x
Manfred Mann's Earth Band: Train, Aarhus

Manfred Mann's Earth Band, Train, Aarhus

Manfred Mann's Earth Band: Train, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Arkivfoto

Det var egentlig ret svært at vurdere, hvem der havde den største fest i aften – publikum eller Manfred Mann og hans Earth Band. På denne kedelige regnvejrssøndag var stemningen høj på et tætpakket Train. Det var tydeligt at mærke, at alle både på og foran scenen havde glædet sig til koncerten, og det blev fejret med både grin, sang og dans. Manfred Mann's Earth Band kører på 44. år, manden selv er 73 år, og bandet stillede op med besætning mk XI+.

Man kunne dog ikke høre, at denne konstellation ikke har spillet sammen siden 1971 – samspillet var perfekt, den tekniske kunnen og musikaliteten ligeså. Jeg gad nok vide, hvor meget af det, jeg var vidne til, der var planlagt, og hvor meget, der var improviseret. Det hele lød enormt rutineret og veltilrettelagt, men samtidig var der en friskhed over musikken og bandets bevægelser på scenen, der fik denne aften til at virke ganske unik.

 

En ny og en gammel stjerne mødtes

Besætningen bestod ud over Manfred Mann selv på keyboard af den oprindelige guitarist og vokalist Mick Rogers, sanger Robert Hart, bassist Steve Kinch og trommeslager Jimmy Copley. Koncerten lagde ud med et nummer fra Mick Rogers' tid, nemlig "Spirits In The Night" af Bruce Springsteen. Første vers blev sunget af Hart, hvorefter Rogers tog over, og allerede der var jeg solgt: Han sang jo bedre nu end på originalen – og det er 40 år siden! Koncerten var ikke mange sekunder gammel, da Mick Rogers imponerede mig første gang, og han blev ved med at gøre det hele koncerten ud – især med sit eminente guitarspil.

Næsten alle numre havde en guitarsolo, en keyboardsolo og en battle imellem Mann og Rogers, gerne med Mann på keytar kommende frem på scenen, hvor han dansede rundt og viste, at han ikke blot er fantastisk dygtig til at arrangere og omarrangere musik, men i den grad også kan sin teknik på tangenterne med mere end 50 år erfaring. Han udstrålede et fantastisk overskud og en glæde ved at stå på scenen, der gjorde, at denne 73-årige mand ligeså godt kunne have været 20.

Og denne glæde smittede af på resten af bandet. På "Dancing In The Dark", endnu et Bruce Springsteen-nummer, blev han ved med at få Robert Hart til at grine i verset, så det smuttede for ham – til stor morskab for både publikum, bandet og ham selv. Men det blev aldrig plat, Hart havde rigeligt af overskud i sin stemme til at lege med numrene. Hele koncerten bar præg af et musikalsk overskud. Robert Hart forlod scenen under hver af de mange, lange instrumentalstykker, og hver gang han vendte tilbage, nåede stemningen i salen nye højder. Han satte gang i fællessang og kunne ikke selv stoppe, selv når nummeret var forbi; han dansede rundt og fik bandet til at blive endnu bedre, og så sang han bare smadder godt. Han kunne sagtens måle sig med tidligere sangere i Manfred Mann's Earth Band som Chris Thompson og Noel McCalla.

På Bob Dylans "You Angel You" faldt Hart dog igennem. Med akustisk guitar og Bryan Adams-vokal blev det en tand for flødebollet til mig. Han sang sådan set godt nok, det var bare hele arrangementet, der blev for meget. Det blev der heldigvis rodet bod på allerede på næste nummer, "Father of Day, Father of Night"

 

Gensyn med et gammelt pophit

Herefter forlod Hart, Mann og Kinch scenen, så Mick Rogers kunne få lov at vise, hvor meget han kan på en guitar. Det blev en tur endnu længere tilbage i tiden med et 50'er-hit fra hans skoletid efterfulgt af Manfred Manns hit fra før Earth Band-tiden "Do Wah Diddy Diddy" bakket op af Copleys uendeligt stabile trommer. Det var en herlig pause, der illustrerede Rogers' evner og spilleglæde, Manns øre for en god popmelodi og det nostalgitrip, som ikke bare publikum i salen var på, men også bandet på scenen. Det er musik, der har beriget dem med oplevelser i 50 år, og det var, som om alle de gode oplevelser udspillede sig for bandet endnu engang denne søndag aften på Train.

Sættet blev sluttet af med en powertrio i form af "Don't Kill It Carol", "Blinded By The Lights" og "Davy's On The Road Again". Skal man finde noget at pege fingre af ved koncerten, så blev jeg en smule skuffet over "Blinded By The Lights". Det blev aftenens korteste nummer, og jeg savnede, at Hart gav den lidt mere råhed, som med hans Ian Gillan-skrig på "Davy's On The Road Again". Det var godt, men standarden var bare så høj hele vejen igennem og især på sidstnævnte nummer, at Springsteen-sangen, der vel nok er mere kendt under Manfred Mann, ikke levede helt op til forventningerne.

Bandet forlod scenen, hvilket var første gang for Copley, der aftenen igennem havde leveret fundamentet for musikken med sine tunge grooves og skarpe fills. Han var da også den første på scenen til ekstranummeret, "The Mighty Quinn", som startede med en trommesolo, efterfulgt af keyboardsolo, guitarsolo, fællessang og en finale, der opsummerede alt det gode fra hele aftenen – samspil, spilleglæde, rutine og en lyst til at blive ved med at prøve musikken af. Jeg fortsatte med at synge hele vejen hjem – og det var ikke øllens skyld. Det gode humør kom i den grad ud over scenekanten og smittede af.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA