x
John Fogerty: The Blue Ridge Riders Rides Again

John Fogerty
The Blue Ridge Riders Rides Again

John Fogerty: The Blue Ridge Riders Rides Again

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 02.09.2009
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Den legendariske status kan ingen tage fra ham. 26 millioner solgte album i USA alene taler vel sit eget sprog. John Fogerty begik sammen med Creedence Clearwater Revival nogle af sluttressernes mest iørefaldende sange, baseret på en simpel formel af rhythm 'n' blues og velspillet sump-rock. Fogertys solokarriere har derimod ikke været præget af den store gennemslagskraft trods hæderlige præstationer. The Blue Ridge Rangers Rides Again bærer næsten samme titel som solodebuten fra 1973. Her hives rødderne op igen ved roden i en bred vifte af country-covers. Forskellen fra dengang er bare, at Fogerty ikke spiller hele molevitten. Assisteret af en lang række venner plus et velspillende band bestående af bl.a. Jay Bellrose og Buddy Miller emmer albummet af liv. Don Henley og Timothy B. Schmit gæster på Garden Party, Bruce Springsteen på When Will I Be Loved, og det ubeskrevne blad Jodie Kennedy lyser op sammen med Fogerty på Heaven's Just A Sin Away. John Fogerty lyder, som om han har haft det sjovt oppe i høet på et album, der er mere halmballe end velovervejet nytænkning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA