Jeff Buckley – smertens søn

Jeff Buckley – smertens søn

I dag er det 20 år siden, Jeff Buckley døde ved en drukneulykke, kun 30 år gammel. I den forbindelse bringer vi denne artikel, som tidligere har været bragt på GAFFA.dk

New York, 1992

Den lille bar i East Village er fyldt til bristepunktet. Det sker let, for stedet er ikke meget større end en toværelses lejlighed. Gæsterne er en blanding af forfatterspirer, musikere og studerende, der holder til på grund af de lave priser og en tilbagelænet atmosfære. Sin-é har i lang tid præsenteret unge, håbefulde musikere, men på det seneste er mandagskoncerterne blevet et tilløbsstykke. Her spiller en ung tilrejsende fra Californien, og rygtet om hans evne til at tryllebinde alle, der hører ham, har bredt sig til pladeselskabernes bonede gulve. Det faste klientel har derfor vænnet sig til de mange jakkesæt og dyre biler parkeret udenfor, når sangeren på ugens første dag kigger forbi.

Aftenens midtpunkt skiftevis klimprer tyst og aftvinger klagende lyde ud af en hvid Fender Telecaster-guitar. Stemmen, som er nøgen og nærende og kraftig nok til at fylde rummet uden forstærkning, glider uproblematisk fra de dybeste bastoner til højeste falset. Han er som ti musikere i én, og ud over de selvskrevne numre fortolkes sange af så forskellige kunstnere som John Cale, den klassiske komponist Benjamin Britten, Van Morrison og Joni Mitchell. Men uanset det musikalske oplæg er det lyden af smerte og længsel, der trænger sig på. Og det er den, der bider sig fast i hukommelsen, når de ofte timelange koncerter er forbi.

 

Den følsomme dreng

I begyndelsen af 1990'erne var Jeff Buckley talk of the town. Nogenlunde samtidig var kollegaen Beck godt i gang med at skabe sin karriere ligeledes i East Village, men det var Buckley, der kom til at tegne en ny generation af hudløs og ofte frygtindgydende ærlig rockmusik. En musik, som stadig 20 år efter udgivelsen af debuten Grace bevæger og formår at vende op og ned på det musikalske verdensbillede. Der er sagt og skrevet meget om Jeff Buckley, og der findes mange hjemmestrikkede teorier om bevæggrundene for hans gøren og laden. Selv lagde Buckley ikke skjul på, at hans trang til konstant at udforske og afsøge såvel musikalsk som menneskeligt var resultat af en omtumlet opvækst.  

Jeffrey Scott Buckley blev født den 17. november 1966 i Orange County, Californien. Drengen var frugten af et hedt, men ganske kort forhold mellem Tim Buckley og Mary Guibert. Far Tim, der var bare 19 år, havde kort forinden påbegyndt en karriere som syngende sangskriver på den spirende flower power-scene, og jævnaldrende Mary havde endnu ikke færdiggjort college. Begge kom tilmed fra problematiske hjem med voldelige fædre, så betingelserne var ikke de bedste. Tim Buckley forlod da også kone og barn kort efter og viste sig aldrig igen. Jeffrey var herefter overladt til Mary, der skaffede til dagen og vejen ved tilfældigt arbejde. Mor og søn flyttede ustandseligt rundt, for som ufaglært måtte Mary tage arbejde, hvor det bød sig. I og for sig var der intet usædvanligt ved barndommen. Masser af børn er vokset op i stækkede familier uden at ende som vrag, men den følsomme dreng reagerede på de konstant skiftende omgivelser ved at blive sky og indadvendt. Han fandt imidlertid trøst i musikken, som omgivelserne bemærkede et særligt talent for.

Allerede tidligt var Jeffrey i stand til at nynne med på selv komplicerede temaer fra de tv-shows, han yndede at fordrive tiden med, ligesom han hurtigt lærte nogle akkorder på sit senere hovedinstrument, guitaren. Da Jeffrey nåede gymnasiealderen, var han allerede en habil strengespiller, der med lethed imiterede de fræsende guitarsoli fra tidens såkaldte supergrupper som Rush og Yes. Ungdommens idoler kunne næppe være længere borte fra faderens musikalske udtryk, og det siges, at Jeffrey i teenageårene fornægtede eksistensen af sin musikerfar og aldrig åbnede munden for at synge. Men samtidig havde han i det skjulte tilegnet sig et indgående kendskab til Tim Buckleys karriere og musik. Denne ambivalens fulgte sønnen gennem hele karrieren og blev ofte udtrykt i hans senere sangmateriale.

Men musiker ville han være, og efter High School skrev Jeffrey – der nu kaldte sig Jeff – sig ind på musikskolen Musicians Institute, beliggende i et af Los Angeles' hårde kvarterer. Vejen til en tilværelse som musiker var ofte et år på instituttet og derefter en plads i et af de mange heavy metal-bands, der i slutningen af 1980'erne turnerede på den amerikanske vestkyst. Group Therapy hed Jeffs orkester. Det efter sigende talentløse band med en kvindelig frontfigur i tætsiddende spandex-bukser turnerede heftigt, men indtægterne som guitarist måtte suppleres med forefaldende arbejde og et bijob som studiemusiker for diverse musikere og bands, der aldrig blev til noget. Sådan var det nogle år, og historien om Jeff Buckley kunne formentlig være endt her, var det ikke fordi, fortiden indhentede ham.

 

Den fortabte søn vender tilbage

Det er skæbnens ironi, at den far, Jeff Buckley i interview yndede at udpege som årsag til sin rodløshed og sit skrøbelige sind, samtidig blev hans chance til at forlade en udsigtsløs tilværelse som hyremusiker i Californien. I sin levetid var Buckley senior ikke i nærheden af den status, han har i dag. De første plader introducerede Tim som folkesanger, og han blev spået en lovende fremtid. Men på de følgende udspil kastede sangeren sig ud i formeksperimenter, der i samtiden af mange blev opfattet som ekstreme, direkte far out, om end han blev anerkendt af visse anmeldere og fans, og hans karriere blev herfra én lang kommerciel – og delvis også en personlig – nedtur, der stoppede, da Tim fortvivlet og 28 år gammel døde af en overdosis heroin. Først i 1980'erne opnåede Tim Buckley anerkendelse for sin musik og dens musikhistoriske betydning, da indie-all star-gruppen This Mortail Coil fortolkede flere af hans sange, og en række af hans plader og koncertoptagelser blev genudgivet.  

I forlængelse af Tim Buckleys renæssance arrangerede St. Anns kunstcenter i Brooklyn en hyldestkoncert april 1991. Ved et tilfælde fik arrangørerne nys om, at Tim havde en søn, der også var musiker, og han modtog en invitation til at medvirke. Jeff Buckley indvilligede modstræbende. Jeff havde aldrig optrådt som sanger før, og hertil var der betænkelighederne ved at hylde en far, som mest af alt havde efterladt et sugende tomrum. Men samtidig var koncerten en enestående mulighed for at gøre sig bemærket blandt New Yorks kulturelle elite. Jeff havde før opholdt sig en kortere periode i New York, men kunne ikke finde fodfæste og var slukøret vendt tilbage til Californien. Nu bød en ny mulighed sig, og det hører med til historien om Jeff Buckley, at hans målrettethed og trang til at slå igennem var lige så stor som den skrøbelighed, hans sangskrivning udtrykte.

Da den fortabte søn gik på scenen i St. Anns, gik der ifølge efterretningerne et sug gennem publikum. For musikeren, der stod badet i det blå scenelys, havde ikke bare en slående ydre lighed med sin far; det enorme register og den forførende stemme havde han også arvet. Og versionerne af faderens sange, blandt andet I Never Asked To Be A Mountain, der handler om en musiker, som forlader kæreste og barn, fik det til at risle koldt ned af ryggen på mange. Koncerten forandrede med ét slag Jeff Buckleys status fra nærmest nobody til stjerne in spe. Nye indflydelsesrige venner, hvoraf mange var gamle Tim Buckley-fans, stod i kø for at tilbyde den lovende musiker husly og etablere vigtige kontakter. En af dem var Captain Beefheart-guitaristen Gary Lucas. Han indrullerede Jeff i sit projekt Gods & Monsters, og sammen skrev de sangene Mojo Pin og Grace, som findes på debutalbummet. Jeff vristede sig imidlertid hurtigt fri af samarbejdet med den mange år ældre musiker, for den varme modtagelse i New York havde givet mod på en karriere i eget navn.

Og hermed er vi tilbage ved den lille klub Sin-é i East Village. Det var her, Jeff det følgende år "lærte sig sangkunsten", som han har udtrykt det i et interview, og udbyggede succesen fra Sct. Anns i et sådant omfang, at de store pladeselskaber snart stod i kø for at skrive kontrakt. Retrospektivt synes postyret omkring Jeff Buckley og hans avancement til første klasse efter indgåelse af kontrakten med Columbia i 1992 nær en selvfølgelighed, for en sanger af hans kaliber måtte før eller siden bryde igennem. Imidlertid var det en kunstner, der stadig var i støbeskeen, det magtfulde pladeselskab valgte at give højeste prioritet. Som solist havde Jeff Buckley kun indspillet en enkelt demo, og repertoiret bestod fortrinsvis af fortolkninger af andres materiale. Det genererede spørgsmålene om, hvilken kunstner Jeff Buckley egentlig var, og om han kunne indfri forventningerne.

 

Amazing Grace

Med sine skarptslebne sange, idérige arrangementer og en musikalitet gående fra det intimt nedtonede til voldsomme følelsesudbrud gjorde Grace al tvivl om Jeff Buckleys format til skamme. Det 20 år gamle debut­album står i dag som mindesten over en kunstner, der trak på 50 års musikhistorie og et væld af kilder, men samtidig var helt sin egen.

Tilblivelsen var dog en noget rodet affære, som karrieren i øvrigt siden. Før indspilningerne havde Jeff Buckley ikke præsenteret en eneste sangskitse for pladeselskabet, og først i sidste øjeblik hyrede han et hold musikere. En af dem var Mick Grøndahl:

– Da jeg så Jeff første gang, varmede han op for et band med nogle af mine venner. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld af hans stemme, og så spillede han de her mærkelige akkorder på sin guitar. Hans integrerede avantgarde, punk og klassisk musik i koncerten, der var totalt uforudsigelig. Man vidste aldrig, hvor han bevægede sig hen, og det fandt jeg meget spændende. Jeg mødte ham efter koncerten, og vi udvekslede telefonnumre. Da vi siden mødtes for at jamme, fortalte han ikke noget om en stor pladekontrakt. Kort efter fandt vi en trommeslager (Matt Johnson, red.), og derfra gik der seks uger, til vi tog til Woodstock for at indspille Grace.  

Mick Grøndahl, der hidtil havde spillet med små, lokale bands, befandt sig pludselig i begivenhedernes centrum og siger til GAFFA:

– Jeg var fuld af ære. Vi skulle indspille i dette mægtige studie med en fornem producer (Andy Wallace, der bl.a. har mikset Nirvanas Nevermind, red.). Vi havde en håndfuld sange, og jeg havde en klar fornemmelse af, at pladen ville gøre sig bemærket. Jeg var imponeret over Jeffs materiale og følte dengang, at rockmusikken, selv den alternative, havde brug for at genopfinde sig selv. Det var en periode med Soundgarden og Nirvana, og alle spillede grunge. Jeg kan godt lide støjende musik, men ville lave noget mere dynamisk. Og det kunne Jeff. Han lavede magi i studiet.

Selvom Grace aldrig blev en kæmpesællert og ifølge Mick Grøndahl langtfra er en plade for alle, så kæmpede musikpressen om at overgå hinanden i superlativer. Således karakteriserede engelske Melody Maker den debuterende kunstners røst som "en af den slags, der springer over høje bygninger i et enkelt hop og dufter af sex og Chanel", og Grace var "en fantastisk plade, der begynder dér, hvor alle andre sanger/sangskrivere giver op." NME fulgte trop og endte en overstrømmende omtale med ordene: "Få kommer så tæt på solen som Jeff Buckley. Han brøler og nynner, crooner og skriger som musikalsk stuntpilot. Tag ikke fejl: Han er en sjælden stjerne".

Det var ikke mindst afslutningsnummeret Dream Brother, der fik anmelderne til at kaste sig i støvet. En majestætisk sang med et slet skjult budskab til alle fædre:

 

Don't be like the one

who made me so old

Don't be like the one

who left behind his name

Because I waited for you

like I waited for him

And nobody ever came.

 

Going down

I de næste tre år turnerede Jeff Buckley og hans band – der også talte guitaristen Michael Tighe – intensivt. Det tog næsten livet af dem. Mick Grøndahl fortæller:

– Jeg håbede virkelig på, at vi ikke skulle turnere mere, efter at vi havde spillet Amerika, Europa og Australien tyndt to gange. Men de (pladeselskabet, red.) ville have os verden rundt en gang til. Dengang vidste jeg ikke, at Jeff havde skrevet under på, vi skulle turnere næsten hele tiden. Jeg led under det, og det gjorde resten af bandet også. Trods Jeffs forestilling om, at han var en sigøjner, der altid var på farten, led han også. Det trak saften og kraften ud af os, og det forandrede Jeff på en ikke særlig god måde. Han følte sig tom indeni.

I de mellemliggende perioder, hvor Jeff Buckley Band ikke spillede koncerter, forlangte pladeselskabet, at musikerne gik i studiet. Mick Grøndahl mener, at Jeff Buckleys skæbne til dels stod skrevet i kontrakten med Columbia. Han var stolt af at være på samme pladeselskab som Bob Dylan, Bruce Springsteen og Miles Davis og prædikatet som "heritage artist", altså en af dem, der skulle føre Columbias stolte arv videre, men følte sig samtidig presset af de høje forventninger, som hans sind slet ikke var gearet til. Ifølge Mick Grøndahl havde Jeff været bedre tjent med et mindre selskab, der lod ham styre den musikalske proces helt og holdent. Det gjorde Columbia ikke, og de var bestemt ikke tilfredse med den retning, musikken tog efter Grace, hvor Jeff Buckley føjede flere navne til sit katalog af inspirationskilder i et forsøg på at udvide paletten af i forvejen mange udtryksformer.  

 

Going underground

I slutningen af 1996 drog Jeff Buckley og band til et afsides beliggende hus for at indspille. Efter utallige koncerter med sangene fra Grace ville pladeselskabet høre nyt materiale fra Jeff Buckley. Men da A&R-mand Steve Berkowitz hørte resultaterne af de 14 dages arbejde, var han fortvivlet. Indspilningerne bestod fortrinsvis af støj og timelange jams, og Berkowitz så ved selvsyn, hvordan musikken blev til: Opholdsrummet, der også fungerede som studie, var ét stort rod, og Jeff Buckleys seng var omkranset af et hav af effektpedaler til at fremtvinge sære rumklange, ekko og overdrive. Mick Grøndahl:

– Jeff var begyndt at udforske undergrundsmusikken. Han voksede op i forstaden, så han havde aldrig stiftet bekendtskab med den mere sære og underlige musik, som jeg kendte fra min opvækst i New York. Men han begyndte at dyrke den efter Grace.  

The Smiths havde i lang tid været en inspirationskilde, og live inkluderede Jeff Buckley og hans band versioner af MC5's Kick Out The Jams og Big Stars Kanga Roo. Men i forsøget på at finde frem til retningen for den kommende plade kastede Jeff Buckley sin kærlighed på hardcore-punkgrupper og støjnavne som My Bloody Valentine og Sonic Youth.

– Jeff åbnede altid nye døre. Ligesom man tænkte: "Oh, nu ved jeg, hvor han vil hen, det skal være som Led Zeppelin, Van Morrison eller Leonard Cohen", så var han på vej et nyt sted hen. Pludseligt skulle det være meget hippie-agtigt, kort efter skulle det lyde som Bad Brains eller Black Flag. Punk-rock og den slags blev kastet i hovedet på én, beretter Mick Grøndahl og fortsætter om de skærmydsler, Jeff og pladeselskab imellem, det skabte:

– Det bedste pladeselskabet kunne gøre, var at overlade Jeff til sig selv. Jo mere de trængte sig på og kom med gode idéer, jo mere forsøgte Jeff at holde dem uden for processen.  

Hans næste træk var at hyre guitaristen og sangeren Tom Verlaine som producer til de næste prøveindspilninger. Som den drivende kraft i newyorker-bandet Television, der i 1976 udgav det banebrydende album Marquee Moon, havde (og har) Tom Verlaine nærmest gudestatus. I undergrunden vel at mærke, for hans snørklede sange og voldsomme guitarudladninger har aldrig været i nærheden af et gennembrud. Det stemte imidlertid ganske godt overens med Jeff Buckleys nye dagsorden, der ud over den musikalske udforskning handlede om at gøre op med det polerede image, pladeselskabet havde skabt af ham. Men kemien mellem producer og band blev aldrig helt god. Tom Verlaine var vant til at arbejde på et smalt budget og med korte deadlines. En sangskriver, der præsenterede ufærdige sangskitser og i det hele taget virkede rådvild, passede ikke ind i den arbejdsform. Det blev ikke bedre, da optagelserne blev flyttet fra New York til Memphis, og Jeff og hans musikere indså, at samarbejdet med Tom Verlaine var endt i en blindgyde.

– Vi var alle fans af Television og elskede Tom Verlaine som musiker. Men der er stor forskel på det, du kan lide at høre, og hvad du forventer af en producer. Så selvom vi var stolte af indspilningerne med Tom Verlaine, var han ikke den, vi havde brug for. Tom var frustreret over Jeffs ubeslutsomhed. Og Jeff vidste heller ikke, hvad han ville. De sange, vi arbejdede på, var alle sammen skrevet mellem turnéerne og efter. De var en form for overgangssange uden fokus. Vi var alle sammen kommet væk fra dagligdagen og de nære personlige relationer, der havde inspireret Jeff til at skrive sangene til Grace.

 

En ny begyndelse

Det var formentlig for at finde sig selv, sin musik og dagligdagen igen, at Jeff Buckley efter de kuldsejlede indspilninger valgte at blive i Memphis. Beliggende langt fra New York, hvor det var umuligt for Jeff Buckley at besøge klubber og restauranter uden at blive antastet af fans, symboliserede det lille hus, han lejede i et stille beboelseskvarter i byen, fred. Og tid til grundigt at overveje fremtiden. Her begyndte en tilværelse langt fra det rockstjerneliv, han havde levet de tre foregående år. Dagene gik med at cykle byen tynd på mountainbike, istandsætte hus og besøge venner, blandt andre journalisten Robert Gordon, som fortæller, at Jeff kunne bruge timer i køkkenet sammen med hans baby.

Rekreationsopholdet var tilsyneladende det, der var brug for. Det fortælles, at Jeff under opholdet i Memphis til dels var kommet overens med sin fortid, og nye sange blev skrevet en masse og indspillet hjemme i stuen på en 4-spors kassetteoptager. Simple arrangementer med guitar og sang og rytmen slået ved at stampe i gulvet eller banke på en mikrofon. Columbias Steve Berkowitz kom ned fra New York, hørte de hjemmegjorte optagelser og kaldte dem det bedste, Jeff Buckley hidtil havde kreeret. "Han var på randen af at lave en meget vigtig plade, som (The Beatles', red.) Sgt. Pepper", har Berkowitz siden sagt til journalisten David Browne.

Forholdene syntes derfor optimale, da Jeff Buckley efter tre måneder i Tennessee kontaktede sit band for at fortælle, at nu skulle det andet svære album endelig laves. Med Grace's Andy Wallace som producer. Bandet hørte de skrattende demoer, var begejstrede og afventede bare afrejsedatoen:

– Vores reaktion var: "Nu sker det endelig." Vi følte os stålsatte og fokuserede. Jeff havde sendt os et demobånd, og vi var virkeligt opsatte og parate til opgaven og til at begynde på en frisk. Det var befriende at skulle optage langt fra New York og Columbia. Her kunne vi være helt os selv og få det til at ske. Og så indtræffer tragedien, fortæller Mick Grøndahl.

 

Den 29. maj 1997

Som biflod til Mississippi er Wolf River kendt for sine stærke understrømme. På overfladen forekommer floden rolig, men det er almindelig viden i Memphis, at det er risikabelt at begive sig ud i Wolf River – de mange drukne­ulykker er en påmindelse herom.

Tilfældet ville, at Jeff sammen med turmanager Gene Bowens assistent, Keith Foti, gjorde ophold ved Memphis' Welcome Center. Mest for at fordrive tiden indtil bandets ankomst fra New York samme dag. Egentlig var det planen at køre til øvelokalet og jamme på de trommesæt, Bowen havde medbragt til de næste dages øvelejr. Men Jeff og Keith Foti, der begge manglede stedsans, kunne ikke finde øvelokalet og kørte i stedet rundt på må og få i Memphis i en lejet bil. Og endte ved velkomstcentret ved Wolf River, hvor de blev enige om at gå ned til flodbredden. Keith Foti medbragte sin ghettoblaster og en guitar, da han ville øve nogle af sine sange og høre Jeffs mening. Det nåede han aldrig, for kort efter gik Jeff Buckley fuldt påklædt ud i vandet. Foti råbte undrende: "Hvad laver du?" Men Jeff syntes upåvirket af situationens alvor og svømmede længere ud, mens han sang Led Zeppelins Whole Lotta Love. Da en slæbebåd kom sejlende, råbte Foti igen. Og da endnu en båd passerede tæt på det sted, Jeff befandt sig, skreg han af sine lungers fulde kraft. Da bølgerne fra skibene havde lagt sig, kunne Foti ikke længere se Jeff Buckley i aftenmørket. Han alarmerede myndighederne, der kort efter iværksatte en omfattende eftersøgning. Foti har siden fortalt Rolling Stone, at området var lyst op, "som var det juleaften". Men først den 4. juni opdagede en passager på flodbåden American Queen et lig flyde ved bredden af Wolf River.

Den tragiske ulykke gav genlyd i musikmiljøet. U2 kondolerede ved en koncert, og der arrangeredes snart en mindehøjtidelighed, hvor bl.a. Elvis Costello og Marianne Faithfull optrådte – et vidnesbyrd om Jeff Buckleys anerkendelse blandt verdens førende sangskrivere.

Dødsfaldet er stadig et diskussionsemne: Svømmede Jeff Buckley helt bevidst ud i døden, eller var drukneulykken et tragisk resultat af sangerens impulsivitet? Mick Grøndahl sørger stadig over tabet, men har altid haft en klar fornemmelse af, at Jeff Buckley aldrig ville blive gammel:

– David Byrne har engang sagt om Kurt Cobain: "Hvordan skal denne her fyr overleve, han er alt for ægte." Det er det samme med Jeff. Han var virkelig sårbar og levede altid i øjeblikket. Ligesom da han så floden og besluttede sig for at svømme i den. Jeg kan ikke sige, jeg er overrasket over dødsfaldet. Han var altid spontan og parat til at udfordre skæbnen. Jeg husker, hvordan jeg flere gange har holdt ham tilbage, fordi han ville svare en politimand igen. Den slags kan man slippe af sted med i Danmark, men i Amerika har det konsekvenser! Han havde lidt af Jim Morrison i sig, altid parat til at provokere og afprøve grænser, siger Mick Grøndahl om sin kapelmester og nære ven.      

 

Eftermælet

Jeff Buckleys karriere blev ganske kort. I sin levetid nåede sangskriveren, sangeren og guitaristen at udgive to plader, Grace og en liveindspilning fra Sin-é. Men det var nok til at sikre ham en plads i musikhistorien.  

Der bliver stadig afholdt mindekoncerter for Jeff Buckley verden over. I Chicago hylder spillestedet Uncommon Ground, hvor Jeff Buckley Band efter sigende spillede en af deres bedste koncerter nogensinde, hvert år Jeff Buckley ved et stort anlagt arrangement, og den musikalske arv holdes i hævd i et utal af bands verden over, der næppe havde eksisteret, hvis ikke en følsom sangskriver havde inspireret dem til at gribe instrumenterne. Herhjemme fremhæver Saybia og særligt Kashmirs Kasper Eistrup Jeff Buckley som inspirator.

– Jeff var et kæmpetalent. Jeg kan med sikkerhed sige, han var den mest talentfulde musiker i min generation. Men han var også en outsider, der aldrig helt følte sig hjemme nogen steder. Arven fra hans far var med til at gøre ham til den, han var. Han havde en kasse med sine efterladte ting, som han altid bragte med sig. Han så op til sin far, men følte sig samtidig hjemsøgt af alle myterne om ham. Der er stadig nogle, som tror, Jeff døde af en overdosis ligesom sin far. Men Jeff er blevet en myte på grund af sin guddommelige inspiration. Han levede i en anden verden. Men han var samtidig til stede. Man følte altid, at Jeff forstod én. Når du snakkede med ham, var han altid meget opmærksom. Som musiker er jeg meget inspireret af Jeff. Han gik aldrig på kompromis og fulgte sit instinkt. Jeg tænker på ham hver dag, slutter Mick Grøndahl

 

Øjenvidner:

Jeff Buckley nåede at spille to koncerter i Danmark. I Montmartre i København umiddelbart efter udgivelsen af Grace og på Roskilde Festival 1995. Til sidstnævnte var Dicte og Kashmirs Kasper Eistrup til stede. De fortalte senere om oplevelsen til GAFFAs Anders Jørgensen.

Dicte:

– Det var en rigtig åbenbaring. Jeg var gået kold i rocken og alle dens guitarer på det tidspunkt, men havde hørt Hallelujah i radioen og skulle lige hen og høre med nogle veninder. Det var meget specielt at opleve en koncert, hvor Jeff Buckley formåede at mikse sin store og sårbare stemme med musik, der virkelig rykkede. Det var en fantastisk blanding, som det er virkelig svært at balancere på, og en stor sanseoplevelse. Han var bare så positiv og udadvendt oppe på scenen.

Kasper Eistrup:

– Jeg vidste, jeg var vidne til noget stort og usædvanligt. Jeff Buckley viste sig at være en af de få, som virkelig forstår at brænde igennem. Koncerten bevægede sig i hele kroppen. Det mest fantastiske var, at det var én person, som formåede at skabe det. Det var min største koncertoplevelse. Buckley er på niveau med Elvis, Hendrix eller Miles Davis. Der var sådan en underlig tavshed i folk efter den koncert. Folk sivede tavse ud af teltet. Jeg gik selv rundt og fortalte til alle mulige, at jeg havde set lyset, og at Jeff Buckley måtte dø ung.

 

 

Jeff Buckley - en udvalgt diskografi:

Live At Sin-é (1993)

Ep med fire sange, heraf to covers, dokumenterer Jeff Buckleys optrædener på den lille café i New York før Grace. Jeff Buckley betragtede pladen som et tidsdokument frem for et egentligt værk.

Live At Sin-é blev genudgivet i 2003 indeholdende en række outtakes samt en dvd med videooptagelser.

Grace (1994)

Debutpladen, der lagde publikum, kritikere og kolleger ned. Kort efter udgivelsen lod Robert Plant (Led Zeppelin) sig fotografere til musikmagasinet Mojo holdende et eksemplar af Grace, hvilket Jeff Buckley kommenterede med, at fanskaren nu også talte gamle mænd.

Sketches For My Sweetheart The Drunk (1998)

Cd1 indeholder studieoptagelser, Jeff Buckley Band foretog med Televisions Tom Verlaine, Cd2 forberedende demoer til det album, Jeff Buckley aldrig nåede at indspille. De i alt 19 numre spænder fra søgende eksperimenter til formfuldendte rocksange.

Mystery White Boy (2000)

Live-album med sange fra verdensturnéen 1994-1996. Pladen er en smuk, men også krævende oplevelse. Lydkvaliteten er ikke helt god, men for dem, som ikke nåede at opleve manden live, er udgivelsen en glimrende erstatning for den rigtige vare.

Live In Chicago (2000 / 2002)

Vhs/dvd med en særdeles veloplagt koncert på spillestedet Cabaret Metro, 1995. Jeff Buckley pjatter og provokerer mellem numrene - et forløsende modspil til sangenes lyd af tab og længsel. Indeholder en løssluppen version af MC5's Kick Out The Jams.  

Songs To No One 1991-1992 (2002)

Dokumenterer samarbejdet med Captain Beefheart-guitaristen Gary Lucas gennem en række tidlige hjemme- og liveoptagelser, bl.a. fra Knitting Factory. En noget overflødig udgivelse, der kun vil interessere dedikerede fans.

Se Jeff Buckley fremføre "Dream Brother":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA