x

Nelson Can siger farvel i eksklusivt breakup-interview

Nelson Can siger farvel i eksklusivt breakup-interview

Trioen Nelson Can trækker stikket efter ni år med kurs mod stjernerne og sætter punktum med et sidste album. GAFFA bringer det eksklusive afskedsinterview.

– Vi kunne aldrig have lavet det her album, før vi opgav at lave det. Og vi kunne aldrig have reddet det her band, før vi opgav at redde det.

Ordene falder med eftertænksomt eftertryk fra Signe Tobiassen – bassist, korsanger og en tredjedel af den alternative poprocktrio Nelson Can, som en eftermiddag har inviteret GAFFA til frokost i Aarhus.

Den 31. januar udkommer deres andet fuldlængde album So Long Desire, som bakkes op af to koncerter i København og Aarhus. Afskedskoncerter, that is. For efter en i tiltagende grad succesfuld karriere på efterhånden ni år har trioen valgt at takke af. Med et eksklusivt og åbenhjertigt interview til GAFFA. Om op- og nedture, og om det svære samliv som band – en kampzone, som minder ikke så lidt om kærligheden.

Nelson Can ep-debuterede i vinteren 2011-12. Direkte fra Odder Ungdomsskole, via den aarhusianske undergrund – og med en ukuelig energi, som også undertegnede lagde mærke til, dengang i starten af årtiet.  

– Det var på en utroligt lille skala, men der stod nogle folk på sidelinjen og jublede. Der var aldrig nogen, som sagde ”har I tænkt over den fingerstilling?” og sådan noget – det var ”hvor er I seje! Hvor er I sjove!” hele vejen igennem, husker Signe.

Debut-ep’en blev realiseret med Noah Rosanes bag pulten for symbolske 6000 kroner fra sangskriverorganisationen KODA, og i månederne efter udgivelsen begyndte det at gå stærkt. I sommeren 2012 optrådte Nelson Can på Roskilde Festival og nogle uger senere som opvarmning for The Black Keys i Tap1 i København. Kort efter forlod trommeslager Tami bandet.

Selina Gin, forsanger: – Vi havde ikke de samme ambitioner med projektet, og det blev klart, så snart det begyndte at løbe af sted. Vi blev booket til at varme op for The Black Keys, og vores notion var, at nu var vi faktisk et rigtigt band. Som var nødt til at øve rigtig meget, og i første omgang at skaffe nogle instrumenter.

Jeg tror, Tami så det meget mere som et kunstprojekt. Hvor vi andre gerne ville være rockstjerner. Opvarmningen for The Black Keys var også første gang, vi havde Maria med – den aften var vi fire på scenen.

Et rigtigt band

Maria, hvornår stifter du bekendtskab med Nelson Can?

Maria Juntunen, trommeslager: – Jeg spillede i et garagerockband, der hed Cherry Overdrive; vi havde spillet rigtig meget i Tyskland og Spanien, kørt smadrestilen, og det var ved at nå til sin ende. Vores lydtekniker Bjørn skulle lave lyd for et band, som hed Nelson Can på Roskilde, og jeg havde godt hørt, at der var noget hype om bandet. Så jeg tog hen og hørte dem på Roskilde.

De var hverken rutinerede, koordinerede eller professionelle. For mig lød det i al fald som en form for mere eller mindre organiseret kaos. Der var nogle gode aspekter og nogle dårlige, som handlede om det rent musikalske, men man kunne mærke, at der var et eller andet. Der blev ikke spillet på rutinen.

Bagefter inviterede Bjørn mig med backstage. Det var i 2012. En måneds tid senere var det så, at de skulle varme op for Black Keys og spurgte, om jeg havde lyst til at komme med og spille percussion. Bidrage med noget time.

Signe: – Holde takten...

Selina: – Der gik heller ikke længe derefter, før vi aftalte, at Nelson Can skulle være førsteprioriteten, hvis det skulle være noget, vi gad at bruge tid på. At vi ville smide alt, hvad vi havde i hænderne og flyve til USA, hvis Jack White ringede i morgen. Både Signe og jeg satte vores studier i bero, og Maria blev hurtigt en del af bandet.

Der var en følelse af, at vi nu endelig blev til et rigtigt band. Et rockband, som kunne spille musik. Men dén følelse har helt sikkert været en 50/50-ting, for den har også givet utroligt meget dårlig samvittighed og betydet, at man ikke har kunnet vælge noget andet til, i rigtig lang tid. Og vi har haft utroligt svært ved at tale om det problem.

Tålmodigt bagland

Hvordan har det for eksempel fungeret at have et kærlighedsliv, være i parforhold, gennem alle årene med bandet og den dedikation, I har lagt deri?

Selina: – Vi har haft nogle meget tålmodige familiemedlemmer, kærester og venner.

Signe: – Det er jo ikke kun ens kærlighedsliv, det er jo hele ens sociale liv...

Selina: – Ja. Vi har været meget bundet op på hinanden. Vi havde fælles kalender, og hvis der var noget fyldt ud i den, kunne du ikke andet. Det var bare ærgerligt. På et tidspunkt skulle vi spille på branchefestivalen Iceland Airwaves – det var et vigtigt job for os – da min mor kiggede på mig og sagde:

”Jamen Selina, jeg skal jo giftes den dag – du skal da med til mit bryllup!” Jeg blev helt bleg. Min egen mor, og så skulle jeg spille på Island. Heldigvis endte det med, at jeg nåede med til brylluppet – jeg tog en bus klokken fire om morgenen for at nå flyveren, og jeg nåede frem i tide. Men jeg var parat til at sige til hende, at jeg ikke kom. Det var ... usundt.

Maria: – Men sådan er det jo at være musiker. Eller sygeplejerske, eller alt muligt andet. Der er også nogle, som skal tørre røv nytårsaften. Forskellen ligger i, om man vælger det til og tager det på sig, eller lader sig gå på af de ting, man går glip af. Så siger man måske ja og spiller koncerterne, men lider et afsavn og går på kompromis med sine følelser på en måde, som godt kan blive problematisk.

Selina: – Det er noget af dét, som var med til at skabe den store sten inde i maven, som i hvert fald jeg gik med i lang tid...

Maria: – Set udefra tror man, at et band nødvendigvis må være en lille tæt klike, og at det er super fedt. Og når det er fedt, i et band, er det da også det vildeste. Men når det så går dårligt, er det til gengæld også rigtig dårligt. Tæppet bliver revet væk under én, og man begynder at spekulere over, hvad det egentlig er, man bruger sit liv på.

Det lyder lidt ligesom kærligheden...

Signe: – Det er også det, vi har fundet ud af. Det er den mest nærliggende parallel, når man skal beskrive dynamikken...

Maria: – Parforhold, familie, venner forretningspartnere, kolleger – det er den dér pærevælling af at skulle være professionelle, men samtidig kunstneriske, og hvad er det egentlig, når det kommer til stykket? Samtidig skal man helst have følelser over for hinanden, venskab. Det er mange hatte, man skal navigere mellem.

Mor er ikke skuffet

Set udefra ligner jeres historie en opadgående kurve, der beskriver en udvikling fra undergrund til en status som et veletableret navn. I den forstand forekommer timingen overraskende – at I vælger at gå i opløsning nu. Maria, vil du ikke prøve at sammenfatte baggrunden for jeres brud?

Maria: – Nelson Can har spillet sammen i knap ni år – de sidste fire år har chancerne været 50/50 for, om det var en konflikt eller en øver, vi kom til, når vi mødtes. Op og ned. Og det har været superstressende at skulle ned til en øver og aldrig vide, om nogen ville komme med en stikpille om noget, som vi så skulle til at snakke om.

Vi skrev ikke musik længere. Det handlede pludselig ikke længere om musikken, og det er sindssygt, at vi er gået i fire-fem år i den situation. Det tærer på én psykisk at være i et band, hvor man går og har lidt ondt i maven og ikke er 100 procent på – og så alligevel være fuldstændig dedikeret.

Når vi har spillet koncerter og har haft sjovt sammen, har det jo været fantastisk. Men da der var én, som tog hul på emnet ved en øver for et års tid siden, var vi alle tre enige om, at det var tid til at stoppe. Det var en stor sten, som væltede fra hjertet. Og så var det pludselig dejligt at være i et rum sammen, fordi vi vidste, at det var forbi.

Det lyder som om, der faktisk ligger en vis portion desillusion bag det her brud...

Signe: – Jeg er ikke skuffet...

Maria: – Mor er ikke skuffet...

Signe: – ... Jeg er tværtimod ret stolt over det, vi har lavet. Jeg tror, jeg reflekterer meget over den måde, vores relationer til hinanden har udviklet sig. Vi gik sågar til parterapi over tre måneder sidste år. Det er ikke fordi, vi ikke har forsøgt at redde det. Måske var det for sent – det siger man jo altid om parterapi. Man starter altid for sent. Jeg tænker meget over, hvad det er der sker mellem mennesker. Vi er blevet presset til det yderste, og det bringer nogle ting frem, som virkelig kan skade en relation. Det kan også styrke den.

Hvad mener du med, at I er blevet presset til det yderste? Hvem har gjort det?

Selina: – Os selv, ingen andre. Og vi har ikke stået helt uden samarbejdspartnere. Vores booker Jesper har været med hele vejen – han samlede os op fra vores første koncert nogensinde. Vi har haft nogle nøglepersoner, men vi har ikke haft et stort pladeselskab bag os. Da vi tog konsekvensen og lavede vores eget pladeselskab, blev vi samtidig til slags tremandshær, i omverdenens opfattelse. Jeg har hørt mange i branchen, senere hen, sige: ”Jamen, jeg synes bare altid, at I var så sure!” Vi virkede meget utilnærmelige, meget optaget af at beskytte os selv, meget svære at komme i nærheden af. Hvilket var cirka så langt fra virkeligheden, som man kunne komme. I virkeligheden søgte vi jo i høj grad at få andres hjælp.

Signe: – Hvis du er revisor, sygeplejerske eller inden for et andet konkret fag, så har du én eller anden idé om, hvor du skal gå hen med dine ambitioner. Det er vildt svært i musikbranchen. Du kan være nok så ambitiøs og være villig til at lægge nok så mange timer af dit liv i det. Men du har ikke en jordisk chance for at vide, om du lægger dem det rigtige sted, før bagefter. Og så får du ingen penge for det...

Selina: – Der er ikke nogen lønforhøjelse eller noget trin op.

Signe: – Vi har klaret det fint i forhold til så mange andre. Men man er nødt til at tænke på penge hele tiden – for der skal jo betales husleje, og det er bare vildt svært at tjene nok penge. Så uanset at man ikke har lyst til, at det fylder – så fylder det.

Selina: – Vores erklærede mål var at spille musik for musikkens skyld, og for at det skulle være sjovt. Så bliver det hårdt, når det sjove holder op. Og til sidst stod vi med en følelse af, at vi intet fik igen – af os selv og hinanden.

Nu eller aldrig

Med alle de erfaringer i bagagen, hvad ville så være jeres råd til et nyt, debuterende band?

Maria: – Det kom til at handle for meget om momsregnskaber frem for om at skabe noget musik. Det er ikke et råd, bare en konstatering. Jeg tror ikke, vi kunne have gjort noget anderledes i Nelson Can. Hvis man skal tage sig selv seriøst som band, skal man også være professionel og køre det som en forretning. Man er nødt til at have en plan, hvis man gerne vil ud. Men man må ikke glemme musikken.

Selina: – Mit råd vil nok være, at du skal identificere dig med andet end den musik, du laver. Det må ikke blive hele din identitet. Det var den i høj grad for mit vedkommende, ret længe endda. Det var det eneste, jeg havde i mit liv: Nelson Can, min kæreste og min familie. Det er for simpelthen for meget, og det bremser også inspirationen fuldstændig. Hvad skal du skrive sange om, hvis du kun befinder dig i den samme, lille boble?

Signe: – Der var mange ting, som gik op for os, da vi lavede denne her plade. Nu var det ægte, nu prøvede vi ikke på at være noget. Det var også ret hårdt at bruge så meget tid sammen. Maria havde fuldtidsarbejde, og både Selina og jeg studerede.

Folk drømmer ikke om, hvor mange arbejdstimer man får lagt i løbet af sådan en uge. På en turné skulle jeg sidde og skrive en 72 timers eksamen – og vi havde fire gigs i løbet af de 72 timer. Der var ingen kære mor. Jeg har heller ikke været typen, som valgte at melde pas – så jeg sad mellem lydprøverne, efter koncerterne og hvornår der ellers lige kunne presses en halv time ind, og tog min eksamen.

For mit eget vedkommende har jeg ret tit haft en følelse af, at det var nu eller aldrig – og det er et symptom for branchen. Man får hele tiden at vide, at det er lige nu, det sker. Når man har været i gamet et antal år, finder man ud af, at det ikke er rigtigt. Det er en løgn, man hele tiden bliver fortalt.

Ned med flaget

Kaffen er at være drukket, Maria og Selina vil gerne nå 15.30-færgen til Sjælland, og Signe læner sig tilbage og breder perspektivet ud:

– Alt det her vender jo tilbage til en eller anden form for moderne eksistentialisme, hvor man er blevet forblændet af forestillingen om, at man kan opnå alt, hvis man vil det nok. Vores forældre og dem, som er lidt ældre, voksede op med en idé om, at det var systemet, som bar ansvaret, hvis noget var galt.

Hvor vi – og i endnu højere grad dem, som er fem år yngre end os og nedefter – vi lever med overbevisningen om, at det er vores egen skyld, når noget ikke lykkes. Så er det fordi, vi ikke arbejder hårdt nok. Det er jeg i hvert fald tit ramt af.

Og det kan ikke undgå at afspejle sig i den måde, jeg har ageret i bandet på. Og på den måde er det jo et samfundsmæssigt spørgsmål. Du er fuldstændig overladt til dig selv, din identitet, dit projekt. Det er måske en uudtalt ting omkring musikbranchen. Jeg har ikke tænkt over det før, men indenfor det sidste fem år er det gået op for mig, hvor mange folk, der hele tiden går ned med flaget.

Man hører om folk, som forlader deres stillinger, bands som går i opløsning og solister, som trækker stikket overnight. Vi har store stjerner, som begynder at tale om det. For eksempel Jada, som er ude at fortælle, hvordan hun gik ned med flaget – fordi der var for stort pres på hende som individ. Det begynder at blive italesat. Derfra og til, at man kan gøre noget ved det, er der langt, men første skridt er bevidstheden omkring problemet. Og den bevidsthed har jeg personligt først fået det sidste års tid.

Alt er bundet op på individet, og hvis du ikke lykkes, er alt tabt. Eller sådan kan det i al fald føles – der kommer ofte meget store følelser i spil. Når man er så presset, som vi har været, kan man ikke slappe af i tilstrækkelig grad til at vise sine gode sider.

Selina: – I sådan en situation kan man godt føle, at man faktisk har mistet en del af sin personlighed. Jeg led af social angst i gymnasiet, og det fyldte så meget for mig, at jeg følte, at der var en del af mig, som døde. Og lidt på samme måde har vi, i bandet, været igennem så mange negative ting og vist så dårlige sider af os selv, at jeg fandt det svært at finde tilbage til det sjove og positive menneske, jeg selv synes, at jeg var.

Heldigvis er det gradvist kommet tilbage gennem de forløbne år, hvor vi har givet hinanden meget mere plads, end vi nogensinde har gjort. Selvom vi egentlig har været gode til at give hinanden plads, når vi eksempelvis har været på turné, er det først nu, at det begynder at lette.

Nu glæder vi os faktisk til at komme ud og spille; det er lang tid siden, jeg har glædet mig så meget, som jeg gør til afskedskoncerterne i januar. Da vi spillede til Hej Søster-arrangementet i København i september, var der gået lang tid, hvor vi ikke havde spillet. Og vi spillede så fedt, og det var sjovt. Vi følte os ikke pressede – det var bare sjovt.

Signe: – Ja, det var sjovt...

Maria: – ...at stå i et fyldt Store Vega og spille en halv times partykoncert...

Selina: – Og det bekræftede os også i, at det her band er noget af det fedeste nogensinde. Det er ikke kun dårligt, selvom vi siger stop nu.

Signe: – Nej, på en måde er det jo også for at redde det.

Selina: Peter Sommer sagde til mig: ”I skrider sgu på toppen!” Det havde jeg ikke tænkt over, men måske har han ret.

Signe: – Vi kunne aldrig have lavet det her album, før vi opgav at lave det. Og vi kunne aldrig have reddet det her band, før vi opgav at redde det. Det er en to-sidet bevægelse; man snakker jo meget om det i religiøs sammenhæng. Du kan ikke få noget, før du overgiver dig 100 procent. Før du slipper det helt.

Sådan tror jeg også, at det er med relationer, uanset om det er en ven, familie eller en partner. Du skal overgive dig 100 procent til relationen, før du kan få den hundrede procent.

Selina: – Man skal have alt at tabe.

Signe: – Jeg følte, at vi havde mistet Nelson Can. Men fordi der er sket alt det, som der er sket det sidste år, har vi faktisk fået Nelson Can igen.

Selina: – Ja, vi har i hvert fald.

Signe: – Ja, vi har. Og vi slutter med det ultimative, som vi altid har snakket om: et udsolgt Store Vega, som hovednavn! Og så VoxHall. Jeg kan mærke, at jeg driver sådan lidt ud og ind af nogle af mine gamle mønstre, i forhold de kommende koncerter, album, pr, strategi og så videre. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal gøre det. Men det er nemmere at slappe af i denne gang, fordi man ved, at det er forbi 1. februar. Så skal der ryddes op i øvelokalet.

NYE PROJEKTER

Nelson Can er fortid, når de sidste to koncerter er spillet i slutningen af januar 2020. Men hvad skal der egentlig ske, når øvelokalet er ryddet og bandet definitivt lagt i graven? En ting er sikker: Både Signe, Maria og Selina fortsætter med at spille musik, i nye sammenhænge og konstellationer.

Signe: – Jeg har fået job i Aarhus. Jeg tænker ikke, at jeg nødvendigvis skal bo her resten af mit liv. Men nu havde jeg boet i København i ti år, og det virkede som et naturligt tidspunkt at ryste posen. Jeg ville også gerne tættere på min familie. Og så fik jeg et job herovre. Et voksenjob. Det kan også et eller andet, har jeg fundet ud af. Det handler også om at finde et arbejde, som passer til ens temperament. De er ret fleksible, og det er fedt. Vi fortsætter alle sammen med at spille musik med hver vores projekter. Jeg laver noget med mit eget soloprojekt, ligesom Selina har sit, og Maria spiller med forskellige folk.

Maria: – Jeg kobler mig på forskellige steder. Igennem alle årene i Nelson Can har jeg sideløbende spillet og turneret med andre projekter og bands. Jeg er altid åben for ny musik og nye samarbejder. Pt. spiller jeg trommer i den dansksprogede duo Røde Kinder, som ud over Selina består af sangskriver Jonas Emanuel. Det kan altså noget, det der med dansksprogede tekster, også selv om jeg “bare” sidder bag trommerne og synger med på kor.

Selina, dit band Selina & The Iconics varmede op for The National i Royal Arena for nylig. Det var noget af en ilddåb...

Selina: – Det var fedt. Signe var også inde og se det; det var fedt at have hele familien samlet. Det gik meget stærkt. Jeg blev booket den 1. november med et projekt, som ikke rigtigt eksisterede endnu.

Signe: – Det lyder som en historie, man har hørt før...

Selina: – Jeg skyndte mig at få skrevet nogle sange færdig, og så spurgte jeg Maria, om hun ikke nok ville komme og spille med mig i Royal Arena. Vi spillede 30 minutter, og det var fantastisk. Det var følelsen af, at vi havde klaret det her projekt. Det var så sindssygt. Og publikum var virkelig søde. Jeg vil ikke stoppe med at gå efter at leve af musikken, men realistisk set bliver det nok noget patchwork economy. Noget med at gå ud og tjene nogle penge på at undervise lidt, og så tage fri et halvt år og lave et projekt og gå benhårdt efter det. Det er fedt, at Nelson Can har et navn i branchen – som vi alle sammen kan trække på. Vi kan sige, at vi har spillet de-og-de steder, og at det gik sindssygt godt. Det kan vi bruge, når vi skal lancere andre projekter. Og så måske prøve at have et sundt forhold til det, vi er i, og ikke kun være bundet op på dét.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA