x
Steel Panther: Store Vega, København

Steel Panther, Store Vega, København

Steel Panther: Store Vega, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Man kan ikke lade være med at anerkende Steel Panther for på forholdsvis kort tid at have skabt sig et navn på den internationale rockhimmel. De har arbejdet hårdt for at nå der, hvor de er i dag. Det var således hele tredje gang, de fire glamrockere besøgte København med deres nyeste udspil "All You Can Eat". Først i Amager Bio, så supporttjansen til Volbeat på Refshaleøen i sommer og endelig her til aften i et stort set udsolgt Store Vega. En imponerende rejse på kort tid.

Måske Steel Panther skal passe på, at de ikke bliver kvalt i deres egen succes. Jeg fornemmede klart, at der er begyndende rust i panteren. Det var åbenlyst ikke nær så underholdende, nærværende og medrivende som i Amager Bio for cirka et år siden. Der manglende simpelthen et eller andet. Måske autopiloten allerede er blevet sat til. De var velspillende, energiske, og koreografien fejlede heller ikke noget, men det hele er måske blevet for stort.

Det, der var nærværende og sjovt på en mindre scene, bliver for iscenesat og upersonligt på en stor scene. Steel Panters lidt stand up-agtige facon virker bedst, når de kan komme tæt på publikum, og netop afstanden virkede umiddelbart for stor denne fredag aften. Samtidig virkede det ikke spontant længere, og faktisk tror jeg, at nogle af de piger, der var på scenen denne gang også var på scenen sidste gang. Sidste gang var der fornemmelsen af fest på scenen, mens pigerne denne gang bare vred sig i takt med musikken.

Publikum gik ikke på samme måde party amok som i Amager Bio. Stemningen var lunken, og der var ikke mange jokes, vi ikke havde hørt før. Faktisk havde bandet skruet lidt ned for løjerne, så kun de mest hardcore jokes blev sendt ud over scenekanten, og det var desværre de mest forudsigelige af slagsen. Symptomatisk for dette bad sanger Michael Starr flere gange den samme pige på balkonen vise sine bryster, og det virkede som den nemmeste løsning at spørge hende igen, når nu hun var klar!

Sætlisten var måske heller ikke optimal. Hatten af for, at sætlisten rent faktisk var lavet om, men væk var nogle af de bedste og mest velskrevne sange som "Just like Tiger Woods", "It Won't Suck Itself" og "Let Me Cum In".

Koncerten startede med "Pussywhipped", der efter min mening er en fuser. "Party Like Tomorrow Is The End Of The World" fungerede fint, og efter et par gamle travere var "The Shocker" tilbage på sætlisten, hvilket var cool, for det er et fedt nummer, der swingede fedt. "17 Girls In A Row" med pigerne på scenen nåede ikke ud over scenekanten og virkede underligt stillestående. "Gloryhole" er en perle med en humoristisk tekst og blev leveret knivskarpt.

Et klaver kom frem, og Stix forlod sine trommer og begyndte at spille, mens guitarist Satchel tog en akustisk guitar frem. Vi fik et akustisk sæt på et kvarters tid, og det var faktisk højdepunktet efter min mening. Måske fordi der endelig skete noget nyt, og hvis der er noget, Steel Panter kan, så er det at spille og synge. Fra "Kanye" til "Girl From Oklahoma" fik vi skønsang og fingerspil, og det blev pludselig lidt hyggeligt, hvis man kunne tillade sig det midt i en rockkoncert. Midt i det hele kom et ungt par på scenen. Ungersvenden faldt på knæ og friede til kæresten. Desværre blev man i tvivl om, om det var ægte eller bare endnu en gimmick, da genbrug og den tidligere omtalte autopilot allerede havde trukket koncerten væk fra det spontane og underholdende.

Selvfølgelig kom en asiatisk pige på scenen, og hun måtte så lægge figur til lidt gramseri og titlen som "Asian Hooker" i nummeret af samme navn. Det virkede desværre ikke denne gang og blev egentlig bare lidt patetisk. Grænsen mellem sjov og ballade på den ene side og dårlig stil på den anden side er hårfin, og Steel Panter krydsede desværre grænsen nogle gange, hvilket de ikke tidligere har gjort i samme grad, og jeg har set dem fire gange før. Jeg tror simpelthen, at Steel Panter har svært ved at blive ved med at holde masken. Det må da også være svært at sige de samme ting hver aften og op til flere gange i samme by. Det er næsten ligesom, når onkel Benny fortæller den samme vits gang på gang til familiefødselsdagen. Det bliver ikke ved med at være sjovt. 

"Community Property" er en perle, og den havde publikum ikke glemt, og der blev skrålet med i stor stil. Det er en ørehænger, og den gled fint ned, da nummeret i sig selv er i orden, hvilket i og for sig også gjaldt "Party All Day (Fuck All Night)", som lukkede og slukkede festen.

Jeg kommer til at lyde lidt negativ, og det var også mindre godt i forhold til tidligere, men jeg vil gerne slå fast, at Steel Panter er et gedigent rockband med gode musikere og med tre gode album i bagagen, så det ser absolut ikke håbløst ud. Spørgsmålet er, om de har en strategi for fremtiden, eller om de vælger at festen til verdens ende. For hvis det er tilfældet, så tror jeg, at dommedag er rykket en anelse nærmere. Så måske "Party Like Tomorrow Is The End Of The World" er en strategi, og fred være med det. Så må de snart videre til noget andet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA