x
Black Dub og Daniel Lanois: Store Vega, København

Black Dub og Daniel Lanois, Store Vega, København

Black Dub og Daniel Lanois: Store Vega, København

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

PR-foto

Varme, instrumentbeherskelse og spilleglæde. Enkelhed, dybde og naturlighed. Sjælfuldhed, råstyrke og passion. Man kunne blive ved i treklange. Men kunne også give sig i kast med at definere Black Dubs musikalske ophav, men allerfriest vil det være, slet og ret at kalde det hvad det er: Musik! Genren eller genrerne er underordnet, det væsentlige er anslaget, der sker direkte på den musikalske nerve.

De fire musikanter elsker tydeligt det, de gør. Fremførslen er uprætentiøs - ingen grund til pynt og ekstravagance, selvom både arrogance og distance ville blive tilgivet, nu hvor der rent faktisk er noget at have det i. Men nej. Skrabet scene, sparsom lyssætning og gennemsyret naturlighed. Man kunne have brugt hele Store Vegas dybe og brede scene, men i stedet er de fire musikere placeret på lige linie forrest på scenen. Tæt og intimt. Fordi de spiller musik - sammen.

Manden bag musikken, der ikke er hr. hvem som helst, Daniel Lanois, har sin sædvanlige hue godt nede over ørerne (næsten øjnene) og kunne nemt forveksles med en hjemløs, men når det kommer til guitarspil og sang, så er han alt andet end hjemløs. Han fremstår veloplagt og glad. Takker publikum for at møde frem og er åbenlyst taknemmelig for at få lov at musicere. Hans ikoniske guitarlyd er både sfærisk, rå, blødende, smuk, harmonisk og skærende. Hvad end det er de instrumentale sekvenser, der er som taget ud af lydtæppet til en drømmesekvens eller de vokalbelagte numre, hvor Trixie Whitley ofte er i front.

Det Trixie Whitley i mine øjne og ører kan er at balancere. Hun har både kraft og volume, men mestrer også det tilbageholdte og knugende. Og så formår hun at variere og docere sine virkemidler. Måske desværre lidt bedre på det sublime debutalbum, end på scenen, hvor hun meget gerne vil ud over scenen og prøver at komme det ved at vende sig ud. Stærkest virker hun dog på mig, når hun vender sig ind og lader sin ru og mørke stemme blive en del af helheden. Men synge det kan hun! Og supplere på trommer, guitar og tangenter for den sags skyld. Hun antydede at hendes stemme ikke var på toppen denne aften. Den behøver i så fald ikke være i top for at have effekt.

Første del er baseret på vokal og tager udgangspunkt i "Black Dub"-albummet. En, to eller tre stemmer. Dernæst følger lidt klassiske Lanois-numre, heriblandt hans mesterlige pedal steel. Inden vi igen vender tilbage til kvartettens samspil.

Koncerten med Black Dub destillerer musikken og koncertgenren. Med autenticitet til overflod og veltempereret ekvilibrisme får vi fremhævet det som musikken kan og skal kunne. Dengang, nu og i fremtiden. Uden dikkedarer og teknologiske superkræfter. I stedet en nærmest klassisk eksekvering af det musikalske sprog, baseret på håndværk og præsens.

Gruppens navn er mig stadig en gåde. Det antyder en musikalsk retning og stil, imens tonerne i praksis er så meget mere. Men pyt, kasser, titler og genrer er kun interessante, hvis der ikke er noget andet at kaste sin opmærksomhed efter. 

Black Dub spiller søndag den 24. juli på Voxhall i Århus



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA