x
22 Pistepirkko: VoxHall, Århus, 13. november

22 Pistepirkko, VoxHall, Århus, 13. november

22 Pistepirkko: VoxHall, Århus, 13. november

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Finner kunne ikke finde hittene

22 Pistepirkkos få hits glimrede ved deres fravær ved ellers fin koncert - læs om Århus-koncerten, før turnéen i aften rammer København

Billede: Martin Dam Kristensen

De er altså lidt sære, de finner - i hvert fald, når det gælder kunst og kultur. Mange finske kunstneriske udtryk, der har gjort sig bemærket uden for landets grænser i de senere år, har i hvert fald noget skævt over sig, og ofte er det netop det, der gør dem charmerende - hvad enten det drejer sig om film af Aki Kaurismäki (aktuel med "Manden Uden Fortid") eller musik af Leningrad Cowboys, The Crash og ikke mindst 22 Pistepirkko.

Og det var netop 22 Pistepirkko, der stod på scenen på VoxHall i Århus som del af den Danmarksturné, der startede dagen før i Odense og slutter i aften på Vega i København. Og ja, de er sære - både at se og høre på. Forsanger og guitarist, den lidet talende P.K. Keränen ligende med sit mutte ansigtsudtryk, grydefrisure og cowboytøj én, der var udeblevet fra en aftale med den lokale distriktspsykiatri. Gruppens to andre medlemmer, keyboardspiller/bassist Asko Keränen (bror til P.K.) og trommeslager Espe Haverinen - der også af og til sang leadvokal - virkede mere imødekommende, men havde heller ikke spenderet formuer på styling.

Musikalsk er 22 Pistepirkko lige så særegne som navnet, der skrives "Kaksikymmentäkaksi Pistepirkko" og betyder "22 gule mariehøns". Stilen er en både skæv, skramlende og ofte iørefaldende blanding af alverdens tænkelige stilarter - pop, rock, blues, country, disco, electronica m.m. - med P.K.s karakteristiske, talesyngende, smånasale stemme med en vis accent i front.

Sådan var det også på VoxHall. Gruppen stillede op i trioformen uden yderligere musikere, men det syntes heller ikke nødvendigt. Lydbilledet var fyldigt, hvilket især skyldtes de mange keyboardeffekter og programmeringer, der også leverede en del af bassen, men også P.K.s skiftevis akustiske og elektriske guitarspil gav en god bund. Trioen er i det hele taget godt sammenspillet, men de har også eksisteret i tyve år.

22 Pistepirkko har netop udgivet det dobbelte opsamlingsalbum "The Nature Of 22 Pistepirkko 1985-2002" med numre fra hele deres engelsksprogede karriere (deres allerførste album fra 1984 er på finsk), og koncerten bød da også på numre fra hele denne periode. Opsamlingen indeholder både hits, "burde-være- blevet-hits" og sjældenheder, og ret beset har 22 Pistepirkko heller ikke haft nok internationale hits til at fylde en hel opsamling. De har dog leveret stærke sange som "Swamp Blues", "Don’t Say I’m So Evil", "Gimme Some Water", "Let The Romeo Weep", "Quicksand" og "Rally Of Love", der da også alle blev gedigent leveret af nogle tændte mariehøns.

22 Pistepirkko har dog haft visse hits, først og fremmest det internationale gennembrud, den glade og stærkt melodiske "Birdy" (med indlagt fuglesang) fra 1992-albummet "Big Lupu", der som naturligt højdepunkt var gemt til sidst i koncerten - troede vi. Men nej, den kom aldrig, til trods for adskillige opfordringer blandt publikum. Det så ud til, at bandet ikke selv var enige om, hvorvidt den sang skulle spilles eller ej. Under alle omstændigheder var udeladelsen af den koncertens største skuffelse - sangen er altså trods alt ikke blevet så stort et hit, at 22 Pistepirkko kan tillade sig at være trætte af den på samme måde, som f.eks. C.V. Jørgensen og Radiohead nødigt spiller hhv. "Costa del Sol" og "Creep" (det burde bemeldte navne i øvrigt heller ikke have noget imod, men det er en anden sag).

Vi fik heller ikke sidste års ligeledes iørefaldende småhit "This Time" fra trioens seneste studiealbum "Rally Of Love", men de gule mariehøns gav dog allernådigst et andet halvhit, "Onion Soup" fra det foregående studiealbum "Eleven" (1998) som allersidste ekstranummer. Dermed afsluttede de halvanden times trods de omtalte mangler overvejende god koncertaften, hvor højdepunktet var trommeslager Espe Haverinens a cappella-fremførelse af den tragikomiske vise "Blue Balloon".



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA