Live på DR1: Talentshow uden følelsesporno

Live på DR1: Talentshow uden følelsesporno

DR har udviklet et nyt format, der skal løfte succesen fra X Factor. Resultatet er LIVE – et ambitiøst talentshow, der sætter fokus på livescenen og udfordrer en talentshow-genre, der har kørt i samme forudsigelige rille lidt for længe. GAFFA sætter talentshowet under lup og undersøger, hvad LIVE egentlig kan – og om tiden er moden til et primetime-format med original og levende musik som førsteprioritet.

”Og vinderen er…”. Den efterfølgende pause er altid ualmindelig lang, når den sætning runger i salen og hjemme i stuerne. Selvom man som seer sagtens kan blive grebet af rejsen til finalen og de store følelser undervejs, er det trods alt bare et talentshow på tv. Og hvad vinder man egentlig der? Afsløringen ender altid med en konfettiindsvøbt vinder, følsomme og akavede kram samt de bedste intentioner for en strålende karriere, men vi ved jo godt, hvilken vej det typisk går.

Hvis vi tager udgangspunkt i X Factor, den største seer-darling på Danmarks Radio, vil de fleste mene, at programmet først og fremmest er god tv-underholdning. Selvom musikken er programmets omdrejningspunkt, findes selve motoren et sted mellem dommernes indbyrdes kamp, deltagernes baghistorier og deres udvikling – for ikke at nævne de mange tåkrummende auditions.

X Factor er dårligt nok flyttet over på TV 2, før DR sætter spørgsmålstegn ved hele dette velkendte koncept. DR, der altså har gentaget X Factor-succesen i 11 sæsoner. Ilden er brændt ud, og fra asken har DR og Nordisk Film TV nu udviklet et nyt program inden for samme populære tv-genre.

Navnet er LIVE, og programmet distancerer sig fra nogle af de førnævnte underholdningselementer og forventninger. Allervigtigst er ændringen fra underholdningen til (live)musik som primus motor.

– Hvor andre underholdningsprogrammer med musik på en eller anden måde handler om at finde nogle uslebne diamanter, og så få nogle til at slibe dem til, så var opgaven her at finde nogen, der allerede var diamanter, fortæller DR’s Underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

– Det primære for mig er at give seerne en ny, musikalsk oplevelse og virkelig prøve at tage musikformidlingen alvorligt. Mange talentshows har måske i virkeligheden skræmt de dygtige og de etablerede væk, så det er jo et sats på, hvorvidt vi kan finde et cast med vores budskab om, at vi virkelig gerne vil musikken.

Og det er netop udfordringen. For genren har et blakket ry, og røde advarselslamper blinker sikkert hos mange artister, når de hører ordet "talentshow" – især hos dem, der siges at tage musikken seriøst. Formatet i LIVE har dog et nobelt udgangspunkt, der er værd at undersøge dybere. For om halvanden måned runger den kunstigt langtrukne sætning igen ude i stuerne, denne gang fra en tv-scene, der ifølge DR er mere ambitiøs og professionel end nogensinde før. Måske står der en artist tilbage med gode forudsætninger for en succesfuld fremtid i musikbranchen? Måske på en scene, der har givet uforglemmelige musikoplevelser? Måske i et talentshow, der har rykket ved nogle af genrens fordomme?

Konstrueret til virkeligheden

Som Sanne Salomonsen, programmets ene coach, hurtigt fortæller mig, så vil hun helst ikke sammenligne LIVE med X Factor, fordi de to koncepter er så forskellige.

Det er dog en anelse svært at undgå, når billedet af Place on Earths (den seneste X Factor-vinder, red.) finalejubel stadig står frisk på nethinden af de 1,4 millioner danskere, der så med for under et halvt år siden. Samtidig må man fra DR’s side forvente, at de licensbetalende danskerne har en interesse i at kende udsigterne til det spritnye format.

LIVE kan ikke undgå at blive sammenlignet med de andre grene på det store træ, der symboliserer musiktalentshows på dansk tv: Stjerne for en aften, Idols, Popstars, Scenen er din, Voice, X Factor, All Together Now – to name a few.

Alligevel stikker LIVE ud. Hvor de andre talentshows ofte starter med auditions, hvor vi som seere møder de håbløse sangere eller hører alle sympati-historierne om lille Ellen, der har været mobbeoffer eller skilsmissebarn, så skærer LIVE fedtet og følelsespornoen væk og starter direkte på den store livescene. Med spirende artister, der allerede har en form for live-karriere kørende for sig.

Pelle Peter Jensen understreger også, at det er musikken, det handler om. Fra fjerde udsendelse indtager han sin rolle som programmets musikekspert, hvor hans job er at folde de forskellige optrædener ud for publikum og seere i en ærlig og faglig vurdering.

– Jeg kommer ikke til at stå og sige ”ej, det er også synd for dig”, for hvis du skal ud og konkurrere med alle de andre gode bands, så kan jeg ikke bare sidde og være sød. Hvis du vil skabe noget, der kan komme ud og leve i den virkelige verden, så er det også den verden, vi må holde det op mod.

LIVE forsøger altså, mere end nogen anden forgænger inden for genren, at holde deltagerne op mod det "rigtige" musikmiljø i Danmark og ruste dem til virkelighedens feedback.

– Vi skal ikke lære dem at synge, vi skal ikke lære dem at spille. Vores job er at finde deres styrker og forstærke dem, siger Salomonsen. Sammen med Lina Rafn skal hun forsøge at finde – ikke skabe – Danmarks nye live-artist. En undertitel, der efterhånden symboliserer et velkendt narrativ, men for en gangs skyld med gode forudsætningerne – i hvert fald hvis man lytter til DR og stoler på formatet.

Med de store ambitioner er udfordringen for DR’s programsatsning med LIVE måske meget lig udfordringen blandt de upcoming artister, som prøver at slå igennem i musikbranchen: Ikke så meget at folk er kritiske eller ”hater” på dem. Men at folk er ligeglade. På en måde er LIVE derfor i samme båd som de deltagere, der træder op på scenen – er der nogen, der gider se det?

Livemusikken i ”den nye musikbranche”

LIVE startede første udsendelse med sætningen: ”Den danske musikbranche har ændret sig. For få år siden handlede det om at få en pladekontrakt. Nu handler det om at være en god live-artist.”

Så er det ligesom slået fast. I løbet af programmet optræder garvede artister og producere som Mattias Kolstrup, Fallulah, Chief 1 og Søren Rasted, som alle taler om deres oplevelse af musikbranchens udvikling. Rasted siger blandt andet: ”Den største forskel på 20 år siden og så i dag, det er, at man ikke behøver lave en plade mere”.

Ifølge rapporten Dansk Musikomsætning 2016 er der også tydelige forandringer i branchen. Fra 2012-2016 steg livemusikkens omsætning med 29 procent, og udgjorde derved 60% af den samlede omsætning i Danmark i 2016. Med LIVE sætter DR sætter fokus på en aktuel udvikling i livemusikken, men programmets formuleringer synliggør også nogle problematikker.

– Det er et program, der hedder LIVE, men i sidste ende handler det jo om materialet, udtaler Lene Vive Kristoffersen. Hun er program- og udviklingschef på spillestedet Vega og understreger livemusikkens symbiose mellem artistens udtryk på scenen og det originale materiale.

– Før vi kan tage noget ind, så skal der i hvert fald være materiale nok til en showcase – nok til 20 minutter af ens eget materiale, som er spændende, originalt og noget, der træder frem på en måde. Vi kunne eksempelvis ikke have The Minds of 99 til at spille så mange gange, hvis de ikke havde lavet nogle super gode plader.

Som tallene viser, er livekoncerter nu den primære indtægtskilde, men selvom vores lille land har hundredvis af spillesteder og en ligeså stor mangfoldighed af festivaler, så kommer man ikke langt ud, hvis man mangler det essentielle: god, original musik.

Når LIVE udbasunerer livemusikkens betydning, er det her, der kan opstå en skævvridning mellem liveoptræden og materiale. Når man forsøger at tilmelde sig som deltager til programmet, skriver DR eksempelvis: ”Har du det, der skal til for at brage ud over scenen og få publikum med?” Opfordringen trækker på nogle af tv-underholdningens præmisser, der lægger vægt på en energisk performance. Problemet kan altså opstå, når deltagere med originalt materiale let kan overskygges af en optræden, der bare ”brager ud over scenen”.

Ifølge Sanne Salomonsen tager omkring 80 procent af programmets deltagere dog deres eget materiale med på scenen. Et positivt udgangspunkt for programmet, hvis man sammenligner det med X Factors kavalkade af udtrådte covernumre, men noget der måske skal fremhæves endnu mere i en reel jagt på ”Danmarks nye live-artist”.

(Gen)vejen til succes

Holder man LIVE op mod det danske musikmiljø, som programmet selv opfordrer til, så ligger der som tidligere nævnt en stor udfordring alene i kraft af genren "talentshow". Som Lene Vive Kristoffersen fortæller mig, så har Vega endnu ikke haft nogen, der trådte fra et talentshow og over på deres scener. – Undtagen et show vi lavede med Citibois. Men så endte det med at være mere underholdning end livekoncert, siger hun.

Generelt harmonerer tv-genren ikke specielt godt med musikbranchens idealer – i hvert fald iblandt dem jeg har talt med til denne artikel. Et eksempel er Kristoffer Rom, formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber og medstifter af pladeselskabet Tambourhinoceros (Skammens Vogn, The Entrepreneurs, Efterklang med flere). Han er en person, der potentielt kunne agere talentspejder fredag aften klokken 20.00, men han ser et begrænset musikalsk potentiale i tv-genren.

– Størstedelen af især de uafhængige pladeselskaber er på mange måder tv-showsenes antitese. Udgangspunktet for vores sektor er et ønske om at samarbejde med karriere-kunstnere igennem langsigtede investeringer og talentudvikling. Det står i skærende kontrast til tv-showsenes løfter om at slå genvej til stjernestatus.

Nogenlunde samme toner lyder det fra det danske upcoming-band Pelican Beach. Bandet blev kontaktet af DR’s castere til programmet, og selvom de på ingen måde betvivler Pelle, Sanne eller Linas kompetencer, måtte de af principielle grunde takke nej.

– De store tv-formater som X Factor, Voice og nu LIVE handler for meget om alt andet end selve musikken. Selvom det blev gjort tydeligt for os, at programmets koncept er at sætte live-musikken i centrum, er der, i vores optik, en uncool aura omkring de her tv-koncepter. Vi vil hellere opdages på et mørkt spillested foran 50 mennesker end i et fredags-underholdningsshow foran én million tv-seere.

Selvom LIVE med al sandsynlighed har et ønske at blive taget seriøst af etablerede danske kunstnere og branchefolk, så skal de måske skue længe efter anerkendelse. Årsagen til den holdning udspringer ifølge musikforsker på Aarhus Universitet, Charlotte Rørdam Larsen, af at tv-formatet først og fremmest henvender sig til det brede danske publikum.

– Det er jo en slags serieunderholdning, så jeg tror, det er rigtig god tv-underholdning først og fremmest. Jeg tror ikke, det er noget, der bringer noget nyt på musikscenen. Det handler ikke så meget om, at vi får nogle nye stjerner, men derimod at følge konkurrencen inden for nogle faste rammer.

Det er en holdning, som Pia Majbritt Jensen deler. Hun er medieforsker på Aarhus Universitet og fortæller, at man ikke skal underkende genrens natur som et familieshow. Som hun siger, er det faktisk børn, der ser det mest, og samtidig er der en masse ritualer omkring de her shows – man samles, får slik og skal hygge sammen. Et billede, der står i skarp kontrast til den ønskede målgruppe for Pelican Beach – og mange lignende bands – og som er svært at undgå med en public service-kontrakt, der forpligter på at samle og underholde store som små.

Forbrugskultur til fingerspidserne

LIVE tager som sagt udgangspunkt i den voksende livescene, men programmet peger derigennem på en større kulturel tendens vedrørende vores musikforbrug. Som Lina Rafn konstaterer i første udsendelse, så får deltagerne kun 30 sekunder på scenen til at overbevise seerne om, at de skal gå videre (det blev dog ændret til 60 sekunder på grund af knas med stemmesystemet). Tidsbegrænsningen skal afspejle virkelighedens vilkår for artister og – endnu vigtigere – forbrugerne.

De fleste kan sikkert også genkende hurtig Spotify-skimning eller musiklytning som baggrundsstøj til det, man egentlig laver. Hvor tit tager man egentlig tid til at gennemlytte et (nyt) album – uden at foretage sig andet imens? På godt og ondt lever vi i en kultur med uudtømmelige muligheder. Det gælder ikke kun musikken. At du er nået hertil i artiklen, er nærmest en bedrift i sig selv. Du har hundredvis af alternativer lige ved hånden.

Måden programmet skal afspejle denne virkelighed på, er ved at seerne aktivt skal fælde dom med programmets app, hvor man swiper til højre for "like" og til venstre for "dislike" – præcis som på Tinder. Programmet afspejler altså samtidens musikforbrug, hvor vi kun ofrer en brøkdel af vores opmærksomhed på noget nyt eller anderledes, før vi bevæger os videre.

– På engelsk kalder man det "the enjoyment of judging". Hvor man selv bliver dommer bag skærmen og kan vurdere, hvad der er pinligt eller godt, udtaler medieforsker Pia Majbritt Jensen. Som hun forklarer, tiltrækker talentshows os, fordi vi kan sidde på afstand og bedømme det.

Men vil den mekanisme ikke bare fastholde seerne i deres forudindtagede præferencer? Hvis man altid spiser det samme mad, kan man jo ikke få smag for noget nyt. Og det er svært, hvis der ikke er nogen, der gør det spiseligt, fortæller Pelle Peter Jensen. Så for at modvirke en potentielt overfladisk Tinderficering af musikken, er det Pelles rolle at udfordre vores smagsløg på baggrund af de forskellige optrædener.

– Jeg er med til at forklare folk, hvorfor en optræden var god eller mindre god. Min kritik skal forhåbentlig løfte artisterne og gøre dem bedre, men jeg er også garant for, at vi får foldet nogle genrer ud til nogle seere, som ellers hurtigt ville sige "ud, videre", fordi de på forhånd ikke kan lide genren.

For at malke mad-metaforen vil LIVE præsentere en buffet for seerne, som de på et oplyst grundlag skal bedømme. Alt fra aggressiv dødsmetal, følsom indie over lettilgængeligt pop. Forhåbentlig bliver der også plads til at udfordre den hurtigt-bedømmende swipe-mekanisme, så seerne kan nå at indsnuse det uventede i programmet eller få udfordret i deres smag.

En uforudsigelig konkurrence

DR har opgivet en sikker seersucces til fordel for et udfordrende og ukendt format. Når X Factor flytter over på TV 2 er spørgsmålet så, om seerne flytter med. Der er jo som regel et talstærkt publikum til de underholdende talentshows, uanfægtet af kritiske røster eller forlorne indpakninger som ”Danmarks største stemme”. Også selvom konkurrencen er forudsigelig. Eller måske er det lige præcis, fordi den er det.

– Efterhånden som vi har vænnet os til de her programmer, er der også en fascination ved at kunne gennemskue programmet, fortæller medieforsker, Pia Majbritt Jensen. – Vi kan gætte på, hvem vi tror, der vinder baseret på talent-genrens faste rammer. Vi skal bestemt ikke underkende, at vi er blevet så kendte i genren.

Et eksempel på dette er Eurovision-konceptet, hvor der år efter år skrues helt op for underholdnings-glimmer-spektaklet. Vinderen huskes sjældent, men alligevel fulgte 186 millioner seere den enorme musikevent, Eurovision 2018, mens 1,4 millioner danskere så Dansk Melodi Grand Prix 2018.

Det er derfor intet under, at ordene "talentshow" og "musikkonkurrence" ikke umiddelbart leder tankerne hen mod musikalsk substans eller karrierekanon. Hverken for seere eller branchefolk. LIVE udfordrer den holdning og er derfor en kolossal tv-satsning fra DR. Fra den ene side holdes seertallene op mod X Factors langvarige succes, og på den anden side betræder DR helt nyt tv-territorium som formidler af dansk livemusik i primetime.

I skrivende stund er der rullet fire udsendelser af LIVE over fredagsskærmen, og seertallene er ikke imponerende. Seerne af flow-tv foretrækker øjensynligt gensynet med Vild Med Dans – der også sendes fredag aften klokken 20.00 på den konkurrerende kanal. Det er i virkeligheden meget symptomatisk for det argument, LIVE fremstiller: At vi lever i en kultur, der ikke tildeler det nye og overraskende særlig megen opmærksomhed eller tid. Vi tjekker det måske i 30-60 sekunder, så zapper – eller swiper – vi tilbage til noget, vi kender i forvejen.

Når der om halvanden måned står én artist tilbage som sejrherre i LIVE, må vinderen nøjes med at være en kransekagefigur. Den rigtige konkurrence udspiller sig bag kulisserne, hvor LIVE forsøger at vinde terræn i en udslidt og udskældt genre, at vinde respekt fra musikbranchen og upcoming artister og at vinde indpas hos et publikum med hundredvis af alternativer lige ved hånden.

 

LIVE er…

  1. Et danskudviklet format af DR og Nordisk Film TV
  2. Et format, som allerede er solgt til syv lande
  3. X Factors afløser i primetime-placeringen fredag aften kl. 20.00
  4. Styret af seerne hele vejen frem til vinderen findes gennem en app, hvor man swiper "like" eller "dislike"
  5. Udelukkende liveoptrædener med et stort fokus på musikken

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA