x
Suspekt: Musikteatret i Albertslund

Suspekt, Musikteatret i Albertslund

Suspekt: Musikteatret i Albertslund

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Det er noget af et syn, der møder en denne aften på Vestegnen. En alenlang kø slanger sig gennem Alberslund centrum, hvor hædersmænd med ansigtstatoveringer og skønjomfruer med silikonekasser har sat hinanden stævne. Køen til trods er smilene store, for de har noget at fejre. Ikke alene er Daniel Agger kommet hjem, bysbørnene Suspekt udsender deres femte album.

Det markeres med en todelt releasekoncert, hvor vi først skal opleve hele det nye album og derefter fejre, at vi fik lov til at høre det med endnu en koncert. Man kan beskylde Suspekt for meget, men underspillede har de aldrig været.

At det ikke kun er publikum, der glæder sig til koncert, står temmelig klart, så snart vi er blevet sluppet ind i Musikteatret. Her vader en storsmilende Rune Rask nemlig rundt og hilser på stort set alle de tusind fremmødte fans. Imens har DJ ER DU DUM ELLER HVAD stillet sig bag mixerpulten og spiller ung og tung musik. Da han sætter gang i et Kendrick Lamar-nummer og skråler "dem, I skal se i aften har produceret for Kendrick," bliver han mødt af et jubelbrøl, der sætter en tyk fed streg under, at Suspekt er lige så meget tilbage på hjemmebane som Agger.

 

Første akt: jernrør, pistoler og jazzmælk

Tæppet går til første akt - lige lovlig sent i forhold til det maraton, der er os i vente. Men det synes ikke at genere de fremmødte, der taknemmeligt hylder de hjemvendte helte. Og her er de virkelig helte, illustreret med et bagtæppe, hvor albumcoveret på én gang ligner et superheltelogo og porten til en ond parallelverden, hvor Suspekt hersker. Med fuldt band på flere plateauer og Rune Rask øverst som orkesterleder, er de klar til at gå i krig, og da Orgi-E og Bai-D rammer scenen, opstår der nærmest spontanorgasme i publikum.    

For langt de fleste fremmødte er dette deres første møde med Suspekts nye album, "V". For et band, der er så afhængige af energien og responsen fra publikum, kan man sige, det er et ret modigt projekt at spille albummet i fuld længde. Folk reelt kun har haft mulighed for at høre de to singler, "Søn af en pistol" og "Bollede hende i går" før koncerten.

Lige så stille opstår der en opdeling af publikum. Dem, der på afstand gerne vil nyde seancen, sætter sig i stolerækkerne, mens de mere hardcore fans står for at feste forrest. De er ikke svære at rive med. Og hvilket sted i verden kunne være bedre end netop Albertslund til at debutere nummeret, hvor man i omkvædet spørger publikum "Hvor fuck er mit jernrør?!"

"V" er et mangefacetteret album, især musikalsk. Rune Rask mestrer stort set alle stilarter, så det egentlig pudsigt, at der ikke var flere herhjemme, der har trukket på hans produktioner, før USA fik øjnene op for dem. Han kan noget med bas, der gør, at man suges ind i musikken og mærker den i mavesækken. Vi ramler både ind i electro og easy listening, og nok stikker det i mange retninger, men vokalen binder lydtæppet sammen. Selvom det er det er vanskeligt at få det under huden på en enkelt aften, sidder det akustiske guitar-arrangement til "Danmark" fast i hovedet, hvor gruppens stigende engagement som samfundsrevsere i øvrigt klæder deres univers.

Som makkerpar på mikrofonerne er Orgi-E og Bai-D altid en oplevelse. Orgi-E's brovtende aggression og eminente teknik både i rimskrivning og levering bliver matchet af Bai-D's laid-back, halvsnaldrede arrogance. Og så skal man ikke glemme, at vores helte også er pigernes venner - så det basker. Særligt på "Jazzmælk" og "Bollede hende i går" taler Bai-D direkte til d'damer. Hvad der engang startede som som porno-chokrap fra en flok teenagere, er nu et ret voksent seksuelt udtryk, som man som mand kan forholde sig til, og som kvinde kan give sig hen til. Jeg synes egentlig, at der er noget befriende ved at opleve at både piger og drenge kan få lov at bryde dagligdagens tabuer i Suspekts verden. Det er lige før, jeg skal tage mig selv i ikke at sige "skal du have noget med fra baren, din lorteluder?" til min sidemand.

Efter første koncert er der naturligvis pause. Her agerer Joakim Skovbjerg dj i samme stil som til opvarmningen. Men nu er folk i gang med at køle ned, så skal jeg være en grim hater fra kommunen, tror jeg, man med fordel kunne have skiftet genre eller haft et regulært act til at spille. For det er, som om der er opbrud i luften og desuden er tiden fremskreden. Vi er over midnat og mangler et helt Suspekt-show.

 

Andet akt: Samvittighedsløst bombardement af publikum

Det efterhånden lidt mere rowdy publikum returnerer dog pligtskyldigt til anden koncert, selvom det ser ud, som om der er tyndet ud i rækkerne. Det er synd, for det viser sig, at koncerten faktisk også har en speciel karakter. Vi får nemlig numre fra alle fire tidligere album samt diverse soloprojekter og afstikkere. Ret monumentalt starter de med nummeret "Ingen samvittighed", som Suspekt stillede op med til DM i Rap 1997. I dag kan det virke besynderligt, at gruppen har deltaget i den slags konkurrencer, for ligesom Malk De Koijn kan Suspekt somme tider leve en skyggetilværelse i dansk rap, hvor de regnes for nogle, der lever i deres egen osteklokke. Det er synd, for der er nogle fantastiske hiphop-kvaliteter i deres materiale.

Da vi bevæger os op gennem "Ingen slukker the stars", "Prima Nocte" og "Electra"-æraen, får publikum endelig det genhørets glæde, som de måske har savnet, for jeg skal da lige love for, at der er nogen, der har fået deres flask' på og i øvrigt har "kneppet til den her sang". Som band er der få i dansk musik, der kan rive en scene og et publikum rundt som Suspekt. Sådan har det været, siden de viklede husholdningsfilm om hovedet, og de er naturligvis blevet rutinerede, men det bliver aldrig rutine. Samtidig er de eminente til at fremmane en stemning. En dyster sag som "Helt Alene" kan få salen til nærmest bomstille at høre efter, hvorefter de kan eksplodere i eufori til det hæsblæsende "Singlepik"-remix.

Den navnkundige elefant i salen er naturligvis, at Troo.L.S. ikke længere er en del af flokken, og man kan stadig savne, at han slentrer rundt foran scenemonitorerne og leverer sin flabede vokal. Til gengæld er det et friskt pust, at de har bygget et musikalsk partnerskab op med en ny rapper, der er den eneste featurevokal på "V", nemlig Jooks - hvis gamle gruppe, Rent Mel, Suspekt i øvrigt blev slået af til førnævnte DM i Rap. Han passer fantastisk ind i universet, som en lidt mere elegant, men ikke mindre dekadent tekstskriver. Det kammeratskab, man mærker, når han og Suspekt griber mikrofonerne med armene om hinandens skuldre, spreder sig langt ned i publikumsrækkerne.

Det er, som om numrene bliver ved med at komme som et regulært bombardement, og det er næppe en eneste, der kan sige, de ikke fik smæk for skillingen. At sige, at vi er ude i en magtdemonstration, synes jeg ikke er dækkende. For det her er ikke den tighteste eller mest kunstnerisk inspirerende Suspekt-koncert, jeg har oplevet. Til gengæld er det helt klart en af de festligste.

Macho-universet fyldt med frygt og lede blev forvandlet til fest og glæde i mødet mellem et overstadigt publikum og et nærmest lige så overstadigt orkester.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA