Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt som Klub GAFFA-tillæg til GAFFA februar 2005, hvor Marley ville være fyldt 60 år.

Den tredje verdens første og største superstar døde i 1981. Frihedens, kærlighedens og retfærdighedens ambassadør bliver fortsat elsket, spillet, fortolket og afbildet som aldrig før. 

”Der er ingen grund til at bruge så meget tid og så mange penge på det. Han er død nu, og om to år vil der ikke være mange, som køber hans plader”.

Ovenstående udtalelse til Rita Marley kort efter Bob Marleys død er nok den største fejlvurdering, Marleys mentor, Island Records' direktør Chris Blackwell, har haft i relation til sin jamaicanske stjerne. Det var Blackwell, som skrev kontrakt med Marley på Jamaica i 1972 og efterfølgende lancerede ham international og fulgte ham på nærmeste hold gennem hele karrieren.

Men hvor Rita Marley var fuldt dedikeret til at holde Bob Marleys budskab og musik i live, var Blackwell mere skeptisk over for den langsigtede interesse og økonomi i Marleys navn. Men her tog han fejl. Der er i skrivende stund solgt mindst 300 mio. album i Bob Marley & The Wailers' navn, hvoraf størstedelen er solgt efter 1981, og Marley-kompositioner er nærmest uden sidestykke blevet genstand for fortolkninger og remixes i en tilsyneladende endeløs strøm.

Samtidig hyldes Marley kontinuerligt ved festivaler og arrangementer globalt. Generalsekretær i Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen har udtalt, at overalt, hvor han har rejst i den tredje verden, er Bob Marley det mest markante og tilbagevendende symbol for frihed og retfærdighed.

60-års-dagen fejres (i bedste rastafari-ånd) i hele februar i Etiopien under programbanneret "Africa Unite", hvilket inkluderer en globalt transmitteret koncert d. 6. feb. med bl.a. Ziggy Marley & Melody Makers og The I-Threes. Samme dag er der fejringer kloden rundt. I Danmark hyldes Marley ved en stort anlagt fest i Vega i København dagen før.

Født i 1945 og opvokset under trange kår på Jamaica opnåede Bob Marley allerede i 1963 national succes hjemme på Jamaica sammen med åndsbrødrene Peter Tosh og Bunny Livingston i The Wailers. I de følgende 10 år gik det op og ned med musikken, kvinderne, børnene og karrieren, i takt med at Marley skiftede pomadehåret ud med rastahue og dreadlocks. National respekt gav ikke automatisk smør på brødet, men fra den dag Island Records' Chris Blackwell skrev kontrakt med Marley i 1972, vendte bøtten. Første Island-album Catch A Fire fik international bevågenhed, og herefter udbyggede den superproduktive jamaicaner succesen frem til sin død i 1981.

Bob Marley var en mand med talrige facetter og meritter; her er et lille udpluk.

Marley og Trench Town

Født på landet tog den fattige 14-årige Marley, kaldet Nesta, til storbyen for at prøve kræfter med musikken. Jamaica var et fattigt land, og mange unge fra landet søgte til hovedstaden for at prøve lykken.

Trods trange kår fik Marley hurtigt musikalsk fodfæste i den stærkt socialt belastede Kingston-bydel Trench Town. Her var han første mentor produceren og promoteren Coxsone Dodd, som indspillede talrige lokale artister i sit Studio One. Coxsone udgav Bobs første single, da han var 16 og samlede og udgav The Wailers i 1963.

Bob Marley boede helt op til 1972 sammen med sin kone Rita og deres voksende børneflok i Trench Town på et enkelt værelse i Ritas tantes såkaldte "government house". Udødeliggjort i den autentiske No Woman, No Cry 

Marley og Rastafari

Grundstenen i Rastafari-religonen er sort stolthed og tanken om, at farvede jorden rundt skal vende tilbage til Afrika. Religionens fader, jamaicaneren Marcus Garvey, forudsagde, at en afrikansk konge ville frigøre det afrikanske folk fra deres underdanige kolonistatus. Denne Messias-figur blev synonym med Etiopiens kejser Haile Selassie 1. (Hans fødenavn var Ras Tafari, deraf navngivningen). Han besøgte Jamaica i 1966, og Marley, som resten af The Wailers, tilsluttede sig entusiastisk trosretningen.

De tre Rastafari-farver rød, grøn og gul symboliserer fred, kærlighed og sammenhold. Marley tog budskabet alvorligt, og ikke alt gik op i røgen fra de store joints. Det skønnes, at han alene brødfødte omkring 4-5000 mennesker på Jamaica i sin levetid. 

Marley og damerne

Bob Marley var alle dage damernes mand. Vigtigst af dem alle var Rita Marley (født Anderson), som han blev viet til 11. februar 1966 og forblev gift med til sin dødsdag. De fik fire børn sammen, bl.a. Ziggy, og Bob tog sig også af Ritas datter Stephanie fra et tidligere forhold. Men monogami rangerede ikke højt på Marleys prioriteringsliste. Da Rita Marley returnerede højgravid fra en arbejdstjans i USA i 1971, erfarede hun, at hun havde fælles skæbne med to andre kvinder. De fødte alle et "Bob Marley-barn" i samme måned.

Da succesen for alvor tog fat, strømmede kvinderne til. Marley var altid omgivet af skønne kvinder og donerede gavmildt fra sin gyldne sædbank. Marley havde længevarende forhold til publicisten Esther Anderson, den jamaicanske "Miss World 1976", Cindy Breakspeare og mange andre. Hvor mange biologiske Bob Marley-kloner der spadserer rundt på kloden i dag, er uvist, men antallet er givet to-cifret. Rita Marley forblev ved Bobs side i et ægteskab, som med tiden mere blev et "bror-søster"-forhold. Bobs kontinuerlige eskapader forhindrede ham dog ikke i at blive særdeles jaloux, hvis Rita havde en mand i kikkerten. Herom kan læses i Rita Marleys No Woman, No Cry – My Life With Bob Marley. 

Marley og succesen

The Wailers' første single fra 1963 gik nr. 1 på hitlisten i Jamaica. The Wailers var i mange år et stort navn i hjemlandet, men i dele af 60'erne hæmmet af en pro-amerikansk radio-mainstream-kultur, som matchede de tiltagende caribisk og afrikansk orienterede rasta-drenge dårligt. Gennembruddet kom, da Chris Blackwell signede og promoverede Bob Marley & The Wailers i 1972.

Første album Catch A Fire, 1973, fik stor international anerkendelse, men den egentlige gennembrudsplade var Natty Dread fra '74. Fra omkring '77-'78 kender hele verden Bob Marley, og han var aldrig større og mere populær end på sin afsluttende Uprising- turné i 1980. Bob Marley har solgt over 300 mio. album. Den bedst solgte er den posthume Legend fra 1984

Marley og fodbolden

Marleys store passion ved siden af musikken og kvinderne var fodbold. Når The Wailers ikke indspillede eller røg "kaya", spillede de ofte fodbold. Filmoptagelser viser, at Marley var en sand boldjonglør. Under en kamp med franske journalister beskadigede han sin ene storetå kraftigt. Men Marley fulgte hverken lægernes råd om ikke at optræde i store støvler eller at lade bolden ligge, hvilket medførte hudsygdommen melanoma. Meget tyder på, at det var den, som senere spredte sig som cancer til lunge og hjerne og kostede Marley livet.

Marley og musikerne

De første vigtige samarbejdspartnere var Coxsone Dodd, Peter Tosh og Bunny Wailer. På sidelinjen stod Rita Marley, som korsanger i The Soulettes og som co-sangskriver på hjemmefronten.  Samarbejdet med Tosh og Wailer ophørte efter succesen med Natty Dread, med en god portion malurt i bægeret.

Efter et noget uforløst samarbejde – og forsøg på international lancering – med den amerikanske soulsanger Johnny Nash i slut-60'erne, indspillede The Wailers adskillige sange med producer, dj og "nutty professor" Lee "Scratch" Perry. Wailers brød med Perry, men beholdt efterfølgende Perrys rytmesektion, brødrene Aston og Carlton Barret, som blev hos Marley resten af karrieren. Efter bruddet med Tosh og Wailer tilknyttedes vokalgruppen The I-Threes (Rita Marley, Marcia Griffiths og Judy Mowatt), som efterfølgende medvirkede på samtlige turnéer og studieindspilninger.

Bortset fra Exodus er alle plader helt eller delvis indspillet på Marleys residens 56 Hope Road i Kingston. En kæmpe bungalow, som Blackwell købte som bopæl, presse-, fest- og indspilningssted til Bob Marley. Huser i dag velgørenhedsorganisationen The Bob Marley Foundation og The Bob Marley Museum.

Tidslinje:

06.02.45: Robert Nesta Marley fødes i den lille landsby Nine Miles, i St. Ann på Jamaica. Faren var den britiske flådeofficer Norval Marley. Morens navn var Cedella. Moderens familie brød sig ikke om det blandede ægteskab, og faren forsvandt tidligt og spillede aldrig nogen rolle i Bobs liv. Han nåede ikke at opleve sin søns senere succes.

1959: Bob (kaldet Nesta) forlader Nine Miles og opsøger musiklykken i Kingston.

1961: Bob indspiller sin første plade Judge Not, 16 år gammel. 

1963: Vokalgruppen The Teenagers formes i Coxsone Dodds regi. Gruppen består bl.a. af Bob Marley, Peter Tosh og Bunny Livingston (senere Wailer). Gruppen tager navneforandring til The Wailing Wailers og senere bare The Wailers. Gruppens første single Simmer Down går nr. 1 i Jamaica. Stilen er sort amerikansk soul.

11.02.66: 21-årige Bob Marley og Rita Anderson (senere Marley) bliver gift, da Rita er gravid. Coxsone Dodd betaler brylluppet.

1967: Bob Marley møder den amerikanske soulsanger Johnny Nash, som er interesseret i at signe jamaicansk musik til sit selskab JAD Records. The Wailers både indspiller og turnerer udenlands (bl.a. i Sverige) for JAD uden gennembrud. Rita og Bob får barn nr. to og bor fortsat i et værelse hos Ritas tante i Trench Town.

1970: The Wailers arbejder og indspiller med den vanvittige lokale producer og dj Lee "Scratch" Perry. Vejene skilles senere, da Perry videresælger Wailers' materiale, de såkaldte Soul Rebel Sessions, uden gruppens godkendelse.

1971: Rita føder David "Ziggy" Marley.

1972: Chris Blackwell, Island Records, skriver kontrakt med Bob Marley & The Wailers.

1973: Albummet Catch A Fire udkommer og får øjeblikkelig international opmærksomhed. Wailers spiller bl.a. support for Bruce Springsteen i New York. Stir It Up får hitstatus. Peter Tosh og Bunny Wailer forlader gruppen i kølvandet på albumturnéen.

1974: Eric Clapton topper alverdens internationale hitlister med Marley-kompositionen I Shot The Sheriff.

1974: Gennembrudsalbummet Natty Dread udkommer. Numre som No Woman, No Cry og Lively Up Yourself øger gruppens internationale succes.

1975: 19. juni indspiller gruppen Live i London.

1976: Albummet Rastaman Vibration går i top 10 i USA, og succesen er nu global. Marley, nu en mytisk legende på Jamaica, annoncerer gratiskoncerten Smile Jamaica 5. december, for at samle det fattige og splittede land op til præsidentvalget. To dage forinden forsøger seks mand at likvidere Marley og følge. Alle overlever mirakuløst. Marley gennemfører koncerten med armen i slynge.

1977: Marley bor i London med den jamaicanske skønhedsdronning Cindy Breakspeare. Og indspiller albummet Exodus. Får konstateret hudsygdommen melanoma i højre storetå grundet en ubehandlet fodboldskade.

1978: Kaya udkommer. Vender efter 14 måneder (primært) i England tilbage til Jamaica. Spiller gratiskoncerten One Love d. 22. april. Marley får overtalt statsminister Michael Manley og oppositionsleder Seaga til at give hinanden hånden på scenen. En ufattelig bedrift på Jamaica i 70'erne, som senere indbragte Marley FN’s fredsmedalje. To måneder senere står han på Canopy-scenen på Roskilde Festival.

1979: Marleys udtryk bliver tiltagende politisk. Survival udkommer, og han turnerer med The Wailers i bl.a. Japan, Australien og New Zealand.

1980: Som eneste udlænding spiller Bob Marley til den officielle indvielse af Zimbabwe. Uprising udgives, men efter to koncerter i Madison Square Garden i september kollapser Marley efter en joggingtur i Central Park. Diagnosen er nådesløs. Fodskaden har spredt sig til kræft i lunger og hjerne. Marley afslutter alligevel turnéen og spiller sin sidste koncert 23. september i Stanley Theatre i Pittsburgh. 

11.05.1981: Efter lang tids alternativ behandling i Tyskland dør Bob Marley med Rita Marley ved sin side i Miami. Han begraves efterfølgende i sin fødeby Nine Miles.

1984: Legend udkommer og bliver en markant salgssucces.

1999: Time Magazine kårer Exodus til århundredets album og One Love som den tilsvarende single.

Marleys danske brødre

Som i resten af verden har Bob Marley altid haft mange disciple i Danmark. Han nåede at spille tre koncerter på dansk grund i sin levetid og var også i Danmark manden, der for alvor satte reggae på dagsordenen.

GAFFA har talt med fire markante danske skikkelser, som på hver sin måde har relationer til reggaekongen, hhv. øjenvidnet til alle koncerter, journalisten, der talte med mesteren, den professionelle reggae-købmand og fortolkeren.

Reggae-forhandleren:

Lars Hydeskov

Indehaver af reggae-butikken Hyde Park Corner og har som DJ Hydepark spillet reggae på Christiania Radio hver mandag 10-14 siden 1987.

Der er mange reggaemusikere, hvad gjorde Bob Marley speciel?

– Det er på samme måde som med Elvis og rockmusikken. Marley er langt mere end bare en musiker. Bob Marley er det universelle symbol på frihed og retfærdighed. Ser man bort fra den vestlige verden, er Bob Marley verdens største internationale musikalske stjerne. Hans publikum og betydning er gigantisk i områder som Afrika og Asien. Alle hans sange handler om det samme, frihed, retfærdighed, kærlighed, lys og mørke. Bob Marley og reggae fortæller os, at vi skal sørge for verden, hvilket der er mere behov for nu end nogensinde. Skal man virkelig redde verden, er jeg overbevist om, at musikken er det vigtigste våben. Der er ikke for alvor nogen, der gider høre på en politiker.

Hvad er det, der tilsyneladende gør Bob Marley så uopslidelig?

- At han fortæller sandheden. Det er en meget stor oplevelse at høre for første gang. Det virker på alle mennesker. Så er reggae som stilart en ekstremt fed musik, og Bob Marley var en unik sangskriver. Men der er mange andre end Marley. Her er vi lidt i bagud i Danmark. Men i Tyskland udkommer der tre månedlige reggae-magasiner i Bo Bedre-kvalitet, i Frankrig er reggae særdeles stort, og i Japan afholdes verdens største reggaefestivaler, for ikke at tale om Asien og Afrika, hvor Bob Marley og andet reggae kører konstant. Det lever!

Hvad er dit favorit-Marley-album?

– Mit standard svar er "Det kommer an på, hvad jeg er i humør til at høre", men hårdt presset Survivor.

Øjenvidnet:

Hans Hedegård

Dansk reggae-pioner. Har tidligere haft butikken Black Music på Frederiksberg, stået bag de første Sound Systems i København tilbage i 84 og har importeret reggae til danske butikker, bl.a. Fona. Handler i dag med gammelt legetøj.

– Første gang, jeg så Bob Marley, var 22. maj 1977 i Falkoner Centret. Da kendte jeg ham ikke så godt, men havde læst en masse om ham i udenlandske musikblade. Jeg købte billet til koncerten, og det var absolut en fed oplevelse. Men jeg var ikke så godt inde i reggaemusikken dengang og havde derfor ikke helt den oplevelse, jeg fik senere.

Næste gang var på Roskilde Festival 1978. Det var på turnéen efter Kaya-albummet, og Marley var i mellemtiden blevet et kæmpenavn herhjemme. Der var 50.000 mennesker samlet foran Canopy-scenen den dag, hvilket var et rekordstort koncertpublikum dengang. Reggae var kommet ud til et væsentligt bredere publikum, også de hårdere drenge. En fantastisk koncert.

Sidste gang var 18. juni i Forum på Uprising-turnéen i 1980. Det var den bedste af de tre koncerter. Han døde af kræft mindre end et år senere, men man kunne intet mærke til sygdom eller skavanker. Wailers havde et fantastisk rytmisk "feel", og jeg husker, at koncerten sluttede med en fantastisk version af Redemption Song. Bag musikerne hang et gigantisk backdrop med motivet fra Uprising, hvor Marley fremstår som en slags solgud.

Hvad er det, der tilsyneladende gør Bob Marley så uopslidelig?

– For mig personligt er det musikken. Jeg er ikke så fascineret af hele Rasta-kulturen og ryger f.eks. ikke selv marihuana. Men han havde et stærkt budskab, der virkelig er gået igennem. Der er dog en masse anden god reggae, og det kunne lige så godt have været en anden, som fik den legendestatus. Det var meget Chris Blackwells (Island Records) fortjeneste; ham, som i sin tid promoverede Marley globalt. Alle album, som Marley lavede under Island og Blackwell, var af meget høj kvalitet, hvor meget af det, som Wailers lavede forinden, faktisk var noget junk.

Hvad er dit favorit-Marley-album?

– Det må være Exodus.

Fortolkeren

Funkstar de Luxe aka Martin Ottesen

Havde i 1999 et internationalt hit med et remix af Sun Is Shining og senere med Rainbow Country.

Hvordan opstod idéen til at remixe Sun Is Shining?

– Jeg blev ringet op af min agent, som havde fundet en a cappella-udgave af sangen og opfordrede mig til at arbejde med versionen. Jeg havde allerede i gymnasiet spillet keyboard i et reggaeband på øvelokale-basis og var på den måde i forvejen tunet ind på stilarten. Vi startede med at uddele vinylskiver af mikset på Ibiza i 1999. Først samlede nogle engelske dj’s det op, og pludselig kørte det over hele verden.

Hvad gør Marleys musik så velegnet at fortolke?

- Der er en grundlæggende dybde i musik og tekster. Der er følelse, skønhed og stor nerve i materialet, der oser af indre varme og livsglæde. Så er sangskrivningsniveauet imponerende højt. Sun Is Shining var f.eks. ikke et af Marleys store hits, men den sang, som utroligt mange andre, indeholder store kvaliteter, der indbyder til at blive arbejdet videre med.

Hvad er dit favorit-Marley-album?

– Uprising.

Journalisten

Hans Otto Bisgaard

Danmarks musikjournalistiske nestor Hans Otto Bisgaard mødte Bob Marley to gange.

– Jeg har så at sige "mødt dem alle", men er ikke i tvivl, min karrieres lykkeligste øjeblikke, var mine møder med Bob Marley. Han havde bare en fantastisk karma omkring sig, der var "positive vibrationer", han var glad, var godt selskab og nærmest boblede af overskud. Der strømmede en energi, varme og kærlighed fra ham, og som med andre store kunstnere følte jeg, at jeg kun så toppen af isbjerget.

Første gang, jeg interviewede ham, var i forbindelse med en koncert i Sverige omkring 1975/76. På det tidspunkt var han ikke særlig kendt herhjemme, men jeg blev inviteret derop for P3, og det var en kæmpe oplevelse. Der var en åben, varm og afslappet atmosfære omkring hele selskabet, som var fantastisk. Det hele foregik i en lettere tåget atmosfære, og det var ikke altid, man forstod alt, han sagde, men hva’ så?! Det hele var præget af en vidunderlig blanding af eventyr og virkelighed.

Næste gang, jeg mødte Bob Marley, var i forbindelse med Roskilde Festival 1978. Han var i mellemtiden blevet en førende verdensstjerne, men attituden var helt uforandret afslappet og indtagende. Ingen måtte komme ind i deres bandvogn inden koncerten, men da Bobs manager, Don Taylor, så min dengang 7-årige søn Jeppe med rastahue (i dag hæderkronet producer for bl.a. Outlandish) sagde han: "Do you wanna meet Bob?" Jeppe sagde ja, og gennem vinduet kunne jeg se, at han stod og grinede og gav "high five" med Bob. Koncerten var fantastisk, og bagefter blev vi alle inviteret til fest hos dem. Sådan var stemningen.

Til gengæld fik jeg spoleret et pressemøde. Jeg vidste, at fodbold var deres store passion, så jeg havde fået Select til at fremstille en bold i de tre rastafarver. Da jeg gav den til Bob sagde han "Ball", og så begyndte de at spille. De var de rene virtuoser, "go home Ronaldinho". Så var dét pressemøde slut.

Hvad er det, der tilsyneladende gør Bob Marley så uopslidelig?

– Stemningen, atmosfæren og den fantastiske musik. Han har betydet utroligt meget for mig og min familie. Da jeg fik nyheden om hans død, blev jeg regulært fysisk syg. Jeg kunne ikke stå op og kunne intet foretage mig hele dagen.

Hvad er dit favorit-Marley-album?

– Det må være den fabelagtige Live-plade (koncertindspilning fra London  19. juni 1975, red.). Her er ikke tale om musik, der fungerer bedst under streng studiedisciplin. Det skal leves og spilles, så det swinger.

Marley lever videre

Ikke nok med, at Bob Marley begejstrede et globalt publikum i sin samtid. Både før og efter sin død er han blevet fortolket af kunstnere inden for nær sagt alle genrer og stilarter. Eric Clapton tændte "kopimaskinen" i 1974, da han strøg til tops på de internationale hitlister med Marley-kompositionen I Shot The Sheriff. Clapton var ikke alene om at tage Marley under kærlig personlig behandling. Her følger en aldeles inkomplet liste over Bob Marley-fortolkere/fortolkninger gennem årene. To be continued...

Diskografi: (originale) Bob Marley & The Wailers-album

1969:       Soul Shakedown

1970:       Soul Rebels

1973:       Catch A Fire

1973:       Burnin'

1974:       Natty Dread

1974:       Rasta Revolution

1975:       Live

1976:       Rastaman Vibration

1977:       Exodus

1977:       Reflections

1978:       Kaya

1978:       Babylon By Bus (live)

1979:       Survival

1980:       Uprising