Søren Huss: ­– Jeg er jo i virkeligheden bare glad for at være den, jeg er

Søren Huss: ­– Jeg er jo i virkeligheden bare glad for at være den, jeg er

Efter en afstikker til Saybia er Søren Huss tilbage til det, han selv kalder sin hovedbeskæftigelse, nemlig sange på dansk. Midtlivsvisen er Huss’ tredje soloalbum, og GAFFA har mødt den sympatiske sangsmed til en snak om blandt andet at føle sig etableret, taknemmelig og trodsig.

Søren Huss er netop kommet tilbage til Nyborg efter en tur til Aalborg, hvor han har optrådt til optagelserne af TV 2’s store juleshow. Alle de optrædende skulle vælge en julesang at fremføre til lejligheden, men Søren syntes ikke lige, der var én, der lå lige til højrebenet, så hvad gør man så? Ja, når man hedder Søren Huss, så skriver man da bare én. Det er en glad og tilfreds sangskriver, GAFFA møder, og hvorfor skulle han ikke også være det? Han har netop udgivet en fremragende plade. Og Midtvejsvisen udmærker sig ud over at indeholde en række strålende sange også ved at være blottet for singler og umiddelbare hits. Noget, Huss bevidst har undgået.

– Nej, på den måde er jeg gået hen og blevet lidt trodsig. Jeg ved ikke helt, hvor den trods stammer fra, men det har måske været en modreaktion på min musikkarriere – både med Saybia og mine egne solo-ting. Jeg må indrømme, at der jo nok desværre er en lille smule arrogance i det. Jeg bilder mig ind, at jeg ved, jeg kan skrive et hit, og det er der rigtig meget håndværk i. Der er bare nogle akkordsammensætninger, som radioerne bliver ved med at synes er interessante, selvom det i virkeligheden er den samme sang, der bliver skrevet igen og igen. Det er produktionerne, der er forskellige. "The Second You Sleep"-akkorderne er jo for eksempel brugt mere end 200 gange. Der er simpelthen noget manipulation i det at skrive en single, og det bryder jeg mig ikke om. Det føles lidt som at tale ned til publikum.

 

Endelig etableret

Hvordan befinder du dig her midtvejs i livet?

– Rent karrieremæssigt har jeg aldrig befundet mig bedre før. Jeg føler enorm stor ro og taknemmelighed over de muligheder, jeg har og de ting, der lander på mit bord. I det hele taget er det jo fantastisk, at jeg stadig lever af musikken nu på 15. år som udgivende pladekunstner. Jeg føler mig faktisk etableret efterhånden.

Hvornår kom den følelse?

 – Den kom for et par år siden. Jeg havde den ikke de første 10-11 år, selvom vi jo i Saybia startede ud med at sælge 300.000 eksemplarer af den første plade. Med nummer to solgte vi 150.000, og nummer tre solgte 50.000, så det har været sådan en fornemmelse af at være på vej ud.

Gjorde du dig nogle forestillinger om, hvad du så skulle lave, hvis musikkarrieren var på vej i den forkerte retning?

– Egentlig ikke. Det, jeg gjorde, var at nedkalde en pause over Saybia for selv at lave et solo-album. Den oprindelige plan var, at det skulle være et engelsksproget album, men så skete ulykken, og den ændrede mit verdensbillede så meget, at min indgangsvinkel til pladen blev en helt anden. Jeg startede forfra og skrev nogle helt nye sange, der denne gang blev på dansk. Og det blev en god plade, som folk tog godt imod. Det satte noget nyt i gang, men det blev ikke en kæmpe plade med seks hits. Den var et andet sted, hvor der var mere ro omkring det, og det var et bedre sted at bygge en karriere på. Med den plade tog jeg også et valg om ikke at lefle for radioen ved for eksempel at skære ned på omkvædene.

Hvad sagde pladeselskabet til det?

– Det var de egentlig meget lydhøre overfor. Jeg havde nogle gode folk omkring mig, der var meget lydhøre overfor, hvad jeg lavede, så der var stor kunstnerisk frihed. Og den nye plade har jeg selv betalt, så der er der ikke andre end mig selv, der har haft noget at skulle have sagt.  

Hvordan er det at være tilbage i det dansksprogede univers efter afstikkeren til Saybia med No Sound From the Outside?

– Jamen, det er lækkert, haha! Det her er jo min hovedbeskæftigelse. At skrive de her danske ting. Det holder jeg virkelig meget af, så det er dejligt at være tilbage i den verden.

 

Taknemmelighed og kærlighed

I pressemeddelelsen til albummet kan man læse, at du har brugt meget tid på at gå og være vred på dine forældre. Alligevel har de inspireret til sangen "Guldbryllup". Hvordan stoppede vreden?

– Sangen handler om taknemmelighed, og taknemmeligheden har erstattet vreden, hvilket er meget essentielt i forhold til at finde fred i de konflikter, man nu engang har haft. Særligt i komplicerede familiesituationer, der har været ætsende helt ind i kroppen. Jeg er jo i virkeligheden bare glad for at være den, jeg er, og jeg er den, jeg er, på grund af de ting, jeg har oplevet i mit liv – inklusive min barndom.

Hvordan var din barndom?

– Den var ikke mørk på nogen måde. Mine forældre er stadig sammen. Det holdt hårdt, og som barn lever man i forholdet mellem sine forældre, og hvis det forhold er mørkt, kan det være enormt ensomt at være barn i et kuldsejlet ægteskab, der halter. Men når man bliver ældre og selv får børn, finder man også ud af, at det ikke er det nemmeste i hele verden at tage sig af sine børn og samtidig selv leve sit liv, som man gjorde før og have et hjem kørende. Der er meget at holde styr på, meget ansvar og mange ting at tage vare på. Man tager ikke altid de mest hensigtsmæssige valg. Så den udsigt, jeg beskriver i sangen, er – ligesom alt andet – midlertidig, og jeg har brug for og lyst til at sætte pris på den, så længe jeg har den. Jeg har lyst til at være taknemmelig og føle kærligheden i stedet for den vrede, jeg har følt i alt for mange år.

 

Én til én?

I "Forbehold eller to" beskriver du stemmen som sjælens ambassadør. Har du det selv sådan, eller står det for hovedpersonen i sangens egen regning?

– Sangene er jo ikke på den måde én til én, og det er ikke nødvendigvis mig, der taler gennem teksterne, men det, jeg mente med det var, at der er en generel fornemmelse derude af, at det godt kan være, vi lever i et demokrati, men det kan let føles som om, man har mistet sin stemme i samfundet – en form for tyngde. Man kan godt definere, hvad der skal gøres og siges, men der er ikke rigtig nogen forbindelse til kernen af ens væsen længere. Jeg ser stemmen som mit indres ambassadør, og sådan går jeg ud fra, at det er for alle mennesker.

Oplever du ofte, at folk tror, der automatisk er én til én med dig og dine tekster?

– Ja, det gør jeg, det må jeg sige. Særligt efter Troen & Ingen, hvor det jo var uundgåeligt, at der var en forbindelse til mit privatliv. Der var mange, der opfattede den som min egen private terapiplade, og det blev jeg enormt fornærmet over som sangskriver og sanger. Jeg skrev ikke sådan en plade for at få medfølelse. I virkeligheden fortsatte jeg med det, jeg havde gjort – jeg skrev sange. Jeg havde bare noget andet at læne mig op ad, og derfor skrev jeg om det. Hvis man tager sangene, melodierne, akkorderne og ordene og giver dem til hvilken som helst anden sanger, er der ikke noget i sangene, der leder hen til mig som privatperson og min historie. Jeg beskriver følelser. Jeg fortænker ikke folk i at have det på den måde, jeg synes bare ikke, det er rigtigt.

Oplever du det også med Midtlivsvisen?

– Ja, der er mange, der siger: ”Hvor er det godt, du er kommet videre.” Og jeg har jo følt de ting, jeg synger om på for eksempel "Forbehold eller to", jeg har haft de ting i kroppen, men jeg tager dem fra mit private jeg over i mit kunstnerjeg og skriver sangen. Det er heller ikke den afklædte mig, der står på coveret, det er sangskriveren Søren Huss. Det kan de fleste nu godt skelne imellem, men der er nogle, der ikke kan.

 

Sommer, Kvamm og Dickow

Engang i start-00'erne sprang jeg en trommehinde til en Saybia-koncert, fordi en god ven i kådhed stak sin næse ind i øret på mig under koncerten. Er du selv nogensinde kommet til skade i forbindelse med musikken?

– Hahaha! Det nærmeste, jeg kommer på det er vel, at jeg fik slået noget af en tand på et tidspunkt, hvor jeg gik ned blandt publikum med mikrofonen, og der blev slået til min hånd, så mikrofonen røg op og ramte en tand, men det var egentlig en gammel skade, så det var bare plastikfyldningen, der røg af. Det må være det mest markante, jeg har været ude for.

Er der nogle kunstnere, du føler dig særligt beslægtet med?

– Jeg føler mig beslægtet med min generation af sangskrivere, så det er folk som Peter Sommer, Simon Kvamm, Mikael Simpson og Tina Dickow. Det er tydeligt, at der for mange af os har været et band som Radiohead inde over som inspiration – og egentlig også Neil Young, men der er selvfølgelig også mange Neil Young-referencer i Radioheads musik og kompositioner. Af de internationale kunstnere er det nok Neil Young og Beck, jeg føler mig tættest på. Men på mine danske ting, der er mere nordiske i udtrykket, er det lige så meget folk som Benny Andersen og Povl Dissing.

Læser du anmeldelser, når du udgiver noget nyt?

– Ikke dem alle sammen. Og det er ikke noget, jeg opsøger. Men jeg læser som regel de gode –og også nogle af de dårlige. Jeg bliver jo nødt til at læse Thomas Treos anmeldelser. Jeg har fået så mange hug af ham igennem tiden, man alligevel er han måske den, der har skrevet den bedste anmeldelse af den nye plade, hvilket er meget morsomt. Den havde jeg satme ikke set komme. Så var jeg alligevel ikke ”kronisk akavet”, som han skrev i den forrige anmeldelse. Men han kan jo selvfølgelig også ændre sig. Det er jo så subjektivt, hvordan man opfatter musik, og når man så selv er så glad for det, man har lavet, som jeg er for Midtlivsvisen, er man lidt mere ligeglad med, hvad andre synes. Så har man ikke brug for helt samme opbakning udefra.

 

Søren og teatret

Ud over musikken har Søren Huss også betrådt teatrets skrå brædder. Han har været en del af både Shakespeare-forestillingen Som man behager og stykket Bertolt Brechts Svendborgdigte.

– I begge tilfælde blev jeg kontaktet af teatrene, der spurgte, om jeg ville være med, og det er jeg enormt glad for. Jeg har lært en masse af at spille teater. Blandt andet de nuanceforskelle, man kan give forestillingen, der jo består af de samme replikker og scener aften efter aften. Alligevel er alle aftener forskellige.

Har du en skuespiller i maven?

– Det må jeg nok sige ja til. Jeg har spillet ungdomsteater, og Saybia mødtes også til en ungdomsteatermusical i Nyborg. Så som mange andre forsangere har jeg en lille skuespillerdrøm, så jeg er meget åben, når jeg bliver kontaktet omkring teater-ting. Det er der helt klart en del af mig, der synes er fedt. Teatret Svalegangen i Aarhus arbejder desuden på en forestilling baseret på Troen & Ingen (har premiere 27. januar, og alt er udsolgt, red.), og jeg glæder mig meget til at se, hvad de gør ved den.

Ville du sige ja, hvis du nu blev tilbudt en rolle i for eksempel noget søndagsdrama på DR?

– Det ville jeg helt sikkert! Om ikke andet så fordi det ville være en fed udfordring. Og så fordi det har været en drøm for mig på et tidspunkt. Men jeg er nu altså ikke den store skuespiller. Jeg har godt nok sagt nej til at være med i Mick Øgendahls Tomgang ­– eller, jeg fik faktisk aldrig svaret ham… Jeg var lige et andet sted.

 

Lars Skjærbæk og Christoffer Møller

– De to har gjort et afsindigt fantastisk job med pladen. De er enormt dygtige og helt klart det bedste producerteam, jeg har arbejdet med. Christoffer har produceret både Troen & Ingen og Oppefra & Ned sammen med mig, og sideløbende har han haft et samarbejde med Lars, hvor de har produceret for andre kunstnere, blandt andet Carl Emil og Michael Falch. Det var et match made in heaven. Jeg vidste, jeg kunne arbejde med Christoffer, men at få Lars med om bord med hans gode smag og kæmpe erfaring med det mere nøgterne udtryk, jeg har bevæget mig hen imod, har været virkelig fedt. Jeg har følt mig 100 procent tryg i deres kyndige hænder.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA