x

Koncert støtter torturofre: “Det er ikke meningen, at folk skal sidde og være deprimerede"

Koncert støtter torturofre: “Det er ikke meningen, at folk skal sidde og være deprimerede"

Det handler om at sætte det musikalske fokus over ubehagelige billeder, når José González og The String Theory spiller for at støtte torturfore til Music For DIGNITY.

Music For DIGNITY er en række årlige koncerter til fordel for fysisk såvel som psykisk rehabilitering af torturofre samt diplomatisk og juridisk forebyggelse af tortur verden over. Som en del af det koncept og den sag spiller svensk-argentinske José González med stryger-ensemblet The String Theory i Musikhuset Aarhus den 17. september og i Operahuset i København den 18. september.

Kort sagt: DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, der står bag Music For DIGNITY-koncerterne, arbejder med mennesker, der har traumer med sig, men det betyder ikke, at koncerterne med José González og The String Theory nødvendigvis kommer til at bære præg ulykke, forklarer DIGNITYs event manager, Klaus Peter Nielsen.

– Vores koncerter er ikke typiske velgørenhedskoncerter i den forstand, at der kommer en masse kunstnere ind på scenen for at udtrykke nogle paroler omkring deres støtte til en bestemt sag. Det er ikke meningen, vi vil have folk til at sidde og være deprimerede over, at tortur finder sted. Vi vil derimod bruge den stemning, der opstår, til at vise, at vi står sammen i kampen mod tortur.

En oplagt mulighed

Det er dog ikke en tilfældighed, at DIGNITY ville have José González og The String Theory til at spille til en af deres Music For DIGNITY-koncerter.

– José González’ forældre er fra Argentina, hvorfra de flygtede i 1970’erne under den argentinske militærjunta, som var ved magten på det tidspunkt, og vi tænkte, det faktum ville være en god forbindelse til vores sag. Derudover vidste vi, at José González for tiden spiller med The String Theory og altså i et set up, der vil passe perfekt til de venues, vi bruger, nemlig Operaen i København og Musikhuset i Aarhus, siger Klaus Peter Nielsen.

Music For DIGNITY er blevet afholdt flere gange om året siden 2015, hvor Carpark North startede med at spille på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Siden har flere store kunstnere – som blandt andre Stine Bramsen og Mew – spillet til Music For DIGNITY.

Svælger ikke i ubehag

Når José González tager The String Theory med sig på scenen, kan publikum forvente en hel del anderledes udgaver af indie-sangerens numre. Derudover kan publikum forvente en stemning omkring dét at være samlet om en sag – dog uden at DIGNITY som koncertarrangører vil svælge i det, forklarer Klaus Peter Nielsen. Ifølge ham er det nemlig den musikalske oplevelse, der er i fokus til Music For DIGNITY-koncerterne.

– Men der vil helt sikkert opstå en særlig stemning, og med Operaen og Musikhuset som venuesbliver det uden tvivl koncerter af ekstra høj kvalitet, siger han.

– Det er derfor, vi laver arrangementer som Music For DIGNITY, fordi det kan noget helt særligt på en måde, hvor det kan samle folk omkring vores sag, og hvor vi ikke behøver at smaske ubehagelige billeder og fortællinger i ansigtet på folk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA