PitSpot: Aalborgs forskud på årets Spot Festival i Aarhus

PitSpot: Aalborgs forskud på årets Spot Festival i Aarhus

Arkivfoto af Get Your Gun

I anledning af årets Spot Festival afholder det aalborgensiske musikselskab Empty Tape og Studenterhuset PitSpot. Her kan bands såvel som delegerede og andre interesserede nyde musikalske smagsprøver fra Nordens vækstende musiklag, inden Spot-ugen for alvor sparkes i gang i Aarhus. Onsdag aften spiller norske VIAN, svenske Bottlecap, aalborgensiske Lunar og det nordjyske hovednavn Get Your Gun – og GAFFA er selvfølgelig med.

 

VIAN (NO): Lyden af nordlys

Udenfor dvæler temperaturen i den høje ende; indenfor udfoldes et lydbillede, der bedst kan beskrives som et tyst og glimtende vinterlandskab. Sådan er kontrasten komplet mellem den lune forårsaften, Platform 4’s dunkle koncertsal og den norske Kristiansand-kvartet VIAN, der har spillet nordisk pop siden 2015.

En mindre flok af fremmødte lytter koncentreret til bandets sfæriske lydflader, som koncertens første nummer, “Gå der vinden blåser”, cementerer. Efter det næste, hvor beatmarkeringen står stærkere, har publikumsmængden fordoblet sig. Herfra opbygger VIAN et crescendo op af insisterende guitar og bas, organiske trommer og forsanger Elisabet Mjangers krystalklare, svævende vokal. Trods højtalerne, der knitrer sporadisk, formår VIAN således at skabe en skrøbelig, men storslået musikalsk konstellation, der fører tankerne mod det dansende nordlys.

Samtidig udtrykker alle medlemmer en inderlig kærlighed til musikken, hvilket skaber en yderst sympatisk vibe omkring bandet – og stor respekt hos undertegnende.

 

Lunar (DK): Rebelsk soft rock

Da jeg som ung aalborgenser flyttede til en anden by, blev det klart for mig, hvilket stof Nordens Paris er gjort af. Sukkersødt er det i hvert fald ikke, og ude i den store, vide verden har flere også fældet dommen over Aalborg som værende en hård by. Så hvordan gør man som aalborgenser oprør mod sådan et ry?

Mit bud vil være at spille soft rock og indiepop, som den aalborgensiske kvintet Lunar gør det. Her, fra Platform 4’s scene, præsenterer de unge fyre et laid back og døsigt univers, der mikser drømmende synth med 70’er sangskrivning og en halvlummer og alligevel forførende saxofon.

Med en lettere hæs, lys stemme – der med lidt god vilje kan forveksles med Connan Mockasins – synger forsangeren følsomt “Lucy Told”, inden “Anyone Everywhere” tager over med rytmiske vendinger og bølgende bas-guitarspil. Til sidst smelter vokal og saxofon sammen under nummeret “The Truth of Commitment”, inden det forkyndes, at der endnu er to navne på aftenens program.

 

Bottlecap (SE): Fuck mikrofonstativer

Svenske Bottlecap gør det klart, at ingen skal kede sig til deres koncert. Her er der tale om et rock’n roll-garagerockband, der giver rockmusikken noget af leve af – og undertegnedes trommehinder lidt kortere levetid.

Tilsyneladende er der intet, der kan slå Bottlecap ud af kurs, hverken lav mikrofonvolumen eller væltede mikrofonstativer. “Fuck det”, udstråler trioens attitude, mens udstyret flyver rundt omkring dem. På den måde vælter Bottlecap ud over scenekanten og direkte ind i publikum, bogstaveligt talt.

Under det 30 minutter korte sæt hopper bassist og vokalist Johan Reiman nemlig flere gange ned blandt publikum, mens han og resten af bandet rocker højenergisk derudad. Ikke en eneste gang taber Bottlecap det brede publikums opmærksomhed, og således fortjener Bottlecap et kæmpe skulderklap for bandets ihærdige forsøg på at sprænge taget af Platform 4.

 

Get Your Gun (DK): I mørket skal lyset findes

Aftenens sidste act, Get Your Gun, tiltrækker klart de fleste tilskuere, der – til forskel fra aftenens tidligere bands – spiller et fuldt koncertsæt på en times tid.

Med dystre lydflader og atmosfæriske noise-effekter trækker Get Your Gun op til en musikalsk stormflod, der er vild og nådesløs som det nordjyske Vesterhav. Blandt publikum er der bumstille, som var det en begravelse.

Badet i algegrønt scenelys og kraftige tåger fra røgmaskinen varsler det nordjysk-funderede band således et sjæleligt forfald for individualismens tidsalder. En dommedagsprofeti for det senmoderne og fragmenterede samfund, der tiltrækker en bred skare af unge publikummer – hvilket egentlig ikke er så underligt, taget tidens pres på ungdommen i betragtning. Især nummeret “You’re Nothing” fra bandets seneste album synes at ramme plet i forhold til den melankolske og afmægtige stemning, Get Your Gun dyrker.

Det er som om, mørket ingen ende vil tage i Get Your Guns selskab, hvilket til tider gør koncerten ensformig og langtrukken. Men trods det evindelige mørke ser optimismen alligevel ud til at spire blandt de forreste rækkers trofaste fans, der nikker taktfast til musikken. For under afmagtens overflade findes viljestyrken til at sætte sig imod lykkesamfundets jubelidiotisme – og som selverklæret pessimist og Svend Brinkmann-tænker kan jeg ikke andet end at bifalde dette.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA