Missy Elliott: Store Vega, København

Missy Elliott, Store Vega, København

Missy Elliott: Store Vega, København

Anmeldt af Pelle Peter Jensen | GAFFA

Med et bagkatalog der kvalitativt overgår 90% af hendes kolleger og et hit-CV med ammunition nok til at skyde årets – på papiret – fest i gang, var fredagens Missy Elliott-visit fra Virginia en længe ventet fornøjelse. Siden Missy i 1997 væltede den internationale hiphopscene med "Supa Dupa Fly" , har hun sammen med Timbaland været en af genrens kraftigst lysende stjerner. Få har som den duo formået at bygge bro imellem en evigt fremadsynet lyd og radiobølgerne. Men i Missy Elliotts optik trækker hun sin genre tilbage til en del af udgangspunktet, og repræsenterer den festkulturelle part, der altid har været en hjørnesten siden hiphoppens fødslen. Således hedder hendes kommende album meget passende "Block Party".

Den imaginære hiphop-højskole-sangbog
I går var gadefesten rykket indendørs. Og dét foran en mindre gadelicious crowd. Til gengæld kunne Elliott let have optaget en musikvideo inkluderende mange af hendes fans, da både herrer og damer – sidstnævnte i klart overtal – ikke lod meget tilbage at ønske over for danserne på scenen. De var med andre ord "klædt på til narrestreger", som min mormor ville have sagt.

Efter en kort opvarmningssession af DJ Freestyle Steve, der fik folk til at hive den imaginære hiphop-højskole-sangbog frem og i fællesskab skråle med på alt fra Biggie og Jay-Z til den aktuelle konge af US rap, Rick Ross, slukkede lyset i salen, da klokken rundede 20.30. Ni selvlysende dansere tog plads på scenen til øredøvende publikumslarm, og i midten blev fem kasser med hvert deres bogstav stablet, så de til sidst stavede "Missy". Det var ikke svært at gætte, hvem der gemte sig derinde, og da det endelig blev afsløret, gik Vega i en instinktiv jubel-ekstase, hvis lige jeg sjældent har set.

Missy kvitterede med et kort medley der bl.a. inkluderede "Gossip Folks" og "One Minute Man". Sidstnævnte blev et ufrivilligt ironisk pejlemærke over, hvorledes hun havde tænkt sig at give en række af sine bedste og største hits. Vi fik omtrent 40 sekunder af "One Minute Man" – en sang med en titel så sigende, at pointen ikke behøver en yderligere uddybning. En liflig duft af dobbeltmoral spredte sig så småt.

Antiklimaksernes holdeplads
Det samme gjorde dog duften – eller lugten – af fest dog også. For selvom flere af numrene var reduceret til et- og to-vers-versioner, kan selv en alt for lav mikrofon og en uklar lyd i beats'ene ikke tage kvaliteten fra hits som "Hot Boys", "Get Ur Freak On" og "Can't Stand The Rain". Der blev med andre ord hoppet, danset, skreget og svedt igennem. Således også på scenen hvor Frøken Elliott var i godt humør på trods af en forkølelse, og hendes dansere uafbrudt leverede varen gennemført flot, godt og underholdende. Sjældent gør dansere noget som helst for undertegnede, men gårsdagens præstation var en konstant kilde til yderligere festglæde og begejstring.

Hvad danserne havde i timing, manglede dj'en, Missy og hendes hypeman dog. Ud over de nedkortede numre skulle vi nemlig imellem numrene konstant svare på diverse spørgsmål, der mindede påfaldene meget om hinanden. Selvom københavnerne var kommet for at høre Missy, kunne det ofte virke omvendt. Når man bruger op til to minutter mellem reel musik på at få folk til at larme, bliver det fortærsket. For "jaaaaaa", selvfølgelig ville det blive en god aften. Og dog, for nu skulle vi da høre Black Eyed Peas' "Tonights Gonna Be A Good Night". Og hvorfor ikke tage Ushers måske mest uinteressante single til dato, "OMG" med i købet.

Nogle sko, en tusch, Lexi, Taisha, Danté & co.
Da Missy efter sit tøjskifte vendte tilbage, var det dog til en af koncertens absolutte højdepunkter. Vi fik "Work It" i en absolut veloplagt version, før "Pass Dat Dutch" fortsatte festen. Og så ville Missy ud i crowden og feste med. Af med diamanterne, på med en bodyguard, og så tog den bette rapper sig en lang og festlig tur rundt på begge Store Vegas etager. Mens Missy igen skulle skifte tøj, fik vi lov at lytte til hendes forholdsvis ligegyldige ny-signede sangerinde fra Hawaii. Alle disse afbrydelser og halvgøglede indslag gjorde, at festen aldrig varede i længere end et par minutter. Antiklimaks på antiklimaks fyldte op mellem de momentvise fester, der selv, når de var bedst lød dårligt.

Den gode Misdemeanor vendte tilbage til scenen og gav "Lose Control" og "Ching-A-Ling", før koncerten pludselig var slut. De sidste ti minutter blev brugt på at signere diverse T-shirts og sko for at kaste dem ud til publikum, alt imens Freestyle Steve viste sig som en ikke alt for spændende freestyler. I hvert fald udførte han undervejs den samme tamme beatjuggle, der til sidst fik "jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid"-værdi.

Missy blev ved hjælp af et rødt lagen igen "tryllet" væk, men vendte hurtigt tilbage for at præsentere sine dansere. I den sidste femtedel af koncerten var det således nogle sko, en tusch, Lexi, Taisha, Danté og de andre dansere, der var hovedpersoner. Foruden et entusiatisk og meget medlevende publikum. Meget sigende for en aften, hvor dét, jeg elsker Missy Elliott allermest for, musikken, desværre fik en birolle. Det er især svært at leve med, når filmen kun varer en time.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA