Lenny Kravitz : Smukfest, Bøgescenerne

Lenny Kravitz , Smukfest, Bøgescenerne

Lenny Kravitz : Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Michael Dyhrborg | GAFFA

På papiret er Lenny Kravitz den perfekte rockstjerne. Han ser helvedes godt ud, klæder sig flamboyant, har karisma, besidder en stemme med personlighed og er i stand til at levere et guitarhook, der definerer en sang.

Med alle de kort på hånden kunne det undre, at der ikke blev spillet nogle trumfer på Bøgescenerne. Vi skulle helt frem til afslutningen, før at han rystede et par esser ud af ærmet.

Orkestret talte trommer, bas, guitar, synthesizer, en blæsersektion samt tre korsangere, der også havde lidt perkussion-instrumenter.  

Efter en lidt flad indledning med "Frankenstein" fra det seneste album "Strut", satte bandet ind med coverversionen af The Guess Whos "American Woman. En sang, som Kravitz har formået at gøre til sin egen.

Her stillede rockhingsten sig ud på scenekanten og tog et fast greb om nosserne som en kommentar til episoden i Sverige forleden, hvor bukserne sprækkede, så hans lem faldt ud af hullet og blottede herligheden for hele verden. For selvfølgelig var der fotografer og mobiler, der filmede, i det helt rigtige øjeblik. Hans gestus vakte jubel, og så var den potte ligesom ude af verden.

"It Ain't Over Till It's Over" blev i store dele af teksten overladt til publikum, og det var symptomatisk for det meste af koncerten, at den, der havde mindst at lave, var Kravitz selv.

I femte sang "Always On The Run" vraltede hovedpersonen rundt og hilste på publikum, mens nummeret udviklede sig til en ret ligegyldig jam-session med trompetsolo, Fender Rhodes-solo, saxsolo og trommesolo. Det bedste, der var at sige om det, var, at lilletrommen lød fantastisk i al sin funky minimalisme.

Den ti minutters musikvandring sluttede i kampråbet "Your life is a gift." En gave, der ikke kan byttes, fristes man til at tilføje.

Efter en kort funksjæler i form af "I Belong To You" var det atter tid til udflugt med bandet.

Det begyndte med lidt guitarklimpren og badeværelsessang, som indledning til "Let Love Rule" fra debutalbummet af samme titel. Nummeret er lidt af et signaturnummer for artisten, men det blev hurtigt givet videre til saxofonisten, mens bandlederen gik rundt og klappede begejstret af det meste, han hørte. Sangen udviklede sig med et funkefterspil, og efter noget, der mindede om ti minutter, kom der endelig lidt gospelstemning i skoven, hvorefter Kravitz hoppede i graven og gav krammere til kvinderne på den forreste række. Det hele sluttede med armsving og fuld skrald på orkestret.

Havde koncerten sluttet her, havde det med tanke på mandens bagkatalog, mest af alt mindet om at se en mand pisse i en guldspand.

Til gengæld sluttede han med det, som han gør bedst. Indledning med rockguitar, efterfulgt af et funky beat, og "Fly Away" var skudt i gang. Det samme gjaldt efterfølgeren "Are You Gonna Go My Way?" Aftenens niende og sidste sang, der også indeholdt er herlig svinsk guitarsolo.

Af alle mennesker tænkte jeg efter koncerten på vores egen krimikonge Jussi Adler-Olsen. Et eller andet sted har jeg på et tidspunkt set ham sige noget i stil med, "at det er ok at starte dårligt, men du skal altid slutte godt."

Jeg huskede det, fordi jeg var uenig; et godt anslag er altid vigtigt, men efter Lenny Kravitz' optræden på Bøgescenerne må jeg give plotmageren ret. De to sidste sange sikrede hovednavnet den ekstra stjerne. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA