Nyhed

Ny rapport: Festivaler buldrer frem, mens små spillesteder mister publikum

Der er gjort status over musiklivet i Danmark, og nye tal viser en tendens til, at musikken samler sig om de store scener.

Der bliver afholdt færre koncerter på de danske spillesteder end tidligere. Sådan lyder en af konklusionerne i den nye rapport Dansk musikliv i tal 2025, der hvert år gør status over den danske musikbranche.

Læs også: Tidligere Enhedslisten-ordfører bliver ny direktør for stor kulturorganisation 

Rapporten er udarbejdet af ROSA, Art Music Denmark, Tempi og Jazz Danmark og peger blandt andet på et marked, hvor festivaler og store arenakoncerter i stigende grad trækker publikum væk fra de mindre spillesteder.


Ifølge rapporten er antallet af publikummer på spillesteder faldet markant siden 2018. Publikumstallet på regionale spillesteder er faldet med 11,6 procent, mens almindelige spillesteder har oplevet et fald på 21,9 procent.

Rapporten peger også på de stigende driftsomkostninger hos de mindre spillesteder. Ifølge direktør for Dansk Live, Esben Marcher, er koncertstederne presset af høje udgifter:

“Koncertstederne er sat i verden for at lave koncerter, men omkostningerne er steget drastisk de seneste år, hvilket formentlig også påvirker aktivitetsniveauet,” lyder det fra ham i rapporten.


Samtidig viser de nye tal, at flere koncertgæster søger mod festivaler og store arenaoplevelser. Tendensen flugter med nyere undersøgelser fra Dansk Live, hvor særligt unge publikummer peger på de store koncerter og festivaler som de foretrukne musikoplevelser.

Læs også: Undersøgelsen fra Dansk Live

Rapporten sætter også fokus på de konsekvenser, den mener er et resultat af den seneste justering af Statens Kunstfonds honorarstøtte. 79 procent af de spillesteder, der modtog støtte i både 2025 og 2026, har fået en mindre honorarstøtte til rådighed, lyder det i rapporten.


Dansk musikliv i tal er udkommet årligt siden 2023.

ANNONCE