x
The Beatles: The Beatles: Get Back, Disney+ dokumentar-serie - Instruktør: Peter Jackson (2021), Michael Lindsay-Hogg (1969).  Premiere 25., 26., 27. november,

The Beatles
The Beatles: Get Back, Disney+ dokumentar-serie - Instruktør: Peter Jackson (2021), Michael Lindsay-Hogg (1969). Premiere 25., 26., 27. november,

Et godt, men også laaaaangt indblik i en forestående skilsmisse

GAFFA

Serie / Disney+
Udgivelse D. 25.11.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

2. januar 1969. Høflige nytårshilsner mellem Paul, George, Ringo og John & Yoko i det store kolde Twickenham-studie i London – og starten på The Beatles’ mission impossible: Skab 14 nye sange på to uger, opfør dem live og uden overdubs - i koncert og som et tv-show, og med rullende kameraoptagelser af hele skabelsesprocessen undervejs. 

Michael Lindsay-Hoggs triste version af fortællingen havde filmpremiere i maj 1970 og virkede for os fans som et sort, tyngende kors på Beatles’ grav.

Her knap 53 år efter har Ringenes Herre-instruktøren Peter Jackson så været gennem de 60 timers filmoptagelser og 150 timers lydoptagelser fra dengang, som alt i alt lægger andre og flere dimensioner til en interessant, men også meeeget langstrakt næsten otte timer lang fortælling om fire venners formidable eventyr på vej mod en ganske naturlig afslutning.

Modsætningerne var mange. Paul McCartney var drivkraften i det, han så som et nyt og skelsættende back-to-the-roots-projekt for gruppen. John Lennon var slet ikke klar og havde ikke materiale efter kraftanstrengelsen med The White Album, afsluttet blot to måneder forinden. George Harrison ville ikke spille live og brød sig ikke om filmstudiet – og rare Ringo ville ikke rejse udenlands, var egentlig bare med og virkede konstant plaget af en kæmpe hangover. Det er dét umulige set-up, Jacksons dokumentar redegør for. 

Fire venner i en kold kulisse.  Efter en venlig start og små musikalske udvekslinger på førstedagen begynder det allerede at krakelere dag to – og det forværres kun den følgende tid, mens et rend af teknikere, assistenter, Hare Krishna-tilhængere og gæster som Peter Sellers kigger forbi og lægger til den ufokuserede stemning. 

Man mærker det hele blive stadig mere håbløst, mens Lindsay-Hogg drømmer videre om en koncert i et romersk amfiteater i Libyen med 2000 fakkeloplyste arabere – og et cruise for band og fans på vejen dertil. Mens musikken ikke rigtigt kommer ud af stedet. Georges’ (flotte) sange falder på hård klippegrund hos uinteresserede John og Paul. Producer George Martin går lidt til og fra, træt af de fires manglende gnist. Og de fire spiller gamle rockere for at genfinde feelingen, men de finder aldrig fokus på samme tid – og det hele er lige så meget en en-til-en-skildring af laaaang spildt tid inkl. bestilling af trekantssandwiches, kiks, te, hvidvin, mumlen, sniksnak og oplæsning af dagens historier i pressen om The Fab Four eller debat om gårsdagens tv-program. Indtil George Harrison fortæller, at han skrider, som cliffhanger på afsnit 1.

John Lennons hurtige udsagn om at tage Eric Clapton med, hvis Harrison ikke vender tilbage, fortæller meget om sammenhængskraftens deroute – men egentlig er det Harrisons betingelser for at vendte tilbage, der får projektet videre: Farvel til film-studiet og i stedet relokalisering i gruppens Apple-bygning, droppet tv-show og ingen stor koncert, men til gengæld et nyt album.

Energi-boost
Filmcrew’et er med hele vejen til at skildre den mærkbart bedre stemning hos de fire gamle venner i det nye studie. Kreativiteten og viljen får et løft, og især er det en ægte energi-indsprøjtning, da en gammel bekendt fra Hamborg-dagene, keyboardspilleren Billy Preston kigger forbi, og straks bliver et femte medlem.

Men illusionen om de 14 helt nye sange og koncertforhåbningerne smuldrer ubønhørligt, mens Yoko Ono og efterhånden også den kommende fru McCartney, Linda Eastman og datteren Heather er med i studiet. Gruppen prøver og prøver. Men mest de samme numre igen og igen  – og igen og igen. McCartneys ”Let It Be” og ”The Long And Winding Road” og Lennons blues’ede ”Don’t Let Me Down” og ”I Dig a Pony” danner en form for rygrad sammen med den akustiske duet ”Two of Us” og ”One After 909” fra gruppens start (i mangel af bedre). Det bemærkelsesværdige er, at de fire undervejs formår at levere smagsprøver på mange af de stærke sange, der senere blev del af gruppens sidste mesterværk - Abbey Road, indspillet få måneder senere - og de efterfølgende solo-udspil. Men i denne tidspressede atmosfære lykkes det bare ikke. 

Handlingen virker ofte som en optagelse i dobbelt slow motion. Ting, der ikke flytter sig. Venner der kender hinanden ud og ind, og kan læse hinandens tanker - men ikke kan komme videre. Masser af spildt tid og fjolleri, trods herlig humor, syrlige indspark. Og undervejs er der rigeligt mange eksempler på sange, hvor stemmerne kun markerer eller er ironisk maniske. Fordi det ikke rigtig gælder. 

Så sent som dagen før den tagkoncert, som de fire - med ti dagens forsinkelse - bliver enige om at gennemføre på Apple-bygningen i Savile Row, er der kæmpe diskussion og intern tvivl.

Men netop dén Roof Top-koncert ender som de fires – og hele mini-seriens – forløsning og ”lykkelige afslutning”. Ikke kun for gruppen: vi seere trænger i dén grad også til den udgang. De 42 minutters optræden blev projektets værdige punktum, indtil det hele afsluttes med en blanding af politiindgriben og forfrosne musikerfingre. Hér var det samlede fokus og den gruppefornemmelse, alle i de foregående otte timer havde savnet. En godt og hårdtrockende gruppe, som omsider fandt hinanden med opmærksomhed og igen blev en helhed. Og som dagen efter også naglede den endelige version af sangen ”Let It Be” i studiet. Fire unge mænd i alderen 25-28 år, som havde oplevet mere end de fleste gennem et helt liv - og som måske nok havde lyst til at være venner, men knap så meget The Beatles.

Alt i alt har Jackson givet os et flot restaureret og enestående tæt og ærligt indblik i maskinrummet og i de psykologiske dramaer hos verdens største gruppe - i en meget kontroversiel periode. Heldigvis meget mere nuanceret end 1970-filmen. Men også meget omstændeligt. Vil jeg vil se serien igen? Som Beatles-fan ”ja” -  når jeg har samlet kræfter. Men nok også med brug af fast-forward-knappen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA