Koncertanmeldelse

Asmus Tietchens, Ekoplekz, Roly Porter, James Holden: Phono Festival, Brandts Auditorium, FAF-Silo,

Asmus Tietchens, Ekoplekz, Roly Porter, James Holden

Phono Festival, Brandts Auditorium, FAF-Silo, Odense

Spændende og alsidig tredjedag på elektronikafestivalen med blandt andet en James Holden-vals som højdepunkt

Asmus Titechens
Tyske Asmus Tietchens lavede skæv proto-electronica i begyndelsen af firserne. Han blev aldrig et stort navn i den forstand, men han er sådan en fyr, som nørder med hang til elektronisk musik har hørt om, og således havde en pæn lille gruppe mennesker samlet sig i sækkepuderne til, hvad der skulle vise sig at blive en noget konsekvent atmosfærsisk omgang.

Var man kommet i håbet om at høre nogle af Tietchens spændende sager fra de tidlige firsere, så blev man måske skuffet, for det blev der spillet absolut intet af. Manden vælger naturligvis helt selv, hvad han vil optræde med, men da der netop er nogle fine ting fra den periode, med egen personlig klang, så kan man alligevel godt ærgre sig lidt.

Koncerten indledtes med noget, der lød som forholdsvis regulær glitch-ambient, tilsat filtreret lyd af trommende regn. Og netop sådanne reallyde tog mere over efterhånden som forløbet skred frem, således at det næsten tog form af rendyrket musique concrete. Og så melder sig jo den gode, gamle diskussion - er det avantgarde eller ej? Musique concrete tilhører helt klart en historisk avantgardistisk tradition, men kan man samtidig, i dag, hævde, at en netop historisk form for avantgarde stadig er avantgarde, altså forstået som på forkant med udviklingen overordnet set?

Den diskussion vil jeg overlade til de af læserne, der har nydt artiklen bragt andetsteds på dette website om Jennifer Lopez' bagdel, for i stedet at påpege, avantgarde eller ej, Tietchens var ikke ganske ueffen ud i de musique concrete-agtige discipliner. Lydbilledet var stemningsfuldt, og selvom der selvsagt ikke var megen rytmik, harmoni eller melodi i mere traditionel forstand at arbejde med, så blev der alligevel skabt en slags variation, en egen fremdrift. Titechens høstede da også flot bifald fra det fremmødte publikum.

Ekoplekz
Ekoplekz fortsatte på mange måder de ambiente tendenser, men med udpræget mere brug af tonale teknikker, bl.a. via synthesizerbokse og tangenter. Første del af koncerten var måske nok en smule tung og stillestående, men der blev langsomt bygget op via de dybe ambiente droner. Langsomt lettede rumskibet og det hele antog mere kosmiske dimensioner.

Og heldigvis gik Ekoplekz hele vejen. I stedet for tilbagelænet hornbrille og afmålt distance, blev der serveret arpeggio-agtige sequencermotiver og svævende akkordflader, der sendte tankerne tilbage til Klaus Schulze i sådan ca. midthalvfjerdserne. Det skabte en god dynamik og afveksling i musikken, som på den ene side bevarede sit ambiente præg, men som også trak andre relaterede udtryk med ind i varmen.

Ekoplekz bød således på en form for ambientmusik, der kendte til genrens historiske rødder, nemlig den mere udsyrede og i udgangspuntet i hvert fald mere arytmiske ende af Krautrocken, men samtidig placeret i et forløb med også mere nutidige electronicatendenser. Det fungerede godt.

Roly Porter
De ambiente langt-ude-i-rummet tendenser skulle vise sig at fortsætte også lidt ud på aftenen i FAF-Siloen, smykket med laserstråler og røg. Roly Porter vil nogle måske kende som den ene halvdel af dubstep-duoen Vex'd, men man kan ikke påstå at det som sådan var dubstep, der var på programmet i forbindelse med denne koncert, selvom jeg dog vil hævde at man godt kunne fornemme spor af det musikalske udgangspunkt.

Porters koncert var en opførelse af konceptalbummet "Life Cycle Of A Massive Star", hvilket i det store hele var tung og dyster ambient musik, tilsat elementer af støj, en smule industrial og noget, der måske kan kaldes filmiske virkemidler - der var i hvert fald momenter af drama undervejs. På skærm i baggrunden kørte abstrakt videokunst formentlig skabt til lejligheden.

Der blev bestemt lagt dramatisk ud, med voldsomme og mørke klange, efterfulgt af passager med tung, stillestående ambient. Der blev nok arbejdet lidt for meget med filtreret hvid støj, og disse var egentlig koncertens mest kedelige passager. Men da der var tale om det, man godt kan kalde for et komponeret forløb, så betød det, at der hele tiden var et fokus i musikken, hvilket skabte den nødvendige variation og fremdrift. Bl.a. dukkede en meget vellykket passagede med noget, der lød som bearbejdede cello-klange op, og som hos Ekoplekz tidligere på dagen, sendte man Klaus Schulze en tanke undervejs, specifikt dennes isnende proto-ambient-album, "Irrlicht" - som jeg i øvrigt ikke vil tøve med kraftigt at anbefale alle med smag for genren.

Roly Porters mørke ambient-med-mere er måske ikke nødvendigvis det man på indkøbshylden i Bilka vil kalde musik for alle, og nogen fest var koncerten da bestemt heller ikke. Men folk lyttede - og faktisk uden overdrevet megen snak selv i de tunge og mere stillestående passager. Stjernen fødtes og døde, folk tog godt imod, og jeg synes Porter leverede et i virkeligheden nok noget mere interessant bud på den mørke ambient-genre end en del af det, man fra tid til anden hører fra den genre-lejr.

James Holden
Holden have medbragt rigtig levende trommeslager til lejligheden, sågar på akustisk trommesæt, men bare rolig, electronica-purister, med sig havde han også noget, der lignede en hjemmebygget modularboks, nogle controller-enheder med flere drejeknapper og en ribbon stick, som sande nørder måske vil have set Jean Michel Jarre anvende i koncertsammenhænge.

Der blev lagt godt og livligt ud med noget, der måske kunne minde lidt om de første Add N To (X)-album, med rock-agtige trommer og skramlede synthesizer-basgange og arpeggiofigurer. Trommerne kunne måske godt have været lidt højere i lydbilledet, men det er detaljer. Til gengæld kunne man ganske tydeligt høre hvad Holden lavede, og han vred og hev i sine forskellige filtre, ændrede oktav, attack, decay og mere til. Fra tid til anden spillede han også tonalt på førnævnte ribbon, typisk i mere dvælende langt-ude-i-rummet-passager, hvor det faktisk sneg sig lidt i retning af også førnævnte Jarre.

I andre dele af koncerten sendte man tankerne i retning af visse dele af Krautrocken - og en vals blev det også til. Tempoet blev sat ned og blev mere arpeggiovuggende, med en bismag af noget helt klart melankolsk. Et modigt valg i en koncert, hvor tempoet ellers ofte var højt og hvor publikum virkelig var med - men også et godt valg, for den elektroniske vals høstede ikke alene koncertens, men måske aftenens største bifald og fremstod også efter min mening som et højdepunkt.

Der var dele af koncerten, hvor Holden måske gik lidt over gevind med sine mange filtre, skruen op og ned på decay og release og jeg skal give dig, men i det store hele var der godt styr på tingene, der blev leget, og musikken var livlig, ikke kun i form af den medrivende rytmik og de til tider næsten ligefrem fængende arpeggio-figurer, men også i selve lydbilledet, der boblede og hvinede, brummede og spøgte. Og publikum tog bestemt godt imod, hvilket afgjort var velfortjent.

VIL DU LÆSE VIDERE?

Bliv medlem og få fuld adgang til alt indhold på Gaffa.dk

Få første måned for 1 kr. — Herefter kun 29 kr./md.

  • Fuld adgang til alt indhold på gaffa.dk
  • Mulighed for at fravælge annoncer på gaffa.dk
  • Rabat på billetter til udvalgte koncerter og festivaler
  • Adgang til GAFFAs magasinarkiv med over 500 magasiner - Danmarks musikhistorie

Opret din profil


    Allerede GAFFA+ medlem

    ANNONCE