Dúné: – Vi er blevet bedre i sengen

Dúné: – Vi er blevet bedre i sengen

De er endnu ikke fyldt 30, men alligevel har Dúné efterhånden eksisteret i 15 år, bandet har gennemgået en enorm udvikling, og medlemmer er faldet fra med årene. Kernen står dog stadig tilbage, og mere populære end nogensinde er trioen klar til at viske tavlen ren og udforske nye territorier.

På Dúnés forrige, fremragende udspil Wild Hearts hedder et af numrene Last Soldiers, men når man spørger Mattias (Kolstrup, vokal, red.), Ole Bjórn (synthesizer, guitar, produktion og vokal, red.) og Piotrek (Wasilewski, bas, synthesizer og perkussion, red.) er det ikke de sidste soldater fra Dúné, der står tilbage. Nej, som Mattias udtrykker det med et bredt smil: ”Jeg tror snarere, man skal se det som de første soldater i det nye Dúné”.

 Faktum er dog, at bandet gik fra at være syv medlemmer til på Wild Hearts at være fire, og siden sidst er også guitarist Danny Jungslund faldet fra – han er i hvert fald på ”orlov på ubestemt tid” fra bandet, der således er reduceret til en trio, men hverken humøret, spilleglæden eller musikken fejler noget, da GAFFA mødes med Dúné for at tale om bandets fjerde album, Delta. Faktisk har Mattias akkurat lige indspillet de sidste vokaler dagen før, og selvom klokken efterhånden har sneget sig op over 10.00 om formiddagen, er det stadig tidligt i musikerland, men det er ikke noget, kaffe i rå mængder ikke kan råde en smule bod på.

Oprindeligt arbejdede bandet med en deadline, der hed marts 2014, men den blev som bekendt ikke overholdt, og nu skriver vi efterår 2016, og pladen omsider på gaden.

Mattias: – Det er den kreative kerne, der er tilbage, og det har altid givet god mening for os at fortsætte. Især fordi det musikalske har været så stærkt – synes vi selv. Der har været så meget at køre videre på, og vi står i den lidt underlige situation, at vi aldrig har været større, end vi er lige nu.

Hvordan har det kunnet mærkes, at der i bogstaveligste forstand er skåret ind til kernen i bandet?

Mattias: –Det har gjort mange ting nemmere, den kreative proces flyder meget lettere. Ole er blevet så vildt god til at producere nu, at han producerer det hele, og det har givet et vildt fedt twist på musikken. Og på den nye plade her har vi da også stilet efter, at vi ville lave noget, der var markant anderledes end de tre første plader. Vi ville begrave det gamle slot og stikke en ny spade i jorden. Vi er meget, meget stolte af, hvor vi kommer fra, men vores fokus er samtidig stærkt fremadrettet.

Piotrek: – Vi været et band i så mange år, og vi har været så mange mennesker, at det har givet os en enorm erfaring, som vi virkelig nyder godt af. Både når vi skriver sangene og når vi skal ud og spille dem. 

I har Morten Hellborn med på trommer og Mikkel Balle Poulsen på guitar, når I spiller live. Har der aldrig været snak om at tage dem ind som permanente medlemmer af bandet?

Mattias: – Nej faktisk ikke, for der er en respekt for der, hvor vi kommer fra og for de gamle medlemmer. Det giver bedst mening at fortsætte som os. Vi har en stærk historie bag os sammen med nogle fucking seje mennesker, som vi respekterer meget højt, og som jo stadigvæk er en del af Dúné – bare ude i fortidens skygger et sted.

Og I ses stadigvæk, går jeg ud fra?

Mattias: – Ja ja, helt bestemt. Selvfølgelig meget mindre, end vi har gjort, haha!

Har I spillet noget af det nye for dem?

Mattias: – Nej, vi har faktisk ikke rigtig spillet det nye for nogen. Vi har skrevet over 100 sange til denne her plade, og vi havde faktisk færdiggjort en hel plade til oktober, men vil valgte simpelthen at fyre det igen og starte forfra, fordi vi ville være mere kompromisløse i vores retning. Ikke kompromisløse i de klassiske indie-forstand, men kompromisløse i forhold til at gå fokuseret efter den helt rigtige gode melodi, den rigtige produktion og den rigtige sammenhæng på pladen.
Ole: – Og det har været en god beslutning.

 

Toppen af Poppen  

Det går strygende for bandet, og der er især kommet nye lyttere til, efter Mattias som repræsentant for foretagenet gæstede tv-programmet Toppen Af Poppen og imponerede både sine meddeltagere i programmet såvel som folk hjemme i stuerne med sine energiske leveringer af Lars Lilholt, Stine Bramsen, Oh Land, Sebastian, Isam B og Shaka Loveless’ sange. Og effekten har været til at tage og føle på.

Mattias: – Der er simpelthen kommet flere mennesker til koncerterne, når vi er ude at spille. Toppen Af Poppen er et fedt program, for det er det eneste seriøse musikprogram, som ikke er en konkurrence, der er i dansk fjernsyn, og så er det ikke henvist til klokken 22.30 på DR K, det er et bredt underholdningsprogram – der, hvor vi og mange andre musikere føler, vi hører til. Det går ud på at hylde musikere på kryds og tværs af generationer og genrer, og derfor var det megafedt at være med. Vi valgte jo at gøre det som sådan en Dúné-ting, hvor vi lavede tingene sammen som Dúné, og jeg blev så sendt til Skagen som bandets maskot. Det var fandeme en fed oplevelse, og også en øjenåbner på mange måder.

Hvordan det?

Mattias: – Hvis man for eksempel tager en mand som Lars Lilholt, så er han måske ikke det fedeste i verden på Vesterbro, men altså, manden er jo en rock ’n’ roll-ulv! Han er fucking cool.

Piotrek: – Vi kan også mærke det på den måde, at der er begyndt at dukket nye aldersgrupper op til koncerterne. Pludselig spiller vi for et publikum, der strækker sig fra børn på 10 til mennesker på 90. Næsten, haha. Vi spillede en koncert i Slagelse, hvor der sad en ældre dame i kørestol, som gik helt amok til 80 Years – det var fedt!

 

Nyt udtryk

På det tre foregående plader har man kunnet følge med i den triste historie om den prostituerede Valentina, som har været omdrejningspunkt for sangene Go Go Valentina, Heiress Of Valentina og Remember Valentina, men ifølge bandet er historien afsluttet, og vi skal ikke forvente et fjerde kapitel på det kommende album.

Mattias – Vi havde faktisk talt om, om vi skulle lave en fjerde Valentina-sang, men indtil videre er det en afsluttet trilogi. Det kan være, der kommer et fjerde kapitel ude i fremtiden engang, det kunne være meget sjovt, men indtil videre kommer det ikke til at ske. Vi har også haft en tradition med at have et polsk speak som intro til nogle af sangene, og det har vi også droppet denne gang. Nu starter vi forfra.

Og fraværet af polske speaks og Valentina-sange er ikke det eneste nye ved Dúné anno 2016. Som singlen Never Be Alone også indikerer, er det en noget mere poppet inkarnation af bandet, vi har med at gøre her. Noget, bandet vedkender sig 100 procent.

Mattias: – Ja, det er meget mere poppet, end det plejer at være. Vi spejler os i det, at vi har været i et rockband. Never Be Alone er jo faktisk en rocksang, men Ole har produceret den ind i en meget mere moderne kontekst, og jeg er faktisk i tvivl om, om de, der var vilde med Wild Hearts, finder så let ind i den nye plade.

Ole: – Det tror jeg nu nok, de gør. Det er jo stadig os.

Mattias: – Det har været naturligt for os at gå den vej. Vi ville ikke have en eneste sang, der faldt igennem. Der skulle ikke være nogle numre, hvor jeg stor og skrålede over en eller anden pseudo-progrock-guitar-baggrund, for det føles bare hamrende ligegyldigt for os. Vi vil kunne mærke musikken, og det har været vigtigt for os at bringe Dúné ind i en ny tid og en ny virkelighed, og det har Ole været helt fantastisk til:

Ole: – Vi har diskuteret det der med, hvem man lefler for, og hvem man laver musik for. Og hvis man i højere grad forsøger at respektere andre mennesker kunstnerisk og musikalsk end sig selv, ender man med et udvandet produkt. Og der har vi været. Især i kølvandet på Wild Hearts, hvor vi var meget konceptuelle i forhold til, hvordan vi gik til indspilningsprocessen og produktionsfasen. Jeg kunne godt føle, at vi tænkte lidt for meget på, hvordan outroen skulle fungere og lidt for lidt på at skrive en god sang. Jeg elsker den plade, og vi har lært enormt meget af at lave den. Vi har været meget i tvivl, om vi skulle lave en endnu hårdere rockplade, eller om vi skulle gå endnu mere roots-agtigt på det, og så begyndte vi at lege med hiphop-beats og gå ud af forskellige retninger og lege med tungere genrer, men lige meget hvad, bliver det ved med at være umiskendeligt Dúné. Vi har bare taget nogle valg denne gang, fordi vi har haft behov for at udvikle os.

 

Enhver musikers værste mareridt

Ole Bjórn, der også er trådt ind i rollen som producer og har ført bandet ud af nye musikalske stier, har sommeren over været nødt til at tage en pause fra musikken på grund af alle musikeres værste mareridt: Tinnitus.

Ole: – Drengene har givet mig spillefri her hen over sommeren. Denne her lidelse er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Sidste år var jeg et sted, hvor jeg havde alle muligheder for at kunne rykke på de ting, jeg altid har drømt om, og så kommer der pludselig noget fysik, der driller. Måske er det fysik, måske er det psyke… Jeg har meget svært ved at regne ud, hvad der er hvad i det. Mens vi laver pladen her færdig, har jeg valgt at sætte bekymringen om ørerne lidt på standby. Det er en fucked up ting, det der. Jeg har enormt mange kollegaer, der lever med det, og det er svært at forklare nogen, der ikke har det, hvor fucked det er. Frygten for det er med til at gøre det endnu værre. Forhåbentlig bliver det bedre, men det er fedt at opleve, at man har et bagland , der støtter én og vil være med til at løse det, uden jeg er nødt til at træde ud af bandet. Det generer mig all day every day… Det er noget rigtigt pis, men vi må se om ikke, der kan findes en løsning. Jeg skal have fundet mig min vej igennem det.

Ja, det er virkelig noget pis. Rigtig god bedring med det!

Ole: – Tak.

Har der egentlig nogensinde været tale om at trække stikket helt på bandet, efterhånden som folk er faldet fra?

Mattias: – Nej, jeg tror, vi havde et tidspunkt i september 2013, hvor jeg stillede de andre spørgsmålet, om det overhovedet gav mening at fortsætte i Dúné, men i løbet af et kvarter fik vi hypet os selv så meget op på den musik, vi var i gang med at lave, at al tvivl blev manet i jorden. Vi er den kreative kerne, der er tilbage, og publikum er der jo stadigvæk, så hvorfor ikke? Vi har en unik historie, og det, at vi har været så mange hænger også sammen med, at vi startede så tidligt. Hvor andre har haft deres heavyband og deres indieband, har vi jo kun haft Dúné, og nu står vi her 15 år senere.

 

Blevet bedre i sengen

Når man har spillet sammen i 15 år, har man naturligvis gjort sig nogle erfaringer, man kan bruge i sit daglige virke, og de tre drenge er ikke i tvivl om, hvad de har lært af 15 år på landevejen sammen, både i bogstavelig og overført betydning.

Ole: – Det har været vigtigt at finde sig selv i det hele, og også finde ud af, at det er okay at sige nej. Hele integritetsspørgsmålet om, hvem jeg er, og især hvem jeg ikke er, og hvad jeg ikke vil, har været den største lektie, for jeg har virkelig stået nogle gange sammen med drengene og tænkt: ”Det her, det skal vi ikke igen!”

Nu bliver jeg jo helt nysgerrig. Hvilke situationer har det været?

Ole: – Vi har spillet til et tv-show i Tyskland, der hed Stars und Sternchen auf dem Eis eller sådan noget. Vi vidste godt, det var forfærdeligt, men vores management syntes, det var en fantastisk ide…

Mattias: – ”Tzis is zeen by zehn million people arround Germany!”

Ole: – Der har også været sange, der er blevet indspillet på baggrund af andre folks meninger, hvor jeg ikke føler, det er mig, når jeg lytter til nummeret i dag. Hvor man helt sikkert skulle have sagt: ”Ses, fuckhoved! Jeg gider ikke høre på dit pis.”

Piotrek: – Vi har fået en enorm mængde livserfaring ved at lave det her. Vi har lært en masse ved at møde så mange mennesker og ved at bo sammen fire år i Berlin. Jeg føler mig sgu rimelig rig på erfaringskontoen, og jeg ved, hvordan man skal opføre sig i en masse forskellige situationer, og hvordan man undgår, at bestemte situationer eskalerer.

Mattias: – Ja, og så er vi også blevet bedre i sengen!

Piotrek:  – Bestemt!

Mattias: – Vi er blevet enige om, at det er det, der har betydet mest for den nye plade, for det går så langsomt, og der er tid til at bygge op. Der bliver ikke bare hugget derudad…

Piotrek: – Og jeg vil gerne lige understrege, at vi ikke har øvet med hinanden.

 

Med på en øde ø

Hvis man nu skulle være så uheldig at havne på en øde ø, er det godt at have gjort sig sine overvejelser om, hvilken plade man ville tage under armen – forudsat, der er noget, man kan afspille den på, på øen. Her er Dúnés bedste bud.

Piotrek: – Der er selvfølgelig mange, men jeg ville nok vælge Kashmirs Zititlites. Det er et af mine yndlingsalbums, og det holder bare fra start til slut. Det er nice, det er party og der er en sjæler til damen, haha! Der er ikke et eneste svagt nummer på, og det er en kæmpe kvalitet ved et album, at man ikke lige skipper en af sangene, hver gang man hører det.

Mattias: – Normalt ville jeg nok have valgt noget med Bruce Springsteen eller Beatles, men nu tager jeg mit nyeste crush, som er Rihannas Anti. Jeg synes, den er fuldstændig formidabel, og jeg er ude af stand til at blive træt af hendes stemme. Den plade rummer så meget dybde og coolness, at det er den, jeg vender tilbage til for tiden. Det er fedt, at vi er kommet til et sted, hvor en mainstream popplade kan være et album som Anti. Det kunne det ikke for 12 år siden, og jeg synes, det er megasejt.

Ole: – Jeg ville nok tage Joy Divisions Unknown Pleasures med. Jeg kan se min klare linje fra at forelske mig i det, da jeg var 16 til at høre moombahton i dag. Og hvordan jeg er endt med at høre mere hiphop end pop i dag. Den rejse, de folk har haft over i New Order, er også blevet min egen rejse over i alt muligt andet. For mig er det mit ”ground zero” og et album, jeg bliver ved med at vende tilbage til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA