x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Arcade Fire – med Kellermenschs Sebastian Wolff som interviewer

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Arcade Fire – med Kellermenschs Sebastian Wolff som interviewer

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA august 2010.

Hellere oprigtige end anderledes

I anledning af Arcade Fires nye album The Surburbs tog GAFFAs gæstereporter, Kellermensch-sanger Sebastian Wolff, sig en snak med canadierne om, hvordan de rent faktisk laver den musik, der har tryllebundet så mange musikelskere.

Siden udsendelsen af debuten Funeral i 2004 og tre år senere Neon Bible har Arcade Fire været på et decideret triumftog og har fået musikinteresserede verden over til at falde pladask for det canadiske bands storladne musik. Nu er de klar med tredje album, The Suburbs, og i den forbindelse valgte GAFFA at sende en af bandets mange fans til Helsinki for at interviewe bandets kvindelige frontfigur Régine Chassagne og trommeslager Jeremy Gara. Men vores udsendte reporter Sebastian Wolff er ikke bare en normal fan, han er også frontmand i det anmelderroste danske rockband Kellermensch og en nysgerrig kollega, der gerne ville tale om det vigtigste; musikken.

Jeg vil gerne starte med at tale om jeres tidligere plader. Jeg kan huske, at det tog noget tid for mig at komme ind i Funeral, da den udkom, men det skulle vise sig at blive et stort værk i mine ører, med en meget forfriskende lyd. Så kan I ikke fortælle mig, hvad jeres intentioner var med det album? Det lød, som om I bevidst gik efter at lave noget, der ikke var normalt.

Régine: – Puha, det er godt nok lang tid siden, og Jeremy, du var ikke engang i bandet dengang. Men vi var ikke decideret opsatte på at lave noget, der lød anderledes end alt andet bare for at lyde anderledes, det vigtigste var at være oprigtige. Men vi ville ikke vælge de lette løsninger og lave musik, der strøg lytterne med hårene. Sådan er det stadigvæk.

Jeremy: – Ja, jeg var ikke med i bandet på det tidspunkt, men hørte om indspilningerne via venner, og jeg tror, at det, bandet gjorde anderledes, var at tage sig god tid. Hvor mange andre bands skynder sig med at blive færdige med deres debut, arbejdede Arcade Fire, til de følte, at de var helt færdige.

Régine: – Ja, og vi havde ikke noget pladeselskab dengang, så vi plejede bare at spille et par koncerter for at tjene lidt penge, vi kunne investere i studietid, og når pengene så var brugt op, så spillede vi nogle flere koncerter og så videre. Til sidst havde vi 10 sange og tænkte: cool, nu har vi et album.

I mine ører lyder det, som om I virkelig har brugt studiets lyd under arbejdet med det album, altså der er en ambient atmosfære. Hvorfor valgte I at arbejde på den måde?

Régine: – Vi ville bare gerne fange lyden af os, der spillede sammen i et rum.

Sangene virkede også meget komplekse, var det noget, I bevidst stræbte efter?

Régine: – Det var forskelligt fra sang til sang. Visse sange tog 15 minutter at lave, hvor andre var flere år undervejs. For mig er der to absolutter i musik, det spontane og det mere sofistikerede og intellektuelle, og det hele handler om at finde en balance mellem de to absolutter og vide, hvornår man skal ty til det ene eller det andet.

En søgende proces at indspille

Da I begyndte at arbejde på Neon Bible, havde I så lyst til at lave et anderledes album, og i så fald hvorfor?

Jeremy: – Jeg tror faktisk, vi aldrig havde deciderede samtaler om, at vi ville lave noget, der var anderledes, det skete ligesom bare. Vi indspillede også det album i vores eget studie, hvilket automatisk gjorde det til en anderledes oplevelse.

Régine: – Vores liv havde også ændret sig, så selvfølgelig ville musikken også blive anderledes.

Jeremy: – Vi gik også direkte fra at turnere til at indspille i studiet, så oplevelsen var meget intens.

Albummet lød også, som om det var meget præget af, hvor det blev indspillet.

Jeremy: – Helt sikkert. Vores studie havde tidligere været en lille gammel kirke, men stadig med et stort rum, så det havde helt klart sin egen lyd.

Så I havde ingen regler om, at der var ting, I skulle undgå?

Régine: – Sådan tror jeg aldrig, vi arbejder.

Jeremy: (griner) – Jeg tror bare ikke, vi er særligt gode til at forberede os. Vi begyndte jo allerede at indspille, før vi havde sat det hele op.

Régine: – Det er tit noget med, at vi bare hopper ud i det, og så må vi senere finde ud af, hvordan vi får det hele til at hænge sammen. Det er en meget søgende proces at indspille, hvor vi prøver at finde frem til et klart mål.  

Når man som jer vælger at lade indspilningsmiljøet være en del af lyden på sangene, hvordan har det så været at overføre sangene live, altså hvis I har valgt at se albumversionerne som en guidelinje?

Régine: – Det har helt klart været en udfordring og sommetider opstår der dejlige overraskelser. Jeg synes for eksempel, at en sang som Rebellion (Lies) er et helt andet nummer live, end det er på plade. Og det gode er, at alle i bandet kan spille på alle instrumenter, hvilket er meget frigørende.

På nippet til at blive sindssyge

På det nye album virker det, som om I mere bevidst har villet prøve noget nyt, for eksempel er der en del synth på pladen. Var det bevidst eller igen et tilfælde?

Jeremy: – Vi havde en samling sange, og mange af sangene bevægede sig over i en retning, hvor det var passende med mere synth. Vi får nye instrumenter på hver plade, og synth har været det seneste, der har været sjovt at lære.

Régine: – Instrumenterne er som den maling, man bruger til at male et landskabsmaleri. På en gammel sang som Intervention, der omhandlende kirken og landets tilstand, altså virkeligt tunge emner, jamen sådan en sang skal selvfølgelig spilles på det største kirkeorgel, man kan finde, for det var den farve, den sang kaldte på. På dette album er der en sang som Sprawl II (Mountains Beyond Mountains), der handler om indkøbscentre og endeløse boulevarder med oplyste butikker. Sådan en sang passede godt sammen med en synth-farve.

I virker ikke som et band, der vælger at se tilbage på det, I allerede har præsteret, når I er i gang med at lave noget nyt. Er det tilfældet?

Jeremy: – Vi har et godt fokus i bandet med det, vi er i gang med at lave. Vi tog også en pause, før vi gik i gang med dette album. En pause fra, jeg vil ikke sige presset, men alt det, det indebærer at være et band på landevejen. Vi havde et helt friår, hvor vi fik alt det ud af systemet, og den eneste grund til, at vi gik i gang med at arbejde igen, var, at vi alle sammen havde lyst til at komme i gang igen. Vi var simpelthen alle sammen på nippet til at blive sindssyge, hvis vi ikke gik i gang igen. Så vi ventede til, at vores energiniveau var på 100 procent. Jeg tror ikke, vi har set tilbage og hørt noget fra Funeral eller Neon Bible, mens vi lavede det nye album. Jeg tror faktisk, at de plader først blev fundet frem, da vi begyndte at øve op til vores nuværende turné.

Noget af det, jeg har bidt mærke i, i bandets udvikling, er, at I udtrykker en stigende bekymring i sangene, for eksempel i nye sange som We Used To Wait og Ready To Start. Er det noget, I kan nikke genkendende til?

Régine: – For os handler det om klarsyn og ikke så meget om at udtrykke en bekymring, men mere at være selvsikre i de følelser, vi gerne vil udtrykke.

Men føler I som musikere, at I har nogle værdier, som I gerne vil have, at jeres musik skal promovere?

Jeremy: – Hvis der er et mål, så er det at lave noget, der er sandfærdigt. Det er fint, hvis folk kan relatere til det, men jeg tror, det kun opstår, hvis vi udtrykker noget ægte. Jeg er virkelig overbevist om, at hvis der bliver skildret noget oprigtigt, og her taler vi alle kunstformer, så skal folk nok kunne relatere til det.

Vores arbejdsetik er at give alt, hvad vi har

Hvilket album har været det sværeste at lave?

Régine: – Det har de alle sammen været. For vi giver altid os selv fuldt ud.

Jeremy: – Det har altid været vores arbejdsetik at give alt, hvad vi har, og prøve alle ting af. Det samme gør sig gældende, når vi turnerer. Vi turnerer, til vi tror, vi skal dø.

I virker som et meget sammentømret band, men jeg vil gerne tale lidt om den hjælp, I får udefra. På Funeral arbejdede I med Howard Bilerman, og på Neon Bible havde I Nick Launay og Markus Dravs ind over og sidstnævnte igen på The Surburbs. Er de folk med til at farve jeres musik, eller prøver I at undgå indflydelse udefra?

Jeremy: – Vi er i kontrol, når vi arbejder...

Régine: – Jeg vil ikke engang kalde det kontrol, vi ved bare, hvad vi gerne vil opnå.

Jeremy: – Netop, så de folk, der er inde over at mikse albummet, de folk, der er rigtig gode til at få én til at yde sit ypperste. For eksempel er Markus Dravs den sødeste fyr og ekstremt dygtig til at skabe en platform, hvor man kan nå sine kunstneriske mål.  Så vi har virkelig ikke brug for meninger udefra, for der er i forvejen så mange meninger fra alle i bandet. De folk, vi arbejder sammen med, skal bare være gode til at bruge deres evner i netop vores projekt.

Nu, hvor I så er færdige med det nye album, er I så spændte på, hvordan det bliver modtaget, eller lå hele spændingen i færdiggørelsen af albummet?

Jeremy: – Det er altid spændende at dele musikken med omverdenen, for når man arbejder så hårdt på et kunststykke, så vil man gerne dele det. Men hvis vi skulle i studiet i morgen, så ville jeg ikke være begejstret, for nu vil vi bare gerne ud og spille sangene live.  

I spiller på atypiske instrumenter i forhold til rockgenren. Faldt det naturligt at vælge rock som en udtryksform, eller kunne I lige så vel være endt med at spille en anden slags musik?

Régine: – Jeg kunne sagtens være endt med at spille musik i et hav af andre genrer, og jeg spillede ikke rockmusik, før jeg mødte Win (Win Butler, sanger og multiinstrumentalist, red.). Hov, jeg kan faktisk se Wins spejlbillede i vinduet udenfor. Jeg kan faktisk spotte ham overalt, jeg kan sågar genkende lyden af hans fodtrin. Men hvad var det, jeg snakkede om?

Jeremy: – Jeg synes ikke, bandet er fastlåst i rockgenren, så når vi spiller på anderledes instrumenter, er det bare, fordi vi elsker musik så meget.

Régine: – Ja, og som jeg sagde tidligere, ser jeg bare instrumenter som forskellige stykker værktøj eller farver til at male et billede.


Om Sebastian Wolff

Ud over at være frontmand i Esbjerg-bandet Kellermensch har 29-årige Sebastian Wolff også produceret bandets selvbetitlede debutalbum fra 2009 og deres nye ep Narcissus, der blandt andet byder på fire sange optaget i det legendariske radiostudie Maida Vale til en BBC Radio 1 Session i England, hvor debutalbummet netop er udsendt. Wolff sad ligeledes bag producerknapperne på The Floor Is Made Of Lavas anmelderroste andet album Howl At The Moon. Andetsteds på GAFFA.dk kan du læse Sebastians dagbog om mødet med Arcade Fire og den efterfølgende koncert i Helsinki.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA