x

KOMMENTAR: Når musik ikke ejes af kunstneren selv – et overlevelsesvilkår eller humbug?

KOMMENTAR: Når musik ikke ejes af kunstneren selv – et overlevelsesvilkår eller humbug?

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig de juridiske forhold, der ligger bag en god sang, da jeg som barn sad foran min fars pladespiller og rockede med til Pearl Jam. Dengang var jeg af den overbevisning, at de mennesker, der førte plektrene, trommestikkerne og som sang deres lunger hule, absolut måtte være de retmæssige ejere af musikken. Måske har det faktisk været sådan ret langt op gennem min ungdom også.

Det skulle dog senere gå op for mig, at med hvert stykke musik, hvert produceret stykke kultur, findes der som regel flere ejere. Nogle er skabere, mens nogle er rettighedsindehavere. Det er et ret indviklet detektivarbejde, når man ikke selv er udøvende musiker, men hvis man gerne vil forstå, så er det et arbejde, der nødvendigvis må foretages. For hvem har egentlig retten til at eje kunst? Og hvordan kan det være andre end dem, der har lavet kunsten, der pludselig kan bestemme over den?

Detektivarbejdet blev igangsat, da Taylor Swift i midten af november lagde et noteskriv på sin Twitterprofil. Her forklarede hun, at hendes tidligere pladeselskab og dettes nye ejer, Scooter Braun, forbød hende at synge sange fra hendes første seks album til prisuddelingen American Music Awards i slut-november, da dette ville være rettighedskrænkende. Det ville det være, fordi Big Machine Records eftersigende ejer masterne til disse seks storsælgende Swift-albums. Altså får de penge, hver gang et album købes, en radiostation spiller et track, eller du og jeg trykker play på streamingtjenester. Også selv om kunstneren ikke længere udgiver sin musik gennem det specifikke pladeselskab.

Musikken kan nemlig både ejes af kunstner og pladeselskab. Det afhænger af den underskrevne kontrakt mellem de to parter. Skulle Taylor Swift optræde med sange fra sine seks første album til førnævnte prisuddeling, ville det derudover anses som at være en genindspilning af de originale mastere. Noget Swift først har ret til at gøre i 2020.

Swifties verden over kastede om sig med både mudder og dødstrusler online for en stund, men megastjernen fik da til sidst lov til at spille sine ældre sange til prisuddelingen.

Værre stod det til for teenagestjernen JoJo, som i 2018 var nødt til at genudgive sine to første albums fra henholdsvis 2004 og 2006, så de kunne lægges op på streamingtjenester verden over og give fans det nostalgikick, de gik og ventede på. Ejerne af masterrettighederne på de to albums, JoJos første pladeselskab, havde nemlig truffet et valg om ikke at lægge dem online – mod sangerindens vilje. Det betød imidlertid, at hun var nødt til at genindspille sin musik, og smide det op i nye udgaver. Hvis du derfor søger efter hendes to tidligere albums, ligger de nu tilgængelige på streamingtjenester med et ”(2018)” bag titlen.

Det virker vanvittigt for mig, at en virksomhed på den måde kan eje et stykke kunst, de ikke nødvendigvis har været med til at skabe. ”Men sådan er branchen,” fortalte en musikalsk kammerat mig, da jeg spurgte ind til dilemmaet. Hverken i Danmark eller i udlandet er det unormalt, at udøvende kunstnere afleverer deres masterrettigheder til et pladeselskab, når kontrakten skal underskrives. Det er faktisk ret almindelig kutyme. Det er en måde hvorpå selskabet sikrer, at de penge, de investerer i en artist, kommer retur på et tidspunkt. På den måde får musik andre ejere, og på den måde har mennesker, der ikke er udøvende eller skabende musikere, bestemmelsesret over kunst, de ikke selv har lavet.

Spørgsmålet er så, om det er fair? Om det er i orden, at selskaberne sidder på rettighederne til musik, og kan udnytte ekstremt negativt i situationer, som det er tilfældet med Taylor Swift tidligere i år.

Jeg har aldrig betrådt de bonede gulve som udøvende musiker, men efter fem år med ord om musik mellem fingrene, kan jeg alligevel ikke lade være med at undre mig. Omvendt kan man argumentere for, at jeg hver dag sælger mine ”masterrettigheder” til medier. Som for eksempel med dette stykke tekst. Det læser du i GAFFA, og derfor har de overtaget rettighederne til den tekst nu. Jeg kunne have udgivet den på en selvstændig indieblog i eget navn, men jeg er også helt sikker på, at den aldrig ville nå samme antal øjne, som den gør lige nu. Lidt som når et pladeselskab ofte sikrer musikerne et større publikum.

Så er det besværet og uretfærdigheden værd? Er det bare ”sådan branchen er”, og bliver man nødt til at sælge sin kunst, for at nå et bredere publikum? Eller er det rent faktisk muligt at eje sin egen musik og stadig spille foran et fyldt stadion? Flere og flere kunstnere tror på netop dette, og rigide pladeselskabskontrakter er noget, der tales om i branchen. De eksisterer dog stadig i bedste velgående. Måske er det bare svært for en romantiker som mig at indse, at musik er en forretning. Og ekstra svært, når man som barn sidder foran sin fars vinylsamling og taber sit hjerte til Eddie Vedder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA