x
Crystal Castles : Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Crystal Castles , Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Crystal Castles : Beatday, Telt-scenen, Valbyparken, København

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

De stramme hættetrøjer - hætten godt over hovedet - er dresscode, når Toronto-duoen Alice Glass (vokal) og Ethan Kath (programmering, blips-and-blops) inviterer inden for i deres alligevel ret så ekstreme rave-elektro med stærke beats og lynende Atari-sekvenser. Alice trådte ikke uventet ind på scenen i dybt mørke og begyndte straks at svinge rundt med en blinkende stoboskopprojektør, mens Ethans scenepræsens er noget mere anonym bag diverse keys, effekter, laptop and what not.

Crystal Castles gik på scenen, lige da mørket faldt på over Valbyparken. Alice Glass skriger sin vokal ud, og ravede løs fra scenen og lænede sig ud over publikum fra gelænderet foran scenen. Publikum gik amok, og lyden var øredøvende dunderhøj - væk var fornemmelsen af telt og udendørsfestival. Der var kældermørkt.

Med på scenen var deres live-trommeslager, Christopher Robin, som både gav energi og mere skarphed i de knastørre beats, men desværre var sangerindes vokal i flere af numrene ikke særligt tydelig. Som om hun var mere optaget af at distribuere mørk energi, end at koncentrere sig om at synge. Desværre er det også hendes vokal, som oftest med mange effekter, som skaber modvægten til computerlydene. Det, der gør Crystal Castles til Crystal Castles. Derfor trækker det ned.

Den canadiske duo har kun udgivet debuten "Crystal Castles" fra foråret 2008, og Beatday-koncerten gav plads til numre som "Alice Practice", "Air War", "Courtship Dating" og smashhittet "Crimewave" samt "Untrust Us" og "Xxzxcuzx Me". Bandet er godt booket, unikt, men koncerten var noget kaotisk, mere ekstrem og energisk end musikalsk. Crystal Castles er bedst, når der er fuld skrue på effekter og trommer, når Atarien slår ekko, ringer ud i støjende, tunge flader, og numrene virkningsfuldt eksploderer i et house-agtigt klimaks.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA