x
Crystal Castles: Northside Festival, Scene 2, Aarhus

Crystal Castles, Northside Festival, Scene 2, Aarhus

Crystal Castles: Northside Festival, Scene 2, Aarhus

Anmeldt af Nicholai Friis Pedersen | GAFFA

Med to roste album bag sig var lo-fi/elektro/punk/noise-duon bestående af lydarkitekt og producer Ethan Kath og sangerinde Alice Glass klar til at ryste Northside Festivals grundvold, og det lykkedes også langt hen ad vejen.

Fra gruppen, der var klædt i ens militærjakker, fik vi således energiske versioner af pladernes bedste hits, hvor specielt det mere melodiske materiale fra debuten fik folk op at ringe i en vellykket koncert, hvor soveværelsesproduktionerne kom overraskende godt og klart ud over det store anlæg.

Melodi og støj

Gruppens lydbillede består af karakteristisk, energisk, ofte manipuleret og ikke altid skønt lydende kvindevokal og pumpende 4/4-rytmer, hvor fængende synths og elektronisk støj kæmper om at få overtaget.

Nogle gange vinder støjen, som i "Fainting Spells", andre gange det melodiske som i "Untrust Us", og når de er allerbedst forener de to ting sig, som i signatursangen "Alice Practice", der i midten af 00'erne gav gruppen hul igennem.

God figur til Northside

De mange fremmødte så bestemt ud til at nyde, hvad de fik serveret, og selvom gruppens hjemmebane nok er tætpakkede klubber, fungerede materialet meget godt i stadionformatet. Alice Glass så i hvert fald ud til at mene hvert et ord hun skreg, og det var meget på grund af hendes åbenlyse entertainer-gen, at publikum blev holdt fast. Således sprang og vred hun sig, mens Ethan Kath – cool bag det elektroniske udstyr – eksekverede tracks og effekter.

At ensformigheden, der også kendetegner gruppens albums, kom snigende til sidst, ændrer ikke på, at gruppen i det store og hele gjorde god figur på Northside.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA