A Perfect Circle: Fortsættelsen på det efterladte

A Perfect Circle: Fortsættelsen på det efterladte

Hovedkræfterne Maynard James Keenan og Billy Howerdel er ikke påvirket af tidens tendenser. De bevæger sig uden for industriens verden, i et parallelt univers, hvor kreativiteten kan udfoldes på sine egne præmisser. Det er et unikt samarbejde, der ikke afspejler sig hos andre bands. Det er aldrig tidsbestemt, men når nerven rammes, går det stærkt. A Perfect Circle er tilbage efter 14 år med albummet Eat the Elephant og koncert på NorthSide, men de er ikke nødvendigvis, som vi husker dem.

Uforudsigeligheden i musikken er blevet til en sjældenhed. Der er ikke så meget, der overrasker længere. Vi rykker hurtigt videre til det næste, hvis det ikke formår at fastholde os, og det gør det sjældent. Der er ikke længere den store sensation i smide et ikkeannonceret album på gaden, for det har Beyoncé og Björk jo allerede gjort. Singlerne forsvinder hurtigt ned i det samme tomme rum, som er streaming-tjenester og andre digitale platforme. Folket kan sjældent føle på det, og derfor smider vi det hurtigt væk igen. Vi glemmer det, inden vi når at fordybe os i det.

Med enkelte undtagelser. For nogle gange sker der ting, der kan skabe sensationer. Ting, der kan overraske og forundre, måske endda chokere. A Perfect Circle er et af de bands, og hovedkræfterne består af Maynard James Keenan og Billy Howerdel.

Jeg er blevet tilbudt at træde ind den verden, der centrerer sig om A Perfect Circle. I min egen verden er bandet nærmest sagnomspunden, mystisk og utilregnelig. Musikken har altid været en del af mit liv, men jeg har aldrig helt vidst, hvad den gik ud på. Maynard James Keenan taler sjældent med pressen, og når han gør, er han hurtig til at skræmme en håndfuld journalister væk igen. Han er halvdelen af bandets drivkraft, men har en lidt utraditionel tilgang til det at lave musik. Sådan er historien med alle hans projekter – om det er Tool, Puscifer eller A Perfect Circle. Han holder sig udenfor, men er alligevel dybt involveret.

– Jeg føler, at jeg skal inspirere Maynard til at bringe den bedste side af sig frem, fortæller Billy Howerdel. Han skriver musikken i samarbejde med Maynard James Keenan og udgør den anden halvdel af bandets drivkraft. Og måske afbalancerer han måske Keenan en smule. Han er limen, der holder det hele sammen og fra tid til anden skyder ny energi i projektet. – Og for enhver pris, fortsætter han. – Hvis Maynard er tændt på en eller anden bestemt retning, forsøger jeg at fortsætte i den retning. Men jeg bliver hele tiden ved med at smide nogle afstikkere ind.

LÆS OGSÅ: Melankolsk brusebad – anmeldelse af Eat the Elephant

Afspejlende reaktioner

I dag er det 14 år siden, A Perfect Circle sidst var albumaktuelle. Der er løbet meget vand under broen siden da. Tool har udgivet albummet 10,000 Days – hvilket føles som en menneskealder siden. Puscifer er blevet født og har vokset sig stor og stærk med tre album i rygsækken, Billy Howerdel har søsat sit eget soloprojekt Ashes Divide, og James Iha er tilbage i The Smashing Pumpkins. Men A Perfect Circle har aldrig været et endt kapitel. Det har altid ulmet under overfladen og opstået, når verdenerne kolliderede.

– Jeg har gået og tænkt på det i mange år – måske fire eller fem år. Men vi fik først rigtigt sat det i gang for et år siden, fortæller Billy Howerdel. – Maynard ringede til mig og sagde, at han havde et hul i kalenderen, så måske kunne vi begynde på noget og så se, hvor det ville bære hen. Og det var ikke engang, fordi vi tog små skridt, vi dykkede bare fuldstændig ned i det.

Jeg hører til den del, der har fulgt Maynard James Keenan tæt, siden Tool udgav 10,000 Days. Jeg opdagede A Perfect Circle i min gymnasietid og fandt det som en naturlig forlængelse af det univers, der er synonymt med Tool, inden jeg kastede min kærlighed på Puscifer og den skævhed, der ikke passer ind andre steder. Jeg har undret mig over den kreative proces, der kendetegner Tool og A Perfect Circle og finder mit eget håb i det univers, hvor kreativiteten udformer sig igennem en uventet tilgang.

– Jeg har skrevet en masse sange løbende og har prøvet at udvælge nogle forskellige af dem, fortæller Billy Howerdel. – Jeg vælger dem, jeg føler passer ind i bandet. Der er måske ikke altid til en hel plade, men alligevel en god håndfuld, som jeg sender afsted til Maynard for at se, hvordan han reagerer på dem. Jeg sender lidt ad gangen – nogle gange melder han tilbage, og andre gange gør han ikke.

Fra computer til menneske

I A Perfect Circle afdækker Billy Howerdel og Maynard James Keenan hver sit område. James Iha, Matt McJunkins og Jeff Friedl befinder sig i periferien – som de officielle silent partners, der på scenen bringer lyden ind i det fuldformede billede. Alle i bandet udgør en essentiel rolle, men det er hovedsageligt Billy Howerdel og Maynard James Keenans band, hvor de andre er uundværlige brikker i det samlede spil.

– De forskellige medlemmer har altid påvirket vores livelyd, fortæller Billy Howerdel. – Vi er gået fra at arbejde sammen med Josh Freese til at arbejde sammen med flere forskellige trommeslagere på den her plade. Det er første gang, vi har gjort det på den måde, og det har været lidt et eksperiment. Jeg starter altid med at skrive trommerne på en computer, og så er Josh gået ind og har gjort det mere menneskeligt. Vi har altid gjort det på den måde. Vi giver ligesom andre muligheden for at fortolke sangens lyd, som de har lyst. Det er jo noget, man skal give tilladelse til, når folk kommer ind som gæster på et album.

Opgiver kontrollen

For første gang nogensinde har Billy Howerdel sluppet roret. Han har overgivet sig til udefrakommende hænder og på afstand betragtet brikkerne falde på plads.

– Det havde en ret stor effekt på mig, for det var jo en helt anden proces, fortæller Billy Howerdel. – Det krævede, at jeg lænede mig tilbage og observerede mere, men det krævede også, at jeg var vedholdende på ikke at forstyrre processen. Og det kunne sgu godt være svært. Det er lidt ligesom at ryste en afhængighed af sig – det er svært og kræver, at man er fokuseret på det.

På bandets tidligere albums har Howerdel siddet i producerstolen, men valget faldt denne gang på superproduceren D. Sardy, der tidligere har arbejdet sammen med System of a Down, Marilyn Manson, Nine Inch Nails, LCD Soundsystem, og listen fortsætter.

– Det var helt klart en anden proces, fordi jeg opgav al kontrol, som jeg tidligere har haft med pladerne, siger Billy Howerdel. – Jeg skulle egentlig bare læne mig tilbage og få et billede af sangene, men på den måde opgav jeg også et større indblik i pladens lyd. Vi løb lidt en risiko på en måde, fordi vi bare tog chancen. Vi tog hjem til Dave og spillede sangene for ham. Han var ret vild med sangene, så vi tænkte at give det et skud, selvom vi vidste, at det lidt var et sats.

Overgivelsen til mystikken

Jeg fanger ret hurtigt, hvordan Billy Howerdel dyrker musikken på et helt andet niveau. Han forklarer musikken, og hvor den kommer fra. Hvordan han lever med musikken, og hvordan Maynard James Keenan bringer et andet liv til den. Som regel giver de begge interviews og afdækker hver sit område, når musikken skal dissekeres, men Keenans ironiske tilgang til den mystik, der ofte centrerer sig omkring hans karakter, resulterer ofte i en professionel uforudsigelighed.

– Det hele kommer fra Maynards verden, fortæller Billy Howerdel, da jeg spørger ind til musikkens lyriske symboler. Jeg kan mærke, at jeg nok får svært ved at blive klogere på det, men på den anden side er det heller ikke nødvendigt at vide, hvad baggrunden er for de politiske aspekter, der præger nogle af sangene. Måske er svaret åbenlyst, måske er det komplet uforståeligt. Uanset ville det blive leveret med en mystik, der ville gøre det svært at navigere i.

– Han har involveret mig lidt i det, og hvor det kommer fra, men det er ikke noget, jeg bruger så meget energi på, fortsætter Billy Howerdel. – Det lyder sikkert ret underligt, når vi nu arbejder sammen, men han behøver bare ikke at forklare mig, hvorfor han gør, som han gør. Hvis han har behov for det, så lytter jeg, men når det kommer til stykket, er der så mange lag i det, han synger om. Det er lidt ligesom at forklare en joke. Det er op til lytterens fortolkning af det, fordi det hele kan opfattes forskelligt.

Ulmende aggressionsudladninger

Selvom Maynard James Keenan ikke er til stede, bevæger samtalen sig konstant over på ham. Jeg har valgt at udelade alle mine spørgsmål omkring musikkens tekstmæssige symbolik og kaster fokus tilbage på musikkens soniske univers. Jeg spørger ind til den afdæmpede lyd, der præger Eat the Elephant. Lyden adskiller sig fra Mer de Noms og Thirteenth Step, fra de skjulte aggressionsudladninger på eMOTIVE og introducerer et mere filmisk lydunivers.

– Det er lidt sjovt, for der er mange, der har den opfattelse, siger Billy Howerdel. – Men jeg opfatter sådan set ikke pladen som særlig mellow. Ofte er de dæmpede elementer ikke særligt fremtrædende, så det er lidt sjovt, at folk alligevel fanger det som et overordnet element. Det er en helt anderledes opfattelse end den, jeg har af pladen.

– Men for at være ærlig, så kom den lyd nok mere fra Maynard, fortsætter Howerdel. – På den anden side var det jo mig, der præsenterede sangene for ham, så jeg bærer nok også en del af ansvaret. Jeg tænker altid på, hvad der vil inspirere ham til at yde sit bedste, og det er også den måde, jeg har arbejdet med den her plade. Jeg sender ham lidt sange ad gangen og ser hvad han reagerer på, og det inspirerer nok de sange, jeg efterfølgende arbejder på. Men uanset hvad er vi partnere og skriver sangene ret lige fordelt.

Fortsættelsen af nuet

Igennem en pause på 14 år opstår der spørgsmål og fortolkninger til det, der præsenteres. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvor musikken kommer fra. Hvorvidt A Perfect Circle er et tidsbillede, der ikke længere kan eksistere. Forud for interviewet havde jeg en diskussion med en ven. Vores venskab udformede sig fra kærligheden til Tool og A Perfect Circle. Det voksede ud af tilgængeligheden ved den progressive musik. Ved kompleksiteten og det musikalske rum, der passer perfekt til en kasse øl på teenageværelset. Han fortalte mig, hvordan A Perfect Circle er i risiko for være et billede af en tid, der i dag er forbi. Jeg var ikke enig og sagde til ham, at man altid lytter til ny musik ud fra de tidligere oplevelser, man har haft med bandet. Hvordan musik altid er et billede af sin samtid, men også en fortsættelse af der, hvor du sidst efterlod den.

– Det er en sammenfatning af livet frem til nu, fortæller Billy Howerdel. – Det er en forsættelse, men også et billede af, hvor vi befinder os i dag. Det er et billede af vores følelser, af vores viden eller mangel på samme. Det er en kombination og en refleksion af Maynard og jeg, og hvad vi har været igennem. Vi har ikke sagt til hinanden, at vi skulle lave en plade, der fangede det, vi lavede engang. Vi havde ingen ønsker om at gentage fortiden, men vi er heller ikke bange for at reflektere over den.

Tilbage efter 14 år

14 år har skabt forventninger og forstærket den mystik, der centrerer sig om Maynard James Keenan. Om det handler om Tool og det album, der eftersigende er ved at være på trapperne, om det handler om Puscifer, der er gemt væk bag masker og parykker. Hvor anonymiteten er det fremtrædende, og stemmen det personlige. Der er aldrig nogen, der ved, hvad der kan forventes af de ting, Maynard James Keenan rører ved. Men alligevel har Billy Howerdel intet imod at udtrykke sine tanker om albummets tilblivelse. Eat the Elephant symboliserer en ægthed og en autenticitet ud fra Keenans og Howerdels kunstneriske udladninger.

– Det er egentlig meget personligt. Det er et følelsesmæssigt snapshot. Det er et virkelig autentisk indblik i, hvor vi befinder os i dag, fortæller Howerdel. – Man kan selvfølgelig godt se anderledes på musik, fordi man kan lave en plade intentionelt, men sådan har jeg i hvert fald ikke kigget på den her plade. Det var mere en naturlig udladning af det, vi følte på daværende tidspunkt. Jeg føler mig ret heldig, at vi kan gøre det sammen. Der var ingen forventninger til den her plade, fordi der ikke har ligget noget pres på os. Der var ingen, der sagde, at vi skulle lave en plade fyldt med hits, så pladen er endt med at blive ret autentisk.

Den reflekterende historie

Historien om A Perfect Circle reflekteres i musikken. Musikken er en refleksion af mødet mellem Billy Howerdel og Maynard James Keenan. Om det partnerskab, der startede for næsten tyve år siden, da Billy Howerdel arbejdede som guitartekniker for Tool. Der er aldrig nogen, der har bedt Billy Howerdel og Maynard James Keenan om at arbejde sammen. Der er aldrig blevet stillet krav, og det er bandets karriere en refleksion af. Josh Freese og Jeordie White var redskaber i skabelsen af helhedsindtrykket, der på scenen ville opnå sin ultimative kulmination, ligesom James Iha altid har været en del af det.

– Da James Iha kom med i bandet, var han nok den mest kendte af os alle sammen, og sådan er det måske stadigvæk, forklarer Billy Howerdel. – Og Jeordie White, der har spillet sammen med Marilyn Manson og Nine Inch Nails. De kunne have nogle kæmpe egoer og forsøge at bestemme alt, der skulle foregå i bandet, hvis de skulle gå med til at være i bandet, men sådan var det ikke. De var begge enormt imødekommende og respekterede vores kærlighed til det her projekt. De så det som mit og Maynards projekt. De var meget åbne over for, hvad vi havde brug for, og hvordan deres rolle kunne bruges i bandet. Det har lært mig meget og givet mig en kæmpe styrke og inspiration til andre projekter. De er en kæmpe støtte i bandet. Hvis de skal være kreative, er de mere end kompetente til det, og hvis de skal træde mere tilbage, gør de det.

Indtrædelsen i musikkens univers

På scenen står Maynard James Keenan i baggrunden. Han er indhyllet i mørke og fremstår som en silhuet i et band bygget på kunstnerisk personlighed. Han underspiller sig selv – ligesom han altid har gjort. Det er arrogant og overlegent, men alligevel nemt at acceptere, for sådan har det altid været. Der er noget overmenneskeligt over ham. Mystikken omkring hans person, om hans liv ved siden af musikken og hans nonchalante tilgang til musikindustrien. Billy Howerdel udgør en balance til det. Han skaber musikken på en anden måde. Han gennemtænker musikken på en anden måde. Den måde, musikken kan fortolkes på og forskellen mellem at skabe musikken i et studie og direkte over for et publikum.

– Jeg er ret spændt på at dykke ned i de her sange og lade dem få deres eget liv, siger Howerdel. – Der er virkelig mange elementer i vores sange, og det er vi nødt til at få til at fungere på en anden måde live. Der er ingen, der ved, hvordan de her sange vil præsentere sig selv live, men der opstår altid en energi og en kraft ved at spille sammen som et band. Det er uundgåeligt at skabe den her energi, og den udvikler sig ret naturligt ved at optræde live.

A Perfect Circle har langsomt bevæget sig tilbage i lyset. I 2004 gik Billy Howerdel og Maynard James Keenan hver til sit for at fokusere på andre projekter, for seks år senere at vende tilbage under uventede omstændigheder.

– Det var ret spontant og skete meget i sidste øjeblik, fortæller Billy Howerdel. – Det mindede os om, hvor sjovt det var at spille sammen. Vi burde gøre det oftere, tænkte vi. Det var ret afslappet, og sådan er det egentlig meget med A Perfect Circle. Det kendetegner os meget i vores måde at arbejde på og vores måde at spille sammen som band på. Måske er det, fordi vi er nogle følsomme mennesker, for tingene er aldrig helt som planlagt. Der er selvfølgelig nogle ting, der sker, så snart noget sættes i gang, men begyndelsen er altid meget tilfældig.

Lad telefonen ligge i lommen

Til sommer er det 18 år siden, A Perfect Circle sidst besøgte Danmark. Dengang var det under den hedengangne Midtfyns Festival, og bandet havde lige udgivet sit debutalbum Mer de Noms. Telefoner var dengang kun noget, man kunne ringe med, og The Terminator virkede stadig komplet urealistisk. I dag har det ændret sig, og vi oplever nu vores virkelighed igennem et selvkonstrueret filter. Vi drives af teknologien og den fjerne interaktion og er ikke længere rigtigt til stede. Det nægter A Perfect Circle tilsyneladende at acceptere, da en større gruppe fans for nyligt blev bortvist fra en koncert med bandet for hensynsløst at fotografere koncerten. Så når A Perfect Circle til sommer spiller på Northside, er det sikkert en meget god idé at lade telefonen ligge i lommen.

Princess Leia og Major Tom

Skikkelser for flere generationer har hen over de seneste år forladt verden. David Bowies død sendte chokbølger igennem musikverdenen, og Carrie Fishers pludselige bortgang var en ordentlig skefuld malurt i det bæger, der udgjorde succesen omkring Star Wars’ fortsættelse. På ”So Long, and Thanks for All the Fish” kommenterer Maynard James Keenan den betydning, livet og døden i dag har for en befolkning, der glorificerer de berømte og oplever deres død igennem sociale medier.

– Jeg tænker, det skaber en stor forandring for folk, at en stor gruppe berømtheder og ikoniske mennesker forsvinder, fortalte Maynard James Keenan i februar til Rolling Stone. – Jeg er sikker på, at det er sket for tidligere generationer – at der pludselig sker den her exodus – men umiddelbarheden ved sociale medier har gjort det mere effektfyldt og voldsommere at se en række mennesker, man var bekendte med, gå bort. Og i en alder af 53 begynder man at tage den slags alvorligt.

Frygter ikke at være et forældet tidsbillede

Siden A Perfect Circle udgav den første single fra Eat the Elephant, har tankerne omkring den kommende plade fyldt meget hos mig. Jeg er sikkert ikke alene om det, og spændingen om, hvorvidt Eat the Elephant bare ender som et tidsbillede af noget, der ikke længere eksisterer, har udviklet sig til en mindre bekymring. Men det er ikke en bekymring, der påvirker Billy Howerdel og Maynard James Keenan.

– Jeg har aldrig haft lyst til at tænke over, hvordan vores musik passer ind, siger Billy Howerdel. – Det er det smukke ved at have en partner, at man ikke skal skrive med et særligt formål. Vi kan gøre lige præcis, som vi har lyst, og yder vores bedste uden at være bekymrede.

LÆS OGSÅ: Melankolsk brusebad – anmeldelse af Eat the Elephant

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA