x

Spot på Spot Festival: Boom Clap Bachelors

Spot på Spot Festival: Boom Clap Bachelors

Den engelske DJ og BBC Radiovært Gilles Peterson har allerede begejstret vendt tomlen i vejret til Boom Clap Bachelors futuristiske soul, der ledsages af luftige versefødder på et minimalt poetisk dansk. Bag Boom Clap Bachelors gemmer sig en håndfuld producere, som uofficielt debuterede med et selvbetitlet album tilbage i 2005. Den musikalske løbebane hos Ronni Vindahl, David Cytryn, Robin Hannibal, Nikolaj Koch og Thomas Bisballe tager afsæt i hiphop. "Kort Før Dine Læber", som er titlen på femkløverets just udsendte langspiller på Music For Dreams, var også oprindeligt tænkt som en hiphopplade:

– Efterhånden som processen skred frem, havde vi lyst til at lave noget, der var mindre beatorienteret og mere sangskrivningsbaseret, forklarer Ronny Vindal, der ud over at fungere som producer også spiller og synger på albummet. David Cytryn, der er en flittig pladevender i det københavnske klubmiljø, nikker bekræftende og tilføjer, at de dansksprogede sange, som sneg sig ind, gav nogle helt nye perspektiver til Boom Clap Bachelors-projektet, der oprindeligt startede som et sparringsforum, hvor de fem ”ungkarle” spillede egne produktioner for hinanden.

På toppen af de sfæriske elektroniske produktioner får Boom Clap Bachelors hjælp af blandt andre sangerinden Liv Lykke, der ud over at samarbejde med blandt andet Nobody Beats The Beats også har et album med fortolkninger af Kai Normann Andersens klassiske revysange på den vokale samvittighed:

– Drengenes interne meningsudvekslinger har skabt et meget spændende arbejdsforum, hvor lydfilerne er blevet byttet og har roteret talrige gange. Det har udløst både frihed og kreativitet, fortæller Liv Lykke, der blev nomineret til DR-prisen P3 Talentet. Hun fortsætter:

– Min første oplevelse med Boom Clap Bachelors’ produktioner var, at de både var veldrejet behagelige og provokerende opbrudte på én og samme tid. Der var både velklang og noget, der strittede i en ukonventionel retning. Det tror jeg er et resultat af den individualistiske kollektivisme, der har indhyllet projektet.

Anmelderroser
Førstesinglen "Combiner", som førnævnte Gilles Peterson har licenseret til sin compilation-serie "Brownswood Bubblers Vol.2", roterede på landsdækkende radio tidligere på året, og langspilleren "Kort Før Dine Læber" kom på gaden i januar og fik fremragende anmeldelser – blandt andet fem stjerner i GAFFA og følgende konklusion:

"Indimellem males der med heftige pastelfarvede penselstrøg, og vellyden er flere steder nærmest kvælende, men jeg vil alligevel gøre ligesom dj- og BBC-radiovært Gilles Peterson allerede har gjort, nemlig råbe hurra og tillykke med en stringent, modig, medrivende og fantasifuld debutindsats."

Boom Clap Bachelors på MySpade

Spot 2008's hjemmeside

Køb billet på GAFFA Billet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA