x

Nekrolog: Død, men stadig ikke til salg

Nekrolog: Død, men stadig ikke til salg

Det er en morbid tanke, men man tager sig i at tænke den alligevel. Hver gang en generation oplever et musikalsk landskred, synes ligene at hobe op. De skabende musikere bukker i lind strøm under for deres egne dæmoner og forventningernes pres; de udfordrer livets skrøbelighed på kunstens vegne og fodrer deres ærgerrige ambitioner om at trænge igennem tilværelsens tætte slør og se hinsides, hvor alle andre for længst er blevet blinde, og aspirerer til at gøre os, der lytter og følger, seende. Og så er de der pludselig ikke længere til at føre an.

60'ernes rockeksplosion kulminerede i, at verden mod slutningen af årtiet over kort tid mistede Brian Jones, Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison. Og endnu tættere på vores årti ebbede 90'ernes alt-rock ud i tragedier på skift. Vi mistede tidligt bevægelsens stemplede bannerfører, Kurt Cobain, som abdicerede ved blodigt selvmord, Shannon Hoon fra Blind Melon tog en overdosis, og den karismatiske stemme bag Alice In Chains, Layne Staley, holdt sig og sit misbrug i live, indtil en fatal speedball endegyldigt gjorde det af med en da forfalden, hul krop i 2002, næsten på årsdagen for Cobains afgørende geværskud.

Det er en morbid tanke, men den synes at være vævet ind i musikhistoriens stof. Som overskriften på en biografi for Jim Morrison lyder: Du kommer ikke herfra levende.

 

… Endnu én til listen 

Vi mistede endnu en af de store stemmer fra 90'erne torsdag den 3. december. Scott Weiland blev imod manges forventning 21 år ældre end de famøse 27. Men da han blev fundet død i sin tourbus i Bloomington, Minnesota, med rester af kokain spredt ud over sovekabinen, i en alder af 48, synes ingen som så overraskede. Rystede ja, måske, men på en måde var dét forventeligt, var det ikke? 

Som de største af rockmusikkens frontmænd besad han en personlighed, der overstrålede eksistensens trivielle vilkår, på en gang frygtløst udfarende og blottet indadvendt, ofte splittet og tit i kamp med sig selv, og som samtidig gav ham en skæbnesvanger aura. Nemlig den mystiske glans, vi gerne finder emanerende fra alle musikkens ophøjede faldne. Den pludselige død, det er vel trods alt det, legender er gjort af, når vi gør regnestykket op.


En karriere i rockmusik

Scott Weiland fik sit gennembrud med Stone Temple Pilots i 1992. De fik ikke mange roser af datidens musikpresse, som hurtigt affærdigede San Diego-kvartetten som opportunistiske følgesvende til den voksende grunge-bevægelse. Det samme gjaldt deres musikalske kollegaers umiddelbare respekt. Men publikum havde andre ører og sikrede, at debuten "Core" blev et hit og adskillige af dens sange blev skrevet ind i rockens kanon – "Sex Type Thing", "Wicked Garden", "Plush" og "Creep".

Det følgende album "Purple" blev mødt med større anerkendelse, og den flygtige sti til en sagnomspunden karriere var lagt. For den letpåvirkelige Weiland kom succesen også med en pris. Det blev mærkbart på den snart aflyste turné, der fulgte det tredje album "Tiny Music - Gifts From The Vatican Gift Shop", hvor Weilands afhængighed ledte til en fængselsstraf. Senere skulle han afsløre, at han led af en bipolar lidelse, og at hans misbrug var et resultat af en slags selvmedicinering. Men man fornemmede, at der også var en mørkere sandhed bag den forklaring. I sin biografi "Not Dead & And Not For Sale" skrev han om at være blevet voldtaget som barn.

Stone Temple Pilots blev opløst, og Weiland udgav et rost soloalbum, "12 Bar Blues", i 1998. Han fandt atter sammen med Stone Temple Pilots og udgav året efter "No. 4", som kommercielt sank som en sten i havet efter, at Weiland igen havnede bag tremmer i fem måneder.

Stone Temple Pilots fik fornyet interesse, da de populære nu-metalbands omkring årtusindskiftet lukkede dem ind i deres fold og betragtede dem som en slags gudfædre. Det blev til albummet "Shangri-La Dee Da" fra 2001, før gruppen røg i totterne på hinanden backstage i 2002 og igen gik i opløsning. Weilands privatliv var ligeledes rodet. Det talte skilsmisser, misbrug og vold.

For Scott Weiland var karrieren dog langtfra ovre. Selvom han stadig kæmpede med sine misbrugsproblemer, fik han en ny chance, da han blev forsanger i Velvet Revolver, som bestod af de gamle Guns N' Roses-musikere Slash, Duff McKagan og Matt Sorum, samt den tidligere bekendte Dave Kushner. En stor del af bandets oprindelige historie var, hvordan en afholdende McKagan hjalp Weiland til at overvinde sine dæmoner og blive stoffri. Velvet Revolver syntes som en stærk enhed af overlevere og endte med at udgive to album, "Contraband" fra 2004 og "Libertad" tre år senere. Undervejs spillede gruppen adskillige store koncerter – blandt andet Live 8 i 2005 – mens Weilands offentlige skænderier med Axl Rose også sikrede store overskrifter. "Få en ny paryk, dit fede, Botox-ansigts, paryk-bærende fuck," lød en af de mindeværdige fornærmelser fra Weilands side til den iltre Guns N' Roses-rival.

Da Scott Weiland i 2008 besluttede sig for at spille nogle festivalkoncerter med Stone Temple Pilots igen, brast forholdet til bandmedlemmerne i Velvet Revolver. "Alt var cool. Og så var det ikke," forklarede han senere om deres reaktion på hans beslutning. Situationen eskalerede den 20. marts, da Weiland fra scenekanten i Glasgow annoncerede, at koncerten var Velvet Revolvers sidste. Ti dage senere var han ude af bandet. Slash udtrykte i senere interviews, at han aldrig igen ville arbejde med Weiland og beskyldte ham for at have en uforudsigelig diva-kvalitet over sig. Beskyldningerne og de pegede fingre kom fra begge lejre.

I stedet blev genforeningsturnéen med Stone Temple Pilots en succes og udmundede i deres selvbetitlede, sjette album fra 2010. Det holdt dog kun to år, før Weilands svingende adfærd ledte til en fyreseddel fra bandet, der til mange fans harme i stedet overlod mikrofonen til Linkin Park-forsanger Chester Bennington.

I tiden efter gav Weiland i interviews ofte udtryk for at være villig til at arbejde sammen med Stone Temple Pilots og Velvet Revolver igen, mens han andre gange kom med harske kommentarer, der nok var medvirkende til, at broerne forblev brændte. Det i forvejen optegnede billede i offentligheden af en ustabil personlighed begyndte at blive skarpere optrukket.

Weilands forståelse af, hvordan musikpressen dyrkede rockmyterne var måske også medvirkende til, at han ofte spillede med – om end ikke andet for at forblive i overskrifterne. Han kunne nok være god for en overskrift, men hvor hans meninger kunne synes diffuse og vægelsindede, gik han ikke på kompromis med sin kunst. Han udgav det dobbelte solo-album ""Happy" In Galoshes" og fik sine fans til at dreje hovedet en ekstra gang, da han i 2011 udgav julealbummet "The Most Wonderful Time Of Year".

Weiland ville være lige så eklektisk og rumme vidt forskellige facetter som sit største idol, David Bowie. Rolling Stone Magazines hovedanmelder David Fricke bemærker i et interview til bladet efter Weilands død: "Det stræbte han efter. Måske ramte han ikke plet hver gang. Måske hvis du ser på størstedelen af hans udgivelser, er der album, der bare er skøre. Men på samme tid stoppede han aldrig med at prøve … Og det er det, store kunstnere gør."

I sit sidste år udgav han et debutalbum med sin nye gruppe, The Wildabouts, og tog på vejen. "Jeg har ekskoner at forsørge," jokede han. Hans optrædener blev mødt med en del opmærksomhed, da fans til tider på YouTube kunne se en forvildet Weiland snøvle sig gennem sine største hits. Rygterne om, at han var utilregnelig og et stigende stofmisbrug fandt sted begyndte at florere. Weiland benægtede hårdnakket at være på stoffer igen til det sidste. Selv efter at hans egen guitarist, Jeremy Brown fra The Wildabouts, blev fundet død af en overdosis dagen op til udgivelsen af deres debutalbum.

Da politiet undersøgte den bus, hvor Weiland blev fundet i sin seng, død af et slagtilfælde, mens han sov, arresterede de også hans bassist, Tommy Black, for besiddelse af kokain. Weiland undgik brummen denne gang og slap med et nyt sort/hvidt profilbillede på sin Facebookprofil, hvor der under hans navn blot står "1967-2015" – som mejslet i granit.


En af de sidste rockstjerner

Scott Weiland var på mange måder en af de sidste rigtige rockstjerner; en kompromisløs fantast. I en eftertid, hvor "corporate rock" gjorde indtog og reducerede det indre følelsesliv til hjerte-smerterim og rockstjerner til gymnaster, var Scott Weiland anti-helten. Han levede det liv, som de hellige rockbøger stadig fortalte om. Med en kanyle i armen var han selv student af fortiden og kunne som Bowie skifte ham. Hans tekster kunne være surrealistiske, men altid med rod i noget, der virkede som levet liv. Og hvilket liv. Hvilken håbløs glamour. Og den stemme, der bar det hele og inviterede lytteren indenfor til at tage del i noget ekstraordinært, der selvfølgelig har en virkelig og trist, bleg bagside, men som for et kort, skrøbeligt øjeblik synes attråværdigt for alle os rockhunde med vores lurvede hundehuse funderet i hverdagspetitesser.

Derfor var det også en bitter pille personligt at sidde fredag morgen den 4. december og skulle taste nyheden om hans død til GAFFA. Det er passende, tænkte jeg kynisk, for skulle det ikke være sket for ti år siden, tyve år siden? Var det ikke det, vi alle gik og latent håbede på det seneste år, hvor den ene YouTube-optræden efter den anden blev stemplet som "er han nu faldet af vognen igen"? Skulle han ikke være vores offerlam og validere vores personlige rockfantasier med det sidste stempel: sit liv.

Men nej, det var bare endnu tarvelig dag i en verden, der er nu blevet lidt mindre farverig. Nu er dramaet blevet historie, og når vi for fremtiden lytter til det omfangsrige bagkatalog, som Weiland efterlader sig, vil det være velvidende, at hans stemme ikke længere henvender sig til vores nu, men vores fortid. Men måske kan den snerrende baryton bringe en smule af det, der synes borte, tilbage igen. Det er musikkens enestående magi, og det er den arv, Weiland har testamenteret til verdens rockfans.

Det skorter efterhånden ikke på rockstjerner i hverken Himmerige eller Helvede. Men hernede på jorden, hvor vi hastigt nærmer os et nyt år, synes det alligevel, som om, at de er ved at blive en mangelvare. 

God rejse, hr. Weiland. Tak for musikken. Den spiller videre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA