x
Mark Knopfler og Bob Dylan: Jyske Bank Boxen, Herning

Mark Knopfler og Bob Dylan, Jyske Bank Boxen, Herning

Mark Knopfler og Bob Dylan: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Mark Knopfler (****)

Musikalsk valium har en af vore ærede læsere i et anfald af poetisk inspiration engang kaldt den i dag 62-årige Knopfler. Lovligt hårde ord efter Deres Udsendtes smag, men det er klart, at den tidligere Dire Straits-guitarists temmelig tilbagelænede rockmusik formentlig vil fornærme de færreste. Til gengæld er han så, ikke desto mindre, en lejlighedsvist fremragende sangskriver, hvilket ikke mindst blev demonstreret på albummet "Sailing to Philadelphia" fra 2001.

Derfor er det da også ganske glædeligt, at han vælger at åbne aftenens sæt med "What It Is" i fornem versionering og, siden, følger op med en tæt på smuk udlægning af pladens titelnummer. Og, nå ja, så er han jo også en eminent guitarist; en af de trods alt temmelig få med en helt egen, umiskendelig signatur-sound.

Snigende utålmodighed

Vi får de fuldbårne og indimellem keltisk kolorerede rocksange, fine akustiske indslag og nedbarberet trio-format på en hyldest til Sonny Liston, hvor Knopfler kun akkompagneres af kontrabas og trommer. Vi skal dog hen imod slutningen af det halvfjerds minutter lange sæt, før publikum for alvor kommer op af sæderne i anledning af en sitrende "Brothers in Arms". Scenen er badet i skiftevis blåt og rødt lys i nogle lange, gåsehudsfremkaldende minutter; som altid giver Knopfler sig god tid, og sangene får lov at folde sig ud i langstrakte instrumentale passager, hvor de sublime soli suppleres af blandt andet violin og fløjte fra det syv mand store ensemble.

Gennem hele seancen har det været umuligt ikke at beundre og respektere det fornemme musikerskab fra hele holdet. Men – hvis vi nu skal være ærlige – samtidig svært ikke at sidde og blive små-utålmodig efter at selve Stormesteren gør sin entré: "Ladies & Gentlemen....Columbia recording artist – Bob Dylan!", som introduktionen som sædvanligt lyder.

Bob Dylan (*****)

Den er sikker hver gang: når anmelderen efter sin bedste professionelle og personlige overbevisning tildeler endnu en glimrende Dylan-koncert sine velfortjente stjerner, står der et kor klar til at hævde, at kritikerne ikke formår at forholde sig kritisk til netop Dylan; at han kunne lave en pølse på scenen og stadig få topkarakter og at han i øvrigt synger forfærdeligt og ødelægger sine egne sange. Og som skribent ønsker man næsten, at Dylan vitterligt ville levere en lortekoncert, så man kunne modbevise påstandene. Det, der er sagen, er imidlertid at Dylan aldrig leverer koncerter, som er mindre end inspirerende og i det mindste lejlighedsvis når sublime højder. Tro mig; jeg har været til en femten-tyve stykker de sidste sytten år.

En dag på kontoret

Bevares, det betyder ikke, at manden er ufejlbarlig eller uden åbenlyse skønhedspletter og potentielle kritikpunkter. Heller ikke i aften. Vi får storslåede stunder - "Forgetful Heart" har aldrig lydt smukkere, "Simple Twist of Fate" sjældent blevet leveret så følsomt – men også tilnærmelsesvis tomgang i et bluesbaseret ny-arrangement af "Mississippi", "The Levee's Gonna Break" og den obligatoriske "Highway 61". Her trædes der vande i tyndslidte bluesrundgange; på den anden side er det svært at bebrejde en mand, som på tredje årti giver omkring 200 koncerter om året, hvis der indimellem sniger sig et element af rutine og dag-på-kontoret ind i sættet.

Skal man partout være på tværs kan man da også ærgre sig over, at Dylan ikke trækker på et bredere udsnit af sit enorme bagkatalog – man bliver så glad, når han hiver mere overraskende numre op ad hatten, sådan som det for eksempel skete ved sommerens fremragende friluftskoncert i Odense.

En liga for sig

Men, men: når Dylan brænder igennem – og der sker adskillige gange i aften – er han stadig uovertruffen, ikke mindst som vokalist. Bedst er det, når han forlader orgelet for at foredrage sine sange midt på scenen, enten med guitar eller slet og ret smådansende på sin mildest talt distinkte facon, mundharmonika og mikrofon i hånd. I aften eksempelvis på en omarrangeret "Things Have Changed". Og jo, Knopfler er med på scenen de første fem numre, hvor han dog ikke gør noget større væsen af sig og falder diskret ind i backingbandet. Fem stjerner må det blive, fordi denne signatur på den ene side har bevidnet mere beåndede Dylankoncerter end aftenens; på den anden er og bliver livekunstneren Dylan i en liga for sig. Er det ok med jer, venner?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA