. Den ægte indignation, koblet med intelligent konstruerede tekster og riffs, der er så skarpt skårne, at man kommer i fare for papercut i øregangene, er en effektiv kombination, og Marwans mørke vokal og lyriske levering er benzinen i denne her molotovcocktail.  

Der lægges ikke fingre på SortHandsks debut, hverken musikalsk eller lyrisk – jeg mener, ”Jeg skal ud og give en fascist hul i hovedet”, fuck for et omkvæd! Og hvad med: ”Alt for træt. Jeg skal op klokken lort om morgen. Hader mit liv. Elsker mine børn. Naturlov. Sort kaffe er benzin til maskinen. Det er rutinen. Lønslave for at kunne gøre en anden rig.”

Vi er ikke i nærheden af nu metal her. Ingen teenageangst og navlepilleri, det her er kulsort socialrealisme blandet med de voldelige fantasier, som en hverdag på bunden, magtesløshed og frustration over verdens uretfærdigheder afføder.

Marwan er næsten bedre som frontmand i SortHandsk end på sine soloudspil. Det er, som om den betontunge musikalske bund får et ekstra lag af intensitet frem i leveringen. Michel Svane og Søren Bendz er ikke kommet sovende til de effektive kompositioner, der er numrenes fremdrift, og de små drys af mellemøstligt klingende toner ind over bastante trommer og huggende guitar er lidt af en genistreg.

På papiret burde det ikke fungere, og jeg kan umiddelbart godt forstå, at flere af mine anmelderkollegaer ud fra beskrivelsen hovedrystende ikke har villet røre ved udgivelsen her. Det kunne de nu roligt have gjort, for SortHandsk er en vidunderlig undtagelse i et genremæssigt farvand, der flyder med rædsler. De skriger på at blive oplevet live, så kære Copenhell, smid dem bare på plakaten til næste år, så ses vi i pitten!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA