x
Katie Melua: Tinghallen, Viborg

Katie Melua, Tinghallen, Viborg

Katie Melua: Tinghallen, Viborg

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Billederne stammer fra koncerten i Falconer Centeret 21. maj

I aftes i Tinghallen i Viborg var man virkelig i tvivl, om det var den nye Opel Ampera eller den lille millionsælgende sangerinde Katie Melua, der var hovednavnet. Jeg mindes ikke tidligere at have oplevet så massiv sammensmeltning af kapital og kultur, og det flyttede uvægerligt fokus fra musikken.

Wir Leben Autos

Da vi forlod den fyldte Tinghal stod en skare af hvidklædte Opelpiger og stak os en dvd med et stort Opel-logo, et billede af Katie Melua og teksten fra overskriften. Dvd'en indeholder fortrinsvis reklame for Opels nye Opel Ampera, som Melua roser i voldsomme vendinger på dvd'en, og hun tilkendegiver i et interview med Opel-chefen, at hun er voldsomt "excited" over samarbejdet. Under koncerten ventede man hvert øjeblik en blankpudset Opel på scenen, og meterhøje lysende Opelskilte mødte os i foyeren. Selv Katie Melua-T-shirts, som man blev tilbudt for 200 kroner, bar Opels mærke.

Opel Ampera kører efter sigende på el og "Wir leben Autos", og det er alt sammen meget godt, men regnen af penge som denne sponsoraftale har givet Melua smittede ikke af på billetprisen på 445-545 kroner, og produktionsomkostningerne med fire musikere på scenen og et avanceret lysbillede-apparat gav heller ikke nogen undskyldning for at plage sit dedikerede publikum med den slags stærkt usmageligt reklamestøj.

Meget langt fra crazy

Den georgiskfødte 26-årige Katie Melua er med et pladesalg på 10 millioner Europas bedst sælgende kvindelige artist, men hun lignede på mange måder en stor skolepige på scenen. Koncerten startede med en af hendes mest elskede sange, "The Closest Thing To Crazy", hvor hun spillede alene gemt bag et forhæng, som blev rullet væk efter første vers. Melua er dog stadig med sine fire studiealbum i ryggen klassens pæne pige og meget langt fra nogen form for crazy, og når hun senere i showet synger sin nyere sang med titlen "I'd Love To Kill You", tror man hende ganske enkelt ikke.

Men forliger man sig med disse fakta, fik vi en dejlig aften i selskab med den lille pige med den store stemme og hendes velspillende orkester, og ingen kan tage fra hende, at hun har lavet en ret stor håndfuld smukke popsange, som hun fremfører med stor selvtillid og indlevelse.

To højdepunkter fra hendes seneste plade var den inciterende og nuancerede "The Flood", som blev fulgt af en smuk dansevideo på scenens bagtæppe, samt sangen "The House" hvor Melua vellykket spiller på blandingen af skønhed og uhygge. Det smukke tableau på bagtæppet fik mig til at tænke på dem, man så i Lars Von Triers "Breaking The Waves".

Ikke sjældent blev sangene tilføjet på forhånd indspillede lydspor med strygere eller blæsere, som man nok skulle synes, Katie Melua kunne få råd til at medbringe på scenen, men man så dem trods alt ganske smagfuldt for eksempel spille på bagtæppet i silhuet.

Når Katie Melua forsøgte at synge blues, blev det ganske letbenet, men når hun sang hits som "If You Were A Sailboat", "Piece By Piece" og ikke mindst den smukke kærlighedssang "Nine Million Bicycles" som ekstranummer lod vi os glade synke ned i sædet og glemte alt om tysk bilindustri.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA