x
Santana: Corazón, deluxe version

Santana
Corazón, deluxe version

Santana: Corazón, deluxe version

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 08.05.2014
Anmeldt af
Henrik Friis

I december hyldede Carlos Santana latinamerikansk musik ved en koncert i mexicanske Guadelajara – tæt på hans fødeby – sammen med en række mellem- og sydamerikanske solister. Et samarbejde som nu er videreført på Santanas "første latin album"(?).

OK, de fleste tekster er spanske, men ellers er det latinamerikanske præg ikke dybere, end at alle, der har fulgt Santana siden 1999's Supernatural, er med. Men heldigvis lidt mere opfindsomt end alle spændetrøje-kopierne, der fulgte.

Albummet består af duetter: Først brasilianske Samuel Rosa, der straks peger mod dansegulvet med piskende percussion og Santanas lyrisk/skarpe spade. Og allerede i anden sang, La Flaca med colombianske Juanes, synes albummet i stor-form: en sej hoftevugger, hvor Santana sætter wah-pedalen til og giver den første af mange tændte solo'er.

Men så følger et mix af cumbia, ska og toasting med argentinske Los Fabulosos Cadillacs, et lettere selvfedt retake af Oye Como Va med Pittbull-rap og sødlig Bob Marley-kopi med sønnen Ziggy og colombia-rapperne ChocQuibTown – ingen rammer bull's eye. Inden albummets perle kommer: En smægtende "spanificeret" buleria af italienske Una Notte a Napoli med mexicanske Lila Downs, spanske Nina Pastori og argentinske Soledad som alle bevarer deres særpræg – lagt sammen med sublim akustisk guitar.

Udsvingene er typiske: Fine danse-invitationer blander sig med fusion og grand prix-pop. Og selv om Gloria Estefans to "natklub-bidrag" hører til i den rigtigt høje ende, står man igen med en blandet Santana-fornemmelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA