x
Avenged Sevenfold: Falconer Salen, København

Avenged Sevenfold, Falconer Salen, København

Avenged Sevenfold: Falconer Salen, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det er på sin plads at møde op med visse forventninger til et band som californiske Avenged Sevenfold. Et band, som netop har haft udsolgt på blandt andet respektindgydende Wembley Arena så sent som 25. september i år. Nuvel, mere ydmyge Falconer Salen på Frederiksberg kan gøre det, så her stod vi så nærmest både piger og drenge med spændte bryster og luftguitaren stemt. Og hvad skete der så? Jo, vi fik hvad vi kom for. Stort set.

Efter albummet "Hail to the King", som er det sjette album fra Avenged Sevenfold, er bandets rolle slået fast: Vi er på overdrevet i noget i retning af scream-metal, men med lyriske passager (ikke mindst når bandets afdøde trommeslager, Jimmy "The Rev" Sullivan, mindes). Af og til kan lyrikken gå over i en tostemmig guitarlyd, som endda kan bringe mindelser om næsten glemte oldtidsfund (publikums gennemsnitsalder taget i betragtning) som Wishbone Ash og Eagles.

Men så tonses der igen! De dobbelte stortrommepedaler bruges så effektivt og nuanceret af Richard Arin Ilejay, at den masserende frekvens for mellemgulvets indvolde bliver en væsentlig del af oplevelsen. Tænk engang: der er stadig en lever, nyre osv.!

Den anden gode nyhed: Bandet kan spille. Den dårlige nyhed: De spiller faktisk så godt, at det af og til kan tage magten fra dem. Det skete ikke mindst i noget så umoderne som en langstrakt guitarsolo uden bandbacking. Vel var det dygtigt, men ikke eksempelvis på Steve Vai-niveau. Det endte som et uinteressant løb over gribebrættet, mens tankeflugten drev ud over stepperne efter et svar på, hvad dette intermezzo egentlig skulle gøre godt for? Jo, vi fik klappet med, men det flyttede sig ikke rigtigt.

Dvs… lige indtil Fanden (eller en i ledtog med ham) atter tog ved bandet, som igen leverede noget old style metal a la Black Sabbath og Led Zeppelin, men mikset med en nutidig upbeat fornemmelse, som var den klammeste norske, black metal kørt med ned i den musikalske blender. Det skal man altså være ret god for at mestre. Men bandet startede også i 1999, da stifterne var 18-19-årige knægte, og kongerne fra dengang stadig i dag holder ud som rollatorrockens frontkæmpere.

Hos Avenged Sevenfold er trommestilen thrashet, men meget præcis som indpisker, og det lidt old school element i de fleste af sangene indeholder lynhurtige guitarsoloer og guitardueller.

Holder det? Ja, i hvert fald 80 procent. Man er med garanti underholdt, med mindre man lige har rejst sig fra et repræsentantskabsmøde om Danske Banks nye kundestrategi og bare ikke kan få stemningen eller synet af kundebevægelsen som en hær af flygtende lemminger ud af kroppen. De sidste 20 procent falder fra hinanden i en cool attitude fra scenen, som om man ikke rigtigt mener det – sådan helt.

Frontmanden Matthew Charles Sanders har en personlig udstråling som et kølehus, der lige er ved at smække porten i, før man finder ud af, hvad han virkelig indeholder. Man kunne ikke mærke ham. Vidste ikke, om han var vred, glad eller blot havde indstuderet showet så meget, at der ikke rigtigt var plads til at være menneske mellem alt råberiet.

Avenged Sevenfold gæstede første gang Danmark i 2008 som opvarmning for Iron Maiden i Horsens, og der kan bandet nok stadig lære et trick eller to om, at når man har så meget spilleglæde, som bandet utvivlsomt har for at kunne lyde som de gør, så må de også gerne vise det. Hermed menes endnu mere - fremfor at give en snigende fornemmelse af en lukket fest, som kun blev reddet, fordi publikum insisterede på at blive lukket ind.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA